Den svenske dokumentarist Jane Magnussons film ”Bergman – et år, et liv” tager sit udgangspunkt i 1957, hvor Ingmar Bergman fik sit store gennembrud. 1957 var året, hvor Bergman lavede to spillefilm, havde premiere på de skelsættende ”Det syvende segl” og ”Ved vejs ende”, stod bag fire teateropsætninger og en film for det da helt nye medie tv. Rent privat havde instruktøren, forfatteren og manuskriptforfatteren nået at få seks børn med tre forskellige kvinder på det tidspunkt. Der var nok at se til for den grænseløst ambitiøse mand.
Så 1957 var også året, hvor Ingmar Bergman fik konstateret mavesår, og af samme grund fremover besluttede sig for primært at leve af filmjölk og Mariekiks. Nydelse var en fremmedord for Bergman, der som protestantisk præstesøn i stedet fokuserede på lidelse, og så havde han i øvrigt ikke tid til at værdsætte god mad og heller ikke helbred til det. Senere i livet, sagde han, at den opfindelse, han savnede allermest i forbindelse med alle sine opsætninger for teater og film, var det transportable toilet, angsten skulle ud!
Som dokumentarist arbejder Jane Magnusson traditionelt. Hun ønsker både i ord og billeder og med et eget fortællespor at skabe et portræt af den verdensberømte instruktør, der kommer hele vejen rundt. Det er jo i sig selv ikke muligt på to timer, men hun giver sig emnet i vold, ofte med en befriende humor, den sakrosankte og tilsyneladende alvorstyngede hovedperson til trods.
Med udgangspunkt i 1957, hvor instruktøren træder ind på den store scene, forsøger hun at nå rundt om Bergman som filminstruktør, sceneinstruktør, erotisk menneske, ægtemand, autofiktiv forfatter, nazist i krigsårene, forfulgt for skattesvindel i 1970’erne, ligesom hun gerne vil sige noget meningsfuldt om de bærende temaer i hans film og hans fornyelse af filmsproget i slipstrømmen på forbilledet Victor Sjöström, som den traditions- og selvbevidste Bergman brugte som sit alter ego i ”Ved vejs ende”.
”Bergman – et år, et liv” er baseret på klip fra Bergmans film og teateropsætninger, gamle interviews og de obligatoriske vidnesbyrd fra kolleger, skuespillere og familiemedlemmer, flere af dem i nye optagelser. En sand parade af aldrende og nye stjerner giver deres besyv med: Gunnel Lindblom, Liv Ullmann, Lena Endré og Elliot Gould, sidstnævnte med det pikanteri, at den film, han spillede hovedrollen i, ”Berøringen”, blev sortlistet af Bergman selv. Der er således ingen klip fra selve filmen, men Elliott fortæller indlevet om Bergmans helt særlige evne som personinstruktøren, der kunne kalde u(er)kendte ressourcer frem i sine skuespillere.
En anden sortlistet i Ingmar Bergmans liv var broderen Dag Bergman. Filmen byder sensationelt på et interview med Dag Bergman fra svensk tv fra 1980’erne, som Ingmar Bergman i sin livstid forbød SVT at vise! Det er underholdene, fordi Dag Bergman dementerer en række af myterne om Ingmar som det udsatte og mishandlede barn i præstefamilien, som de kendes fra erindringerne ”Laterna Magica” og det sene selvbiografiske mesterværk, filmen ”Fanny og Alexander”. Dag Bergman fortæller med let bitter ironi, at det var ham, der fik alle tæskene, mens Ingmar både hjemme og i skolen var det forkælede mønsterbarn, som alle elskede.
At Ingmar Bergman blev forgudet, vidner også alle hans forhold til kvinderne i hans liv om. De fik hovedroller på scenen og i celluloiden, men flere af dem også i hans private liv som elskerinder, samlevere og ægtefæller. Liv Ullmann bryder ud i tårer, når hun fortæller om det almindelige liv, de to levede på Fårö, ikke just det indtryk, man har fået fra andre selvbiografiske vidnesbyrd i bog og på film. De svenske myndigheders skattesag mod Ingmar Berg fra 1970’erne sendte ham i eksil i blandt andet Danmark og Tyskland, men da den fortabte søn vendte hjem efter nogle års udlændighed, blev han igen forgudet midtpunkt.
”Bergman – et år, et liv” fortæller således også om magtmennesket Bergman, der havde indflydelse på alt væsentligt i svensk kulturliv. Instruktøren Thorsten Flinck beretter om despoten på Dramaten, der ikke tolererede, at nogen gjorde ham rangen stridig, og tilintetgjorde enhver modstand fra et yngre talent. Mikael Persbrandt fortæller levende om den skræk for mesteren, der var blandt de yngre skuespillere, som ikke vilde falde igennem. Noget, den diabolske Ingmar Bergman lavede sjov med, når Persbrandt og andre mødte op til prøverne med de lange replikker lært udenad. Så havde instruktøren Bergman i mellemtiden kortet dem ned!
Og Lena Endré fortæller om, hvordan alle holdt fingrene væk fra Bergmans rør med Mariekiks. Han vidste, hvis nogen havde taget en, og tog aldrig selv den øverste, sæt nu nogen havde rørt ved den.
Man kan sagtens bruge to timer på et geni, ja, adskilligt flere. Alligevel virker Jane Magnussons sympatiske dokumentar for lang. Der er for mange overflødige vidnesbyrd og ligegyldige udtalelser om Ingmar Bergmans betydning fra blandt andre Barbra Streisand, Lars von Trier og Zhang Yimou og for lidt om hans film- og teaterkunst og furiøst velskrevne bøger.
Men man er godt underholdt, når Jane Magnusson lukker op for sluserne og lader Ingmar Bergmans talent strømme ud. Og så i øvrigt: Bergman troede ikke selv på 1957 som et særlig betydningsfuldt år. Det var processen og helheden, det gjaldt for manden, der arbejdede vedvarende og ustandseligt. På filmjölk og Mariekiks.