Prøv avisen

Koldinghus' eventyrlige smykke-udstilling om magtens historie er en milesten for museet

6 stjerner
Mængden og kvaliteten af indlånte genstande slår med det samme den besøgende. Det er ikke kun danske museer og det danske kongehus, der har bidraget til udstillingen. Også andre europæiske kongehuse har lånt ud af deres ejendomme, og juvelerer med verdensry er kommet museet i Kolding i møde. Her ses en renæssancehalskæde, udført omkring 1540-1580, formentligt i Tyskland. Den fornemme halskæde har været meget kostbar og er blevet båret af en kvinde fra samfundets absolutte elite. Ej Foto: Iben Kaufmann

Imponerende udstilling med smykker på Koldinghus er ikke bare eventyragtig og overdådig. Den rummer vigtige historier og er en milesten for museet

Den gamle grænseborg Koldinghus fylder 750 år. Det er ikke længere kun en restaureret borg, der knejser over byen, men også et museum med særlig vægt på det danske sølv. Det er oplagt at fejre jubilæet med en overdådig udstilling i de rum, hvor dronning Dorothea, Christian den Fjerde og andre monarker residerede i kortere eller længere tid.

En udstilling, der fokuserer på smykket som magtsymbol. Smykket, der er så nært på sin bærer, at magten i egentlig forstand samles i personen og dennes krop, beklædning og fremtræden. Smykket vil sige noget, fastslå magt, begrunde magt eller bare vise magten.

Udstillingen er dramatisk sat op. Vi er i magtens mørke rum, hvor dagslyset ikke får lov til at udfordre det lys, der udgår fra genstandene. Det kunstige lys er flot sat, så pragtgenstandene antager det egetliv, som de var bestemt til at have. De lever jo netop videre uden den person, de var skabt for. De har alene i kraft af deres materialer en absolut værdi. Læg så oven i dette det håndværk og de tanker, der førte det rå guld frem til kunstværker, der spiller sammen med sølv, platin, perler og ædelsten.

Man følger et spor i det dunkle rum. Det er markeret på gulvet som en sti med årstal. Over de besøgendes hoveder troner magtens indehavere fra Erik Klipping til tidligere udenrigsminister Madelaine Albright. Overskueligt, klart og kronologisk. Teksterne på dansk og engelsk er nok lidt svære at læse, både på grund af deres lave placering og det dæmpede lys.

Mængden og kvaliteten af indlånte genstande slår med det samme den besøgende. Det er ikke kun danske museer og det danske kongehus, der har bidraget. Også andre europæiske kongehuse har lånt ud af deres ejendomme, juvelerer med verdensry er kommet museet i Kolding i møde.

Hvad skal man så sige? Det er jo eventyragtigt overdådigt. Men også først og sidst ganske enkelt, fra en middelalderkonges mikroskopiske signet til det kendte badge med ”Atomkraft? Nej tak”. Mellem disse yderpunkter fortælles historier. Det er sådan set op til den enkelte at vælge, hvad der er tiltrækkende. Er det renæssancens gyldne kæder, kirkens smykker, eller er det de genstande, som vi genkender fra fjernsynets reportager fra kongelige begivenheder og tafler – diademerne, elefanten og kammerherrenøglen?

Magtens materialitet ændrer sig ganske betydeligt over den lange periode. Længe var det entydigt, at magt og skønhed måtte legitimere hinanden, men også, at smykker kunne bære på en symbolsk forbandelse, der betød, at de måtte ødelægges. Frederik den Fjerde røvede sig en adelsdatter på Clausholm og gjorde hende til sin dronning til venstre hånd. Da Frederik døde i 1730 og efterfulgtes af den pietistiske Christian den Sjette og dennes rent ud sagt begærlige dronning, Sophie Magdalene, blev Anna Sophies smykker hugget op. De skulle ikke bæres videre af andre. Skandalen klæbede til dem.

På udstillingen vises i formidlingen meget sjovt tre skrin, der netop ikke indeholder Anna Sophies smykker, men fortæller sandheden om dem. De blev bevidst af magten skrevet ud af magtens historie. De franske kronjuveler blev som senere de russiske slagtet og solgt i enkeltdele på auktion, da kongedømmet afskaffedes med revolutionen 1789-1792. Til gengæld brugte Frederik den Syvende, der var den sidste af sin stamme, den oldenborgske formue på at smykke sin borgerlige kone, grevinde Danner.

