Dreyfus-affæren i Frankrig omkring år 1900 hører til de herostratisk berømte i nyere europæisk retshistorie. Det skyldes ikke mindst, at det justitsmord, der notorisk var tale om, skyldtes en blanding af antisemitisme, uduelighed, korruption og forfalskede beviser inden for det franske militær og efterretningsvæsen; forhold, der ikke var en retsstat værdig.
Men det skyldtes også Dreyfus-affærens overraskende vending efter en pinefuld årrække. Den var i høj grad betinget af pressens og kulturlivets evne til at ændre den offentlige opinion i Frankrig. Sagen mod officeren Alfred Dreyfus, der i 1894 dømmes for spionage til fordel for ærkefjenden Tyskland, måtte gå om, da forfatteren Emile Zola i en artikel på forsiden af avisen l’Aurore med titlen ”J’accuse” (”Jeg anklager”) fik skrevet sandheden om militærets magtmisbrug. Det blev en af pressens fineste stunder som ”den fjerde statsmagt” – og en af kunstens, da en populær forfatter virkelig engagerede sig samfundsmæssigt og brugte sproget og sin artistiske nerve i retfærdighedens tjeneste.
Dreyfus-affæren har lige siden været publicistisk grundstof og et vidnesbyrd om, at det frie ord er afgørende for demokratiet. Sagen har tillige haft en vigtig signalværdi om kunstens gennemslagskraft. Når en forfatter bevæger sig ud af elfenbenstårnet og skriver direkte om virkelighedens hårde kendsgerninger, har det effekt. Både samtiden og eftertiden har hyldet det personlige mod, der skulle til for at omstøde en uretfærdig dom, og der er skrevet talrige bøger om affæren. Den seneste, journalisten og forfatteren Robert Harris’ ”An Officer and a Spy” fra 2013, danner grundlag for Roman Polanskis historiske drama om Dreyfus-affæren. At netop Polanski står bag filmen, kan heller ikke undre. Instruktøren har livslangt hyldet enkeltindividets evne til at overleve uretfærdigheden, ofte ved hjælp af kunsten, senest i mesterværket ”Pianisten” fra 2002.
I en fuldkommen brillant åbningsscene viser Roman Polanski, hvordan den unge kaptajn Alfred Dreyfus offentligt degraderes på pladsen foran det franske militærakademi for efterfølgende at deporteres livsvarigt til Djævleøen ved Fransk Guiana. Militærdomstolens kleresi er hoverende vidner, og bag dem hujer folkedomstolen i blind rus. En uhellig alliance, præget af tidens antisemitisme. Dreyfus er jøde og dømmes på forhånd af massive fordomme i de forskellige samfundslag. Selv er Dreyfus ikke i tvivl om sin uskyld. Han er ikke spion, han er officer i hæren og en stolt mand. Han råber sin uskyld ud over masserne og nægter at tage imod dommen. Forgæves.
Roman Polanski følger ikke primært Alfred Dreyfus’ videre skæbne, han sidder jo som fange på en ø, meget langt fra Paris, hvor sagen får sit suggestive efterliv. I stedet følger filmen den ambitiøse officer Georges Picquart, en af dem, der både har været med til at uddanne og dømme Dreyfus. Parallelt med dommen forfremmes Picquart til oberst og ny chef for militærets efterretningsvæsen. Filmen ændrer herefter karakter til en thriller. Picquart – spillet med afmålt præcision og urokkelig disciplin af Jean Dujardin – bryder sig dybest set ikke om Dreyfus og hans selvretfærdighed. Men gradvist tvinges han til at ændre mening og standpunkt, alt imens han konfronteres med efterretningstjenestens moralske sump af uduelighed, lemfældighed og korruption. Militæret beskytter ikke nationen, men sine egne og deres privilegier, uanset stupiditeten og brutaliteten.
Roman Polanski fejrer både filmiske og episke triumfer, alt som George Picquart afdækker sandheden, der rækker fra efterretningsvæsenet til militærets generalstab og bag dem den franske regering. Instruktøren har altid haft blik for den absurde, venerisk lastefulde og konvulsiviske magtbrynde. Det gælder også i ”Officer og spion”, der er fyldt med koleriske karakterer og snu taskenspillere på samfundets øverste poster og blandt de vitale vidner. Men menneskebilledet er nuanceret. For hvad driver Picquart? Retfærdighedssans, givetvis; men også ønsket om selv at få greb om magten på øverste hylde. Og er han selv ren? Kan han kaste den første sten? En amourøs affære med en gift kvinde af det bedre borgerskab vidner om, at Picquart ikke er fejlfri og heller ikke etisk eller følelsesmæssigt hævet over de mennesker eller den svaghed, han med tiden får duelleret med og sablet ned.
Roman Polanskis film er kriminalhistorie, domstolsdrama og psykologisk karakterstudie i et, og dertil en visuel nydelse, fuld af år 1900-atmosfære, dekadence og la vie moderne. Det er klassisk filmkunst. De enkelte scener udspilles og afvikles med suveræn ro, nærvær og fuldendt behersket kameraføring. Epokens store franske kunstnere, Renoir, Manet, Degas og Toulouse-Lautrec sættes så at sige i levende billeder af Polanski. Fra en panoramisk position slår instruktøren ned på de afgørende begivenheder, der fører til en genoptagelse af retssagen i 1899 og en endelig frifindelse af Alfred Dreyfus i 1906. Dreyfus vender tilbage til militæret og forfremmes til major, mens Picquart bliver minister i en ny regering.
I ”Officer og spion” stiller Roman Polanski tematisk krigsret over for civilcourage, personlig integritet over for flokmentalitet og kujoneri på en uhyre effektfuld og æstetisk renfærdig måde. Dreyfus og Picquart bliver i filmens psykologi hinandens spejle, en slags dobbeltmenneske. I filmens epilog lader instruktøren dem mødes en sidste gang. Dreyfus med sin stejle retfærdighedssans og stamina, Picquart med en undskyldning om, at han selv er blevet en del af magtens væsen og ikke har kunnet gøre nok for den uskyldigt dømte. Dreyfus affejer Picquarts anger og skyld med ordene: ”De har gjort deres pligt!”. Begge er mænd af ære. Eksempler til efterfølgelse. Også i nutidens skrøbelige demokratier, for slet ikke at tale om totalitære systemer. Der er brug for nogle, der tør stå frem og sige: ”Jeg anklager.”