Mange andre kunne sikkert skrive en børnebog om Martin Luther. Men Sigurd Barretts bog rummer en generøsitet og gejst ud over det sædvanlige.
For Sigurd Barrett kan noget, vil noget, tør noget og har slet ingen problemer har med at formidle det videre til små og knap så små. Bogen syder af pædagogik, og da dette begreb godt kunne trænge til en opgradering, har vi her her et ypperligt eksempel på en forfatter, der har evnen til at forklare sig uden lutheransk pegefingerteologi. Så snart forklaringerne tenderer det indviklede, gør forfatteren brug af et anekdotisk strejf, som kan kaste lys over sagen og vise, at Luther havde sansende kontakt med verden omkring sig og forstod at udnytte sine mangfoldige erfaringer i sit virke og i sit værk.
Ja, når Sigurd Barrett rører ved reformationsstoffet med sin tryllestav, springer gnisterne, historien bliver levende, og vi forstår, at det vigtigste i denne verden får vi gratis og ufortjent, det mindre vigtige må vi slide os til. Men Guds nåde og kærlighed kan end ikke den flittigste stræberapostel under solen slide sig til.
Det var den store opdagelse, Martin Luther gjorde i tårnkammeret, og i enkle og anskuelige billeder illustrerer Stine Rosenberg de inderste forestillinger hos den unge Martin Luther, der bestemmes af stærkere kræfter end dem, han umiddelbart havde styr på.
Sigurd Barrett er sjov, vittig og uortodoks i sin tanke- og skrivemåde, som når han lader Luther drage til Rom sammen med en anden munk, der forhåbningsfyldt lufter tanken om, at paven nok giver et par romkugler, hvortil Luther replicerer, at de jo slet ikke er opfundet endnu! Kritiske røster vil måske mumle noget om smiskepædagogik, men det fungerer her i bogen, hvor alle de centrale begivenheder fra Reformationen er med. Endda også et selvstændigt kapitel om den danske reformation med Hans Tausen i centrum.
Barrett fortæller læseren, at Luthers teseoplag på kirkedøren i Wittenberg i 1517 svarer til, at vi jo nu om stunder kan sætte et opslag op i Brugsen eller på Facebook. Nok så vigtigt er det, at forfatteren er indforlivet med Luthers teser, så hans gendigtning vil vække genklang under oplæsning: ”Kirkens vigtigste skat er ikke penge og jord. Det er dens ord.”
Også andre af de konflikter og konfrontationer, som Luther tumlede med, giver Barrett god anskuelsesundervisning i. Luther går således i rette med sværmerne, der hævder, at kun udstyret med den rigtige ånd kan man forstå Gud: ”Nej, det er omvendt. Det er ved at høre og læse Guds ord, men får ånden.”
Til slut er Luther ramt af alderens vemod og en nøgtern bevidsthed om det uafvendelige, men hos læseren har der i mellemtiden bundfældet sig indtrykket af en reformator som nok var polemisk sindet, men også var fyldt med livsglæde og storsind.
Det sidste kan man også sige om bogen.