Tag på magisk ferie med Pippi, Klatremus og Mumifar

Sommeren er over os, og i litterære temaparker over hele Skandinavien videregives kulturarven, mens både børn og voksne har det sjovt

I Vimmerby i Sverige kan man besøge ”Astrid Lindgrens Verden”, i Kristiansand i Norge bliver ”Kardemomme by” og ”Hakkebakkeskoven” levendegjort, og på en finsk ø ud for byen Naantali finder man ”Mumiverden.
I Vimmerby i Sverige kan man besøge ”Astrid Lindgrens Verden”, i Kristiansand i Norge bliver ”Kardemomme by” og ”Hakkebakkeskoven” levendegjort, og på en finsk ø ud for byen Naantali finder man ”Mumiverden.

For enden af en bakke i en lille dal i en norsk skov med klipper og blåbærkrat kan man skimte en lille middelhavsinspireret by med hvide huse. Foran den græsser et par æsler i skyggen af palmetræer, og på byporten står der: ”Kardemomme by”.

På torvet er byfesten i fuld gang. Politimester Bastian i rød gallajakke og blå kasket med guldemblem byder velkommen, hvorefter han leder an i sangen:

”Her i Kardemomme er der vældig godt at bo. Alle har det dejligt, for her ta'r vi den med ro.”

På en tribune foran scenen sidder ikke bare gamle Tobias og tante Sofie, men også vognstyrer Syversen og barber Sørensen.

De sidder blandt ivrige børn og begejstrede forældre, der har fundet vej til Dyreparken i Kristiansand i Sydnorge, der siden 1991 har huset en tro kopi af byen, der er kendt fra den norske forfatter Thorbjørn Egners storsælgende børnebog ”Folk og røvere i Kardemomme by”.

Den nu afdøde forfatter udarbejdede selv modellen til byen, og hans søn Bjørn Egner, der er arkitekt, var ansvarlig for opførelsen.

Hver sommer siden åbningen er beboerne i Kardemomme by blevet vakt til live af professionelle skuespillere, der byder børn og voksne velkommen i den folkekære forfatters univers.

Og det er en helt særlig oplevelse for børn og voksne, når folkekær børnelitteratur bliver levendegjort, lyder det fra flere eksperter.

I Skandinavien sker det ikke bare i Dyreparken i Norge, hvor Thorbjørn Egners univers vækkes til live, men også i Sverige, hvor man finder Astrid Lindgrens Verden, og i Finland, hvor Tove Janssons mumitrolde har deres egen temapark.

Kulturforsker ved H.C. Andersen-centret på Syddansk Universitet Anne Klara Bom forsker i, hvordan litteratur bliver omsat til turistattraktioner.

Blandt andet er hun optaget af, hvordan man iscenesætter børnelitteratur. Hun peger på, at børnene får en unik og autentisk helhedsoplevelse i disse parker.

Hun har lavet feltarbejde i den temapark, som nok er mest kendt i Danmark, nemlig Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby i Sverige, i børnemunde omtalt som ”Pippiland”.

Her kan man nemlig møde den rødhårede, stærke pige, der bor helt alene i Villa Villekulla.

Nå nej, ikke helt alene, men sammen med hesten og aben Hr. Nilsson.

Sammen med de andre kendte og elskede figurer fra Astrid Lindgrens bøger indtager hun hver dag sommeren over den smålandske teaterpark, hvor man ikke finder candyfloss og forlystelser i gængs forstand, men derimod økologiske og lokalproducerede ”köttbullar”, forhindringsbaner, hø, man kan hoppe i, og alle de kendte miljøer fra bøgerne, som man kan gå på opdagelse i, når der ikke lige spilles forestilling i Ronjas Mattisborg, på Emils Katholt eller på Junibakken hos Madicken.

”Det er en helt unik oplevelse for børn. Det karakteristiske for den her type parker er, at de fungerer som rammer for autentiske oplevelser.

Pippi går omkring og hilser på, du kan møde Ronja Røverdatter og gå ned ad Lottes Spetakelmagergade. Børn oplever det og omtaler det, som om det er virkeligt,” siger Anne Klara Bom.

Og det kan umiddelbart virke selvmodsigende, da det jo netop ikke er ”ægte”.

Sådanne steder omtaler man på fagsprog derfor som genuine fakes, som tilnærmelsesvis kan oversættes til ”ægte forfalskninger”.

”Inden for litterær turisme er det steder, som ikke findes, men som bliver virkelige gennem litteraturen.

Det centrale for disse steder er, at det ikke betyder noget, om de egentlig er ægte eller falske. Det, der betyder noget, er, at der skabes en autentisk oplevelse i mødet med stederne,” siger hun og forklarer, at noget andet gør sig gældende med eksempelvis Astrid Lindgrens barndomshjem, som man også kan besøge i Vimmerby.

