Begyndelsen var svær, fortæller Jørgen Leth.
“Jeg var ikke sikker på filmen i starten. Jeg vidste ikke, om den kunne blive til noget. Jamen, jeg var bange for at rejse rundt til de her steder og lave optagelser, og at det ville resultere i en lidt for traditionel opbygning.”
Filmen, som 85-årige Jørgen Leth taler om, er hans nye jazzdokumentar med titlen "Music for Black Pigeons", der har premiere senere i år. Han har lavet den med instruktør Andreas Kofoed, og dokumentaren er netop udtaget som en af de danske bidrag ved Filmfestivalen i Venedig, der i år løber fra den 31. august til den 10. september. Dokumentaren følger den danske guitarist Jakob Bro, som inviterede Leth med på sin arktiske turne i Island, Grønland, Færøerne og Danmark. Orkestret bestod af tre amerikanske musikere med næsten 50 års aldersforskel: Saxofonisten Lee Konitz, guitaristen Bill Frisell og bassisten Thomas Morgan. Jørgen Leth filmede blandt andet den 41-årige amerikanske bassist Thomas Morgan på et hotelværelse i Nuuk, Grønland.
“Det er jo helt vildt. Morgan øver sig overhovedet ikke. Han spiller kun bas, når han er på scenen. Ofte sidder han og laver trommeøvelser. Han er jo autistisk. Han er altid sød. Jeg beder Morgan svare på et eller andet eksistentielt spørgsmål om jazzen. Så venter jeg på, at han skal svare. På et tidspunkt har jeg opgivet det. Men alt bliver optaget. Også Morgan, som intet siger," fortæller Jørgen Leth.
"Det er virkelig magisk. Det minder jo lidt om min scene med Warhol. Det er et musikalsk princip. Jeg venter, til det rette øjeblik skal opstå. Og så til sidst svarer Morgan. Et genialt svar. At have sådan en scene med, er guld værd,” siger Leth, der har været i gang med sin jazzfilm i flere år.
Frokost improviserer Jørgen Leth helst ikke med: marineret sild, rødspættefilet, snaps. Han kører standard. Kristeligt Dagblad har mødt ham på Kaffesalonens pontonterrasse ved Peblinge Dossering i København en lørdag, fem dage før, han skal til New York for at filme en række koncerter med Bro på den ikoniske jazzklub Village Vanguard.
Modsat hvad der gør sig gældende for frokosttallerkenen, har rytmerne buldret løs på improviseret vis i Leths værker. I 1973-filmen “Eddie Merckx i nærheden af en kop kaffe” læser Leth digte og taster løs på sin skrivemaskine som en cool freejazzer med flot hår. Jazzen har lært ham meget, mener Leth. Det er det, vi skal tale om. For dét at improvisere føles naturligt for den garvede journalist og filmmand. Ligesom trangen til at registrere og finde orden i kaos i en essayistisk filmstil, hvor filmene er styret af indramninger og geometriske frames.
“For mig er den nye historie interessant, fordi der er en bue, der starter med min allerførste film, 'Stopforbud' (1963) med jazzpianisten Bud Powell, og næste store nedslag i jazzen for mig er så Bro-filmen,” siger han.
En invitation sendt fra himlen
Det var allerede i midten af 00’erne, at Jakob Bro bad ham om at skrive bagsidetekst til en af hans plader, og de to derved lærte hinanden at kende.
“For mig var det en følelse af at vende tilbage til jazzen. Og jeg var vanvittig glad for at blive inviteret med til Bros indspilning i Avatar-studiet i New York. Jeg blev vækket. I 1960’erne skrev jeg jo meget om jazz, faktisk levede jeg af det. Den invitation kom som fra himlen."
Jakob Bro har, ligesom Jørgen Leth selv, en veludviklet fornemmelse for stemningen, fortæller han. Derved åbner Jakob Bro verdener på en befriende måde, mener Leth:
“Jeg er altid sikker på hans fornemmelse. Jeg er aldrig bange. Han er totalt fordomsfri. Jeg kan lide den måde, Bro stikker af på. Og Bro elsker skitser. Det er også det, der forener os. Under arbejdet med filmen kom der mange ideer op undervejs. Vi fandt ud af, at jeg skulle sige navnet på instrumenterne, som dukkede op, og det har jeg gjort, på min måde. Jeg var glad for at blive betroet en rolle i den der geniale musik.”
Du kom med i bandet?
“Ja, på en måde." Jørgen Leth griner med kaffekoppen dinglende i hånden. Leths instrument er hans poesi i de bands, han stadig optræder i.
Da jazzkorrespondenten mistede interessen
Svend Asmussen og Spike Jones var Jørgen Leths egne første møder med jazzen, fortæller han.
