Mahlers syvende i en god fortolkning
Bayerische Staatsoper i München er en ærværdig institution, der endda har sit eget plademærke. For nylig har man udgivet en cd, hvor operaorkesteret under ledelse af den glimrende russiske dirigent Kirill Petrenko fortolker Mahlers syvende symfoni. Bagest i en lille kvadratisk bog med hardcover finder man skiven, der har en varighed på godt 72 minutter.
Symfonien, som Mahler færdiggjorde i sommeren 1905, har fem satser og er symmetrisk opbygget. I midten har Mahler anbragt den korteste sats, en hvirvlende og næsten spøgelsesagtig scherzo, omgivet af to stykker ”nattemusik”, som egentlig var udgangspunkt for hele projektet, og som har givet den tilnavnet ”Lied der Nacht” (Nattens sang) – denne vending stammer dog ikke fra Mahler selv, men fra en af hans tidlige beundrere.
Der er mange spændende elementer i den fortolkning, som den nu 49-årige Petrenko her lancerer. Især kan man nyde de mange raffinerede blæsersteder, som komponisten har strøet ud over symfonien. Optagelsen, der stammer fra en liveoptagelse i Nationalteatret i München maj 2018, er også lydteknisk glimrende, og da den lille bog er smukt illustreret og passende informativ, er der absolut tale om en anbefalelsesværdig udgivelse, selvom den ikke har så megen kant som andre fortolkninger.
Liflig Mozart-skive
Mozart komponerede med største selvfølgelighed for alle orkesterets instrumenter, og jeg har tit hørt musikere – hvad enten der nu har været tale om en violinist, cellist, oboist eller fagottist – erklære, at Mozart havde et ganske særligt tag på netop deres instrument. Hans forkærlighed for blæserne fremgår med al tydelighed af en cd, som er udkommet på plademærket Alto. Her får man som hovedret den navnkundige og næsten 50 minutter lange serenade med tilnavnet ”Gran Partita”, nr. 361 i Köchel-fortegnelsen.
Desuden er der blevet plads til to blæserarrangementer fra operaerne ”Figaros bryllup” og ”Cosi fan tutte”, hvert med fem numre, der bekræfter Mozart som melodiens guddommelige mester. De sidstnævnte spilles af New York Philharmonic Winds, dirigeret af Robert Johnson, mens det er London Mozart Ensemble Winds, der under ledelse af den engelske Mozart-specialist Jane Glover fryder os med den skønne serenade, der angiveligt var Mozarts morgengave til sin kære Constanze.
Her er tale om en plade, man uvilkårligt kommer til at knuselske.