Koldinghus indgår i historien om Danmarks forarmelse med Napoleonskrigene. Hvor rørende er ikke den lille ring, der vidner om kærligheden mellem en spansk soldat og en dansk kvinde. Men måske udnyttes pointen ikke her. Fattigdommen både her og i Tyskland førte til en omvendt æstetik, der gjorde jernet til det nye magtsymbol. Kvinderne ofrede deres guld for fædrelandet og fik jernsmykker – og i Preussen fik dette sit ypperste udtryk ved indstiftelsen af Jernkorset i 1813. Da Frederik den Ottende som prins rejste i Europa med sin gemalinde, Caroline Amalie, i 1820’erne, bemærkedes det i Italien, at hun bar meget enkle smykker. Det var dels af nødvendighed, dels en måde at vise magten på – ved at afstå.

Man kunne blive ved. Fra England har vi dronning Alexandras egyptiserende smykker – og muligvis højdepunktet: hertuginden af Windsors smykker fra Cartier. Den abdicerede Edward har haft penge med hjemme fra det bigotte England. Ekskongen viser her sin sande magt: frihed – netop hvad smag angår. Hvor går magten hen? Opsparing af social kapital er vigtig, og dertil kan nye genkendelige objekter tjene. Rolex-uret for eksempel, men magten flytter sig og defineres på ny, for den magtesløses magt følges også på udstillingen. Den hjemvendende kz-lejrfange, der gav en pige et gribende simpelt smykke med en las af en fangedragt på Kolding Banegård i bytte for lån af læbestift, taler om magt og afmagt.

Kongemærket, frihedskæmpernes armbind – frem til atomkraftmodstanden. Det hele er der sammen med udmærkelserne til dem, der i dag er i frontlinjen i Afrika og Mellemøsten. Her handler det om det intrikate spil om magt og anerkendelse, der faktisk ikke helt følges til dørs.

At folkestyret også har magt, vises med en borgmesterkæde, mens at gilder og lav, der har eget kodeks og egne regler, også har et materielt udtryk, ses med Københavns Guldsmedelavs overdådige kæde. Men hvor er den akademiske verden lige blevet af – fra rektors scepter og kæde til doktorringen?

Naturligvis sættes man godt og grundigt ind i hele den institutionaliserede magt, som ordensvæsenet står for, men hvad nu hvis? Den Franske Revolution var ikke magtasketisk, men hentede sine magtsymboler et alternativt sted, i det republikanske Rom. Nye eliter kæmper sig ind i spillet. Skidt med Hitlertysklands nazistiske sildesalat, som vises, for det vigtigste og farligste var ikke de prangende ordener, men det lille partiemblem. Måske kuratorerne har ladet sig dåre lidt rigeligt af pragten i forhold til magten?

Udenfor – eller som en opfølgning i forhold til hovedudstillingen – har man inviteret en række elever fra Designskolen i Kolding til at give deres bud på smykker med afsæt i magtbegrebet. En fremragende idé, ligesom udstillingen af værker, der er nomineret til Skt. Loye Prisen i 2019. Her er nogle meget hårdtslående idéer, nærværende, nytænkte, reflekterede. En fornøjelse at se, hvordan overvejelsen af magten lever videre – med fuld bevidsthed om, at smykker har med magt at gøre. Det gør kun oplevelsen og erkendelsen på denne udstilling større og videre.

For at det ikke skal være nok, har museet ladet et pragtfuldt katalog udarbejde. Hele konceptet er en milesten for museet og slottet. Det har klasse og overskud. Og åbner som antydet også for diskussioner. Udstillingen kan ikke anbefales varmt nok. Den bliver der helt til den 21. oktober, så det vil være svært at finde en undskyldning for ikke at stille sig ansigt til ansigt med magten og skønheden.

Dronning Dorotheas brudesmykke. I 1557 gav dronning Dorothea det store brudesmykke til Københavns rådhus med det formål at døtre af byens borgmestre og rådmænd kunne bære det til deres bryllupper. Gennem smykket var Dorothea symbolsk til stede ved alle betydelige bryllupper i København. Smykket er sammensæt af genbrugte ædelsten og smykkedele. Ejes af Københavns Museum. – Foto: Iben Kaufmann
Brochen ”Breaking the Glass Ceiling”, af amerikanske Vivian Shimoyama, er en del af den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights store samling af brocher, som hun brugte til at udtrykke politiske budskaber eller holdninger. Brochen er en reference til, at kvinder skal bryde gennem glasloftet til de højeste politiske embeder. Albright har blandt andet båret brochen i sin støttekampagne til fordel for Hillary Clintons præsidentkandidatur. – Foto: John Bigelow Taylor