Her bliver autenticiteten vurderet efter museale autenticitetskriterier; det er vigtigt, at forfatteren beviseligt er født og opvokset her, og de materielle genstande, der fremvises, bør på samme måde have dokumenteret relation til forfatteren.

I de litterære temaparker bliver autenticiteten derimod ikke målt på samme måde.

”Autenticiteten skabes her gennem litteraturen og vores møde med den. Der er tale om en mere kropslig autenticitet.

Man sætter eksempelvis ikke spørgsmålstegn ved, om Mattisborgen nu er for stor eller lille, eller hvad den er bygget af. Her går man op i den sanselige oplevelse, man får, når lynet slår ned, og borgen deles.

Eller når Ronja og Birk kommer ridende på hesteryg. Og det er netop det, disse temaparker kan. De går 100 procent op i, hvordan folk vil møde universerne, og om folk godtager dem,” siger hun.

Tilbage i Kardemomme by falder tæppet efter byfesten og tante Sofie og røverne Kasper, Jesper og Jonatan hilser på de mange børn, der med lige dele ærefrygt og stor fryd hilser igen og finder ud af, at røverne ikke er helt så farlige som ved første øjekast, og at tante Sofie også godt kan være lidt rar, når hun møder små piger, der er klædt ud som hende, deres litterære idol.

Bagefter kan man snuppe en tur i sporvognen, hvor vognstyrer Syversen byder velkommen med en peberkage til alle passagerer og underholder med sin vise:

”Her i Kardemomme er der vældig godt at bo. Vi har verdens allerbedste sporvogn, kan du tro.”

Og når sporvognsturen, der ifølge visen ”ta'r et helt minut”, er slut, kan man lege i Gamle Tobias' Tårn eller besøge tante Sofie og lille Kamomilla, der øver sig på klaveret.

Når børn og barnlige sjæle er færdige med at lege i Kardemomme by, kan de fortsætte til Dyreparkens nye, store Thorbjørn Egner-satsning, der netop er åbnet: Hakkebakkeskoven.

Her jagter Mikkel Ræv den gæve Klatremus, der flygter op i træet og kaster agern i hovedet på den sultne ræv, der i mangel af kødmad fortsætter på kagerov hos Bagermester Harepus, der lystigt synger:

”Når en peberkagebager bager peberbagekager, ta'r han først en mægtig gryde og et kilo smør omtrent.”

Det hele oplever man fra specialbyggede tribunetog, der fører en dybt ind i Hakkebakkeskoven.

Underholdningschef i Dyreparken Roy Bjerke fortæller, at man i mange år har ønsket at levendegøre Hakkebakkeskoven, men at det først er blevet til virkelighed i år, da man har ledt efter den helt rigtige løsning på et større problem.

”Hvis vi skulle have en Hakkebakkeskov, skulle den ikke bygges kunstigt op, men være en rigtig skov. Problemet var bare, at hvis flere tusinde mennesker dagligt traskede gennem skoven, ville den hurtigt blive ødelagt.

Løsningen blev tribunetogene, og udfordringen her er at undgå at skabe en traditionel scene.

Børnene skal stadig have en oplevelse af et nært og ægte møde med deres litterære idoler,” siger han og fremhæver netop det ægte møde som det særlige, de kan tilbyde.

Turen med tribunetoget slutter da også med, at alle passagerer stiger af toget for at drage til fødselsdag hos Bamsefar, der, som det lyder i visen om hans 50-årsdag, hilser pænt på alle sine gæster, der kvitterer med kram og sang:

”Hip hurra for Bamsefar, som er så sød og rar.”

”Det ægte møde er vigtigt i den digitale verden, som vi lever i. Vi stræber efter at skabe en nærhed, som børn ofte ikke har oplevet andre steder. Børn mødes af mange indtryk på mange platforme.

Men der er noget helt særligt ved det ægte møde, hvor børnene kommer helt tæt på og møder deres helte fra bøgerne,” siger Roy Bjerke.

Han forklarer, at hans vigtigste opgave derfor er at sikre, at børn og voksne oplever parkens universer som autentiske. Det kræver blandt andet, at detaljerne er i orden, når det gælder miljøer og kostumer, og at skuespillerne er professionelle.

”En god skuespiller i denne sammenhæng er hjemme og tryg i sin egen krop, for på den måde er han fri til agere på det, han ser.

I stedet for at fokusere smalt på sin egen præstation kan han skabe et nært og unikt møde med det enkelte barn, så det oplever at være blevet set og være noget særligt,” siger han.

I Dyreparken har de faktisk oplevet, fortæller Roy Bjerke, at oplevelsen næsten kunne blive for virkelighedsnær.

