Prøv avisen
Bog

Mænd, der er for regelrette

Haruki Murakami. Foto: Ivan Gimenez

Haruki Murakami er atter aktuel, denne gang med tekster om, hvordan livet - og kvinderne - gør mænd både fortvivlede og rundtossede

Man kan godt blive lidt afhængig af den japanske forfatter Haruki Murakami, der nu igen er aktuel på dansk med en novellesamling, ”Mænd uden kvinder”. Han er så speciel at læse og så letgenkendelig samtidig. Det er som at blive vild med at drikke kaffe på en særlig måde. Pludselig kan man ikke længere drikke almindelig kaffe. Eller blot kaffe på andre måder.

Jeg kan mærke, at jeg efter Murakami har fået det svært med ”fantastisk” litteratur af for eksempel latinamerikansk oprindelse. Den virker manieret og skinger, fordi man er vant til den cool og jazzede mystik hos japaneren.

Faktisk giver det mig også problemer, når Murakami forsøger at skrive på en anden måde, end han plejer. ”Da Samsa blev forelsket” i den nye bog er en slags omvending af Kafkas berømte tekst ”Forvandlingen”, hvor Gregor Samsa vågner op en morgen og er blevet forvandlet til et kryb. I Murakamis tekst er der krybet, der vågner en morgen og er blevet forvandlet til Samsa og skal prøve at være menneske i en menneskeverden. Det er kuriøst og stedvist interessant, men rigtig Murakami er det nu ikke.

I en anden novelle, ”Mænd, som ikke har en kvinde”, har Murakami tillagt sig en underlig messende og associerende stil, hvor de almindelige skarpt tegnede karakterer og plotelementer opløser sig i en lang klagesang med metaforisk brug af både skolepiger og sømænd. Ikke fuldstændig ueffent, men alligevel føler man ikke, at det tilføjer noget til de gængse motiver at turnere dem på en anden måde. Tværtimod.

De første fem noveller i samlingen er mere Murakami, som vi kender ham. De glider fra det realistiske til det dybt mærkværdige til det regulært overnaturlige. Som så ofte er det en mand, der står i centrum. En karakteristisk indgang lyder således:

”Der findes mennesker, der må leve et overraskende kunstigt liv, fordi de næsten ikke har nogen indre skævheder og modsætninger (“). Den slags mennesker må altid i større eller mindre grad justere deres (om man så må sige) regelrette jeg for at tilpasse det en skæv verden, selvom de for det meste knap nok bemærker, hvor besværligt det er for dem i hverdagen. De er fuldstændig overbeviste om, at de lever et helt almindeligt liv uden bagtanker og forstillelse. Hvis lyset så pludselig en dag falder på det kunstige og unaturlige i deres gøren og laden, kan der udvikle sig til tragiske eller nogle gange ligefrem komiske situationer.”

Mændene hos Murakami er ofte ensomme og indesluttede, men de er på ingen måde særlinge eller ”tabere”. Tværtimod er de yderst velfungerende: velsoignerede, passer deres job, laver mad, hører musik, går i byen, har forhold til skiftende kvinder. Men de er på en eller anden måde for regelrette til denne verden. Kvinderne bedrager dem og forlader dem, lyver for dem.

I en af historierne opsøger en enkemand sin kones elsker og gør sig til ven med ham. Måske kan han få svar på, hvorfor hun bedrog ham. I en anden novelle bliver en ”evig ungkarl” helt umotiveret desperat forelsket og sygner hen i fortvivlelse efter i årtier at have kørt to-tre uforpligtende forhold ad gangen.

I en tredje tekst lader en mand sig resigneret skille efter at have opdaget sin kones utroskab. Han starter en jazzcafé (som Murakami selv gjorde i sit ungdom) og lever et beskedent, resigneret og hyggeligt liv med nogle få stamgæster og en kat, der kommer og går. Men så let kan man ikke komme om ved livet. Langsomt breder uhyggen sig i den stemningsfulde café, katten fortrækker, og mystiske gæster sætter sig ved bordene som en slags inkarnationer af den fortrængte smerte og desperation i hans hjerte.

Der er en dyb brønd af smerte, uhygge og dysterhed i Murakamis motivverden. Og manden må altid spørge sig selv, om det hele er hans skyld, selvom han slet ikke har gjort noget. Driver han selv kvinderne ud i desperation og excesser, fordi han lever på den illusion, at tilværelsen vil imødekomme hans behov for det regelrette? Eller som det hedder på Murakamisk, den sorte bryg, som man bliver så afhængig af:

”Hun var den tredje af de kvinder, jeg havde kendt, som valgte at begå selvmord. Når jeg tænkte over det, eller det behøvede jeg faktisk ikke, var det et temmelig højt dødstal. Jeg kunne ikke forstå det. Så mange kvinder havde jeg heller ikke kendt (“). Jeg håbede ikke, at det var min skyld. Jeg var helst fri for at være en del af det.”

kultur@k.dk