“Langt fra vigtige plader, men det var en start for mig. Jeg begyndte tidligt at skrive om jazz, til mit eget Jazzbladet, før jeg blev journalist, faktisk, og var til mange koncerter i Aarhus – Armstrong og Ellington. Så var der de mere kedelige som Chris Barber, du ved, de der dixielandbands, som jeg ikke var interesseret i. De spillede på Maritza.”
Sød frokostjazz dur ikke. Der skal være noget på spil. Som tidligere jazzmedarbejder på Politiken mødte Leth mange jazzmusikere, og han bliver berørt over at se journalistens medbragte bog med billeder af polske jazzfolk. Trzaskowski, Kowal og Stanko kender han.
Alle, også i Østblokken, dyrkede moderne jazz i 1960’erne, den nye musik, som Leth rapporterede om i en serie klummer med titlen “Jazz i Polen”. I Warszawa mødte han komponisten og jazzpianisten Krzysztof Komeda (1931-69), som blev den nu afdøde danske filminstruktør Henning Carlsens filmkomponist. Det var Leths fortjeneste.
“Komeda var med til mit første bryllup. Prøv at forestille dig Komeda i et hus på landet i Danmark. Det var vildt.”
Han mener, at avantgardejazzen stivnede, da rockmusikken kom i starten af 1970’erne:
“Jeg har aldrig været ven af Cecil Taylor. Der stod jeg af. Det var mere, fordi jeg ikke syntes, der var noget vellyd ved det. Så forelskede jeg mig i bossa novaen, Stan Getz og specielt Jobim. Og haitiansk musik. Men jeg fulgte ikke med i jazzen mere. Det var jeg holdt op med.”
Han taler om den østrigske filminstruktør Michael Haneke, hvis film rummer en “schubert'sk grundtone”. Og den fransk-schweiziske instruktør Jean-Luc Godard, som klipper sine film efter jazz – og J.S. Bachs musik, fordi den bibeholder sin puls og rytme, selv når den spilles bagfra.
Tankehuller
Dengang den moderne jazz var i sin spæde begyndelse, sad Leth på første række; han var en aktiv lytter og betragtede musikerne som kæmpe stjerner med vigtige budskaber.
Du har ofte sagt, at du ikke kan filme, uden at du har et fascinationspunkt i det. At du selv gerne vil finde ud af noget om det, du fortæller om. Hvad er det, du gerne vil vide om jazzen?
“Jeg trives godt med jazzens evige søgen. Det er en musik, der er vedvarende frisk. Det er også den lyst, som styrer min smag indenfor jazzens udvikling. Specielt med pianister og komponister. Jeg kan godt lide Monk og Komeda og Bill Evans, velklang og sondering, søgen. Men ikke ubehagelig udklang.”
Hvordan har du det med stilhed?
“Jeg synes enormt godt om stilheden. Jeg synes om pausen. Der lærer jeg meget fra jazzen. Pausen og det at vente. Opholdet, det synes jeg rigtig godt om. Tankestreg. Jeg bruger ikke tankestreg længere. Jeg laver tankehuller. Plads til tanker. Plads til at man kan føle. Semikolon kan jeg ikke lide. Punktum kan jeg godt lide."
Han tager den sidste slurk af kaffen og fortsætter:
“Min nye bog er lavet på en meget jazzet måde,” siger Jørgen Leth med henvisning til erindringsbogen "Mine film", som udkom i oktober på Gyldendal.
“Opgaven med ‘Mine film’ var at skrive om mine film uden at se dem igen. Et fantastisk greb! Jeg forholder mig meget til min avantgarde fortid. Det bliver jeg ved med. Når den nysgerrighed er etableret, så er det den, der er styrende. Og det greb viste sig at være livgivende for projektet. Altså at sidde der og tænke på en titel og en film, jeg lavede dengang og huske det, man kun svagt kan huske. Og skrive om det, jeg så omkring mig. Et ord for eksempel – hvis jeg startede her, så ville jeg skrive om den kage, der ligger her og se, hvordan den connecter til mine film. Det er tilfældighedsprincippet.”
Arbejdsmetoden forklarer han også sådan:
“Der er meget sentimentalitet i mine rejser. Jeg vender tilbage til gamle steder. I sommer besøgte jeg det berømte hotel Grande Bretagne i Athen, hvor man fra tagrestauranten kan se lige over på Akropolis. Jeg er ikke sådan en antiknørd, men jeg kan godt lide sådan nogle oplevelser. Dem samler jeg på. Jeg tænkte, dér ville jeg gerne hen igen for at skrive et digt. Gyldendal ville gerne finansiere og forstod med det samme one-take-ideen.”
Var der igen tale om den tilfældighed og rytme, du kender fra jazz?
“Lige præcis. Jeg sad der i to døgn og skrev, og det kom der et langt digt ud af, men ikke 40 sider langt, som jeg havde forestillet mig. Jeg nåede kun otte sider, og ville gerne lave det færdigt, så jeg måtte finde på en ny undskyldning for at lave det færdigt et andet sted. Den idé er også jazzet, er den ikke?”