De fleste husker nok passagen i ”Folk og røvere i Kardemomme by”, hvor røverne drager afsted på togt, mens de synger:

”Vi lister os afsted på tå, når vi går ud og røver. Vi røver bare det, vi må, og det, vi nu behøver.”

”Børn, der blev inviteret med på røvertogt hos slagteren i Kardemomme by, havde det utroligt svært med at skulle stjæle. Der gik simpelthen en klap ned. Så den oplevelse har vi måttet justere,” fortæller han.

Når en litterær kulturarv som Thorbjørn Egners værker skal formidles i børnehøjde, er det væsentligt at værne om nostalgien, men samtidigt er det essentielt at gøre det tilgængeligt for næste generation, forklarer underholdningschefen.

”Vi arbejder jævnligt med sproget. Egners værker blev til i 1950'erne, hvor det var almindeligt at være Des.

I dag forstår mange børn ikke, hvad det vil sige. De tror, at det er en tiltaleform, man bruger, når man henvender sig til flere end én. Udfordringen er så at forny uden at ødelægge det oprindelige.

I Kardemomme by etableres den meget kendetegnende høflige omgangsform eksempelvis med Des-henvendelsen,” siger Roy Bjerke.

Kulturforsker Anne Klara Bom bemærker, at de litterære temaparker i Skandinavien netop arbejder bevidst med at formidle kulturarv.

”Der er en alvor omkring disse temaparker, her formidler man litteratur og ikke blot tomme forlystelser,” siger hun.

Derfor appellerer parkerne også til forældre, der gerne vil videregive en litterær kulturarv, som har stor værdi for dem selv.

”De fleste forældre er interesserede i at give deres børn kulturelle oplevelser, der kan give dem en oplevelse af, hvem de selv er, og en bevidsthed om den kultur, de vokser op i.

Det kan man også opnå, når man besøger museer og kirker, men i temaparkerne leger man og har det sjovt, imens kulturarven videregives til næste generation,” siger hun.

Netop legen og de gode fortællinger er nøglen til de litterære temaparkers succes, mener ph.d.-studerende ved center for børnelitteratur på Aarhus Universitet Sarah Mygind, der forsker i tværmediale fortællinger for børn og unge.

”Temaparkerne taler ind i et helt basalt ønske om at kunne interagere med et fiktivt univers. Jeg tror, deres succes hænger sammen med det lege-element, de rummer.

Børnene kan interagere med karakterer, de kender i forvejen. De kan enten være med til at udspille de kendte historier selv eller opfinde nye historier i de kendte miljøer,” siger hun.

Det lægger sig i slipstrømmen af en generel tendens til, at fortællinger spreder sig over flere platforme, og at forfattere i højere grad opbygger fiktive universer frem for enkeltstående fortællinger med et enkelt plot.

Eksempler på sådanne ”worldbuilders”, altså forfattere, der opbygger store, sammenhængende, fiktive universer, er Harry Potters mor J.K. Rowling, J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis.

”Tendensen forstærkes af, at vi har adgang til så mange forskellige medier i dag. Vi kan interagere med fortællinger i langt højere grad end tidligere. Vi kan kommentere på nettet, apps kan gøre billedbøger levende, og fænomenet ”fanfiction” er udbredt.

Her videredigter læsere og seere på fortællinger i bøger, på tv og film. Temaparkerne taler på samme måde ind i den her lyst til at lege, bidrage og konstruere imaginære verdener,” siger hun.

Legeforsker og lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Stine Liv Johansen peger også på den gode historie som udgangspunktet for temaparkernes succes.

”Det er helt typisk for børn i børnehavealderen, at de lever sig ind i gode fortællinger og dyrker karakterer, som har nogle træk, de gerne vil forstærke hos dem selv. Derfor giver temaparkerne bare så god mening.

De giver børnene en helt særlig mulighed for at leve sig ind i et kendt og elsket univers og have en helt tæt aktion med figurerne, der bliver levende og virkeliggjort for dem,” siger Stine Liv Johansen.

Hun forklarer, at der i temaparkerne kommer forskellige modaliteter i spil, der bibringer fortællingerne en anden kropslighed.

”Vi føler, at vi er del af fortællingen på en helt anden måde. Vi bliver mødt af skuespillerne og kulisserne og kan eksempelvis spise svenske köttbullar og tyttebærsyltetøj hos Lotte på Spektakelmagergade.

På den måde bliver hele vores sanseapparat stimuleret, og oplevelsen bliver total,” siger hun og tilføjer:

”Forudsat at det gøres ordentligt. Det er ikke hvem som helst, der kan spille Pippi eller opbygge autentiske kulisser.

Hvis kvaliteten ikke er i orden, vil det ikke fungere, og børnene vil blive skuffede. Det stiller store krav til udførelsen i sådanne temaparker,” siger hun.