I begyndelsen af 1725 forlod en gruppe mænd Sankt Petersborg. Målet var at drage på tværs af det russiske rige til Kamtjatka og områderne ved det nordlige Stillehav. Lederen af gruppen hed Vitus Bering (1681-1741). Han stammede fra Horsens, men han var allerede i 1703 blevet hyret som russisk søofficer og havde siden bidraget til opbygningen af den russiske østersøflåde.
Vitus Bering og hans folk havde blandt andet fået i opdrag at undersøge, om Asien og Amerika var adskilt af hav eller ej. Det var Peter den Store, der havde undfanget idéen om ekspeditionen, men zaren afgik ved døden, netop som gruppen drog af sted.
Det er den tidligere museumsinspektør Morten Hahn-Pedersen, der udførligt beretter om denne dramatiske opdagelsesrejse, som siden blev fulgt af endnu en ekspedi- tion. Hahn-Pedersen har skrevet ”På zarens befaling” sideløbende med sit bidrag til produktionen af DR K-serien ”Ekspeditionen – på sporet af Vitus Bering”.
Forberedelserne til både første og anden ekspedition var enorme, idet Vitus Bering og hans mænd ikke kunne sende bud hjem, hvis de kom i bekneb for materiel eller proviant. Bering og hans folk kunne heller ikke løbe an på hjælp fra lokalbefolkningen i Sibirien, som dels ikke var særlig imødekommende, dels beskeden i størrelse. Forfatteren anslår, at den samlede befolkning i Sibirien i slutningen af 1500-tallet har udgjort et par hundredtusinde.
Selvom forfatteren er karrig med oplysninger om Berings personlighed, så understreges det, at han var ”kendt som en dygtig, energisk og samvittighedsfuld skibsofficer med talent for organisa- tion”.
Et lignende skudsmål får den anden hovedperson i bogen. Martin Spangsberg (1696-1761), som var næstkommanderende, stammede fra Esbjerg-området. I modsætning til Bering skulle han siden få sit hyr med de russiske myndigheder, der kritiserede, at han uden tilladelse var brudt op fra Den Store Nordiske Ekspedition, som den anden opdagelsesrejse betitledes.
Da Spangsberg vendte tilbage fra Sibirien til Sankt Petersborg, havde en gammel rival ovenikøbet plantet lus i skindpelsen på den gæve vestjyde, der tilbragte en rum tid bag tremmer, indtil tingene jævnede sig, og han blev sat på fri fod.
Den Store Nordiske Ekspedition, der strakte sig fra 1733 til 1743, var verdenshistoriens indtil da største ekspedition. Man nåede da også frem til Alaskas kyst i 1741, men sygdom og proviantmangel gjorde, at deltagere måtte vende om. En stor del af mandskabet omkom i forbindelse med skibsforlis og den efterfølgende stranding. Således også Vitus Bering, som blev begravet på den ø, der siden fik navnet Bering Ø. Som Palle Lauring udtrykte det: ”Vitus Bering er den eneste dansker, som har efterladt sit navn, så det kan ses på en globus.”
Hermed tænkte historikeren dog nok så meget på Beringstrædet, som horsensianeren krydsede i 1728, hvormed han havde løst den første ekspeditions opgave: Nu vidste man, at Asien og Amerika var skilt af hav.
På den anden ekspedition blev det østlige Sibiriens kyster og øer kortlagt, og Bering gjorde sig fortjent til titlen som ”Ruslands Columbus”. Martin Spangsberg overlevede den sidste ekspedition, hvor hans bedrift bestod i, at han fandt den nordlige søvej til Japan.
Der er ingen tvivl om, at Morten Hahn-Pedersen med sit værk har leveret et på mange måder flot resultat om to mænd, hvis udholdenhed midt i strabadserne må im- ponere enhver nulevende dansker: Dette var mænd af mod.
Bogens sider forekommer dog undertiden så overplastrede med information om stort og småt, at de minder om en opslagstavle med post-it-sedler. Forfatteren vil have det hele med, og når Bering først kommer rigtigt ind i billedet på side 67, er det, fordi Hahn-Pedersen også lige skal redegøre for de geopolitiske forhold i Rusland.
Inden for retorikken opererer man med noget, der hedder kanyleteorien. Det er forestillingen om, at man uden videre kan injicere information i læseren. Men sådan fungerer læsning jo ikke, og selvom ”På zarens befaling” er udstyret med et persongalleri på de første sider, så har jeg haft mere ud af at konsultere side 296-301 under læsningen. Disse sider rummer nemlig både kronologi og indhold, så man ikke kommer ud af kurs i det hav af oplysninger, Hahn-Pedersen finder det nødvendigt at præsentere læseren for.