Hurtige notater, håndskrevne og lidt besværlige at læse. En del ord mangler, og hele sætninger er en undtagelse. Notaterne er fragmenter af ”Dagbog fra Haiti”, nedfældet af Erik A. Frandsen, og er et hovedværk på udstillingen ”Haiti – Erik A. Frandsen” på Randers Kunstmuseum. Her er notaterne delt op i 28 lyspaneler på hver 250 gange 170 centimeter og fylder to rum.
Man fanges ind – uden helt at vide af hvad. Man lader sig føre – hvorhen? Man åbner alle sine døre og afventer de svar, der kommer ind.
Modsætninger forenes i et paradoks: private optegnelser bøjet i neon. Er det udtryk for den ultimative offentliggørelse af det private? Ph.d. Kamma Overgaard Hansen forholder sig til spørgsmålet i en artikel i kataloget, og man kan kun være enig med hende, når hun skriver, at det kolde skær fra neonrørene vækker tvivl om det nedskrevnes karakter af noget personligt.
Men teksten gløder i den lysende kulde: ”Nu begraves folk i dybe huller i trækister, hvorpå der kommer et tykt lag beton – så gravene ikke kan åbnes”. Ikke alene i geografisk forstand befinder vi os langt fra Danmark: ”På Haiti er der cirka 600 forskellige etniske grupper – i Danmark er vi bare os og dem fra udlandet”.
Hele tiden hører man Jørgen Leth læse optegnelserne. Han gør det på sin velkendte, inciterende måde og styrker med sin stemme oplevelsen af sammenhæng – af teksten som et stort, strømmende digt.
Baggrunden for udstillingen er besøg i 2016 og 2018 netop hos Jørgen Leth – i Haiti.
Tæt på virkeligheden derovre kommer man i en række oliekridtskitser af natur og miljøer, sanselige og farvestærke, fyldt med atmosfære. Man mere end fornemmer frodigheden, den dampende varme, fugtigheden. Det er dirrende øjebliksbilleder, et træk, der understreges af det skitseagtige og lidt rå i formen. Man føler, at man oplever billederne umiddelbart efter, at Frandsen har sluppet dem. Endnu – synes man – brænder skabelsens ild i dem.
En stor glasbelagt collage med diverse haitiske fragmenter – blandt andet en hane med berettiget selvtillid samt majskolber, hvis smag man næsten kan se – må affinde sig med en plads på gulvet, skønt den angiveligt skulle have været oppe på en væg. Men værket var for stort.
Mennesker i Haiti møder man på freskomalerier med afsæt i fotografier. Man ser billederne gennem ens viden om, hvordan de er blevet til – med anvendelse af en ældgammel teknik: Malet, som de er, på vådt pus, hvad der kræver, at processen gennemføres på få timer – inden pudset tørrer. Det er som at se bevægelser, der først lige er standset og dog fortsat er til stede som flygtig, men nu fastholdt tilstand.
Fouden filmoptagelser fra Haiti består udstillingen af forgyldte aluminiumsskulpturer med henvisning til woodo-religionen. Den største er ”Shelter (Agathé Tyché)”, bladguld på akrylfibre, skabt med Computational Design, der med computer-algoritmer har ”oversat” to af tegningerne på udstillingen til et 3D-print. Skulpturerne er som deforme stjerner, der med lyset i behold, er landet på jorden, hvor de i hvert fald hos undertegnede spreder nogen forvirring.
Men overordnet er det en fornøjelse at udforske udstillingen, der kommer én i møde med stor umiddelbarhed – hvad der ikke er uforenelig med en vis mystik. Men magien knytter det hele sammen. Man er, hvor det er godt at være.
Erik A. Frandsen er født i Randers i 1957 og har efterladt et blivende minde om sig i byen: På Hotel Randers ikke langt fra kunstmuseet kan man opleve en udsmykning af ham, indviet i sensommeren 2017. Det drejer sig om et selskabslokale, nu med navnet ”Frandsensalen”. Værkerne er doneret af Salling Fondene.
Udsmykningen – enkel, på én gang diskret og nærværende – består næsten udelukkende af et ofte forekommende motiv hos Frandsen, nemlig blomster. På det ene maleri, der udgør undtagelsen, ses en kvinde, der er ved at slagte en gås. Gæsterne kan så forestille sig, at brudstykker af den om lidt lander på deres tallerkener.
Hotellets direktør, Michael Jepsen, fortæller, at man er holdt op med at pynte opdækningerne i lokalet med blomster, da man mener, at disse sammen med blomsterne på billederne ville give et for flimrende helhedsindtryk. Den pålagte begrænsning er ikke et krav fra kunstneren, men er indført af hotellet.
Udsmykningen består af ni billeder, lavet så de passer til proportionerne på de ni vægfelter og udført i en næsten uddød håndværksteknik: Scagliola, som er et farvepigment, lim og gips rørt sammen, modelleret og indlagt i motiverne. Efter hærdningen vokspoleres felterne, så de står som blank ”marmor”.
Erik Frandsen har desuden været involveret i farvesætningen af lokalet, så det fremtræder indbydende i støvet rosa/lilla.