Maja Lisa Engelhardt bringer J.Th. Lundbye tilbage til Kalundborg i form af ny skulptur og udstilling

Bispegården viser en fin og intim udstilling med Lundbye og et par af hans kunstnervenner. Udstillingen er tilrettelagt af Maja Lisa Engelhardt, der også har skabt en bronzestatue af Lundbye til hans fødeby

En væltet vogn er en figur, man kan finde i nogle af Lundbyes billeder. Man finder også figuren på bagsiden af den skulptur forestillende Lundbye, Maja Lisa Engelhardt har skabt til et lille anlæg tæt ved Kaalund Kloster.
En væltet vogn er en figur, man kan finde i nogle af Lundbyes billeder. Man finder også figuren på bagsiden af den skulptur forestillende Lundbye, Maja Lisa Engelhardt har skabt til et lille anlæg tæt ved Kaalund Kloster. Foto: Leif Tuxen. .

Johan Thomas Lundbye blev født i Kalundborg. Det skete i 1818.

Blot små 30 år senere dør han. I Sønderjylland. Han havde meldt sig som frivillig i krigen mod Tyskland. Sit korte liv brugte Lundbye – i lighed med adskillige andre af sin og den foregående generations malere – til at skildre Danmark fra sin smukkeste side.

Blandt de andre var Lorenz Frølich (1820-1908) og P.C. Skovgaard (1817-1875). Nu er en række billeder af de tre kunstnerkammerater på besøg i Lundbyes barndomsby. Udstillingen i Bispegården er en del af årets Lundbyefestival.

Den omfatter flere andre udstillinger, koncerter, foredrag og omvisninger, mulighed for at vandre i landskabet langs Sejerøbugten og møde motiver af og minder om Lundbye fra kysten neden for Elverdams Camping, hvor Lundbye yndede at male, til H.W. Bissens buste forestillende Lundbye som tapper landsoldat. Lundbye var model for Bissens kendte monument, der i dag står ved Rådhuspladsen i København. Busten er opstillet ved indgangen til Kalundborg Domkirke. Tæt ved Bispegården, hvor udstillingen vises.

Ligeledes tæt ved, men rundt om hjørnet, er der netop afsløret en skulptur forstillende J. Th. Lundbye.

Den er skabt af Maja Lisa Engelhardt, som også har tilrettelagt udstillingen. Maja Lisa Engelhardt (født 1956) har i dén grad et mellemværende med Lundbye, som hun i en af festivalens brochurer er citeret for at kalde ”den største guldaldermaler”: ”Ingen har som Lundbye kunnet male det danske landskab med lys, planter og dyr, så man kan se, føle og dufte det.”

Maja Lisa Engelhardt, der i bogudgivelser har belyst sit eget forhold til Lundbye, er også rundet af området ved Sejerøbugten og har i sine malerier arbejdet med at fange forskellige landskabers karakter, stemning og historie; det sidste gerne i en slags beåndet betydning, der kan hænge sammen med den kristne tro, hun har arbejdet med i sine billeder siden gennembrudsudstillingen ”Klædebon” i midten af 1980’erne.

Et indtryk af Maja Lisa Engelhardts egne malerier kan man få små tre kvarters kørsel fra Bispegården i Odsherreds Kunstmuseum, der viser udstillingen ”Danmarksbilleder” frem til den 24. oktober.

Her kommer han – vandringsmanden – tilbage til Kalundborg, hvor han kom til verden i bedsteforældrenes hus i Skibbrogade 8. Skulpturen er skabt af Maja Lisa Engelhardt, der også har tilrettelagt udstillingen om J.Th. Lundbye.
Her kommer han – vandringsmanden – tilbage til Kalundborg, hvor han kom til verden i bedsteforældrenes hus i Skibbrogade 8. Skulpturen er skabt af Maja Lisa Engelhardt, der også har tilrettelagt udstillingen om J.Th. Lundbye. Foto: Leif Tuxen

Guldalderen fik først sit navn, da den var overstået.

Det er en strålende epoke i dansk kunst skabt af navne som Eckersberg, der undertiden kaldes for dansk maleris fader, og hans elever på Kunstakademiet som Wilhelm Bendz, Christen Købke, Constantin Hansen samt J. Th. Lