Tre stjerner
I musikkens lange historie er der komponeret symfonier af længere varighed end Mahlers, men i virkelighedens verden er den med god margin den længste, publikum normalt vil få lejlighed til at opleve i en koncertsal. Og da den desuden er fantastisk varieret i alle sine seks satser, har man lov til at stille tårnhøje forventninger, når den fremføres af et eliteorkester som Budapest Festival Orchestra, der i søndags lagde vejen forbi Tivoli.
Det engelske tidsskrift Gramophone udnævnte det for otte år siden til at være verdens niendebedste symfoniorkester – hvilken guldvægt bladets redaktion så end har haft fremme i den forbindelse. Mahlers mastodontsymfoni stiller ikke mindst i de to ydersatser nærmest skræmmende krav til ethvert orkester, og de ungarske musikere fik da også demonstreret, at de har masser af muskler at spille med, om end man i visse passager måtte konstatere, at et par messingblæsere ikke er helt på niveau med, hvad de bedste i netop den kategori præsterer her til lands.
Budapest Festival Orchestra blev grundlagt i 1983, seks år før Berlinmurens fald. En af initiativtagerne var den dengang 32-årige Iván Fischer, lillebror til Adam Fischer, som i snart flere årtier har stået bag talrige mindeværdige koncerter som chefdirigent for Danmarks Underholdningsorkester (tidligere DR Underholdningsorkestret).
Iván Fischer står beundringsværdigt nok stadig i spidsen for det orkester, han grundlagde for 33 år siden, så han hører til blandt de mest etablerede og respekterede maestroer på den internationale musikscene. At dømme efter søndagens Mahler-fortolkning har han ikke det samme fyrige temperament som sin bogstaveligt talt sprælske storebror.
Hans Mahler-fortolkning er betydeligt mere velovervejet end just gnistrende, og hans tempovalg tangerer undertiden det slæbende, så man kommer til at savne den fremdrift, dirigenter som Claudio Abbado, Bernard Haitink og Mariss Jansons har været garanter for i den vældige symfoni.
Det forhold afspejlede sig selvfølgelig også i varigheden, der sneg sig op på klart over 100 minutter, selvom Fischer havde det med at accelerere markant frem mod slutningen af de lange satser. Det medførte enkelte steder en noget mudret klang, selvom den ikke ligefrem optimale akustik i Tivoli – i hvert fald når omkring hundrede musikere giver den fuld skrue – må tilskrives en stor del af skylden.
Naturligvis var der mange momenter at glæde sig over undervejs, eksempelvis den tyske mezzosopran Gerhild Romberger, der sang solopartiet i fjerdesatsen – ”O Mensch! Gib Acht!” med tekst af Friedrich Nietzsche, der havde profetisk status på Mahlers tid – med smuk klang og fin indlevelse. Men summa summarum havde Fischers lidt sendrægtige fortolkning af den ikoniske symfoni vanskeligt ved for alvor at lette.
kultur@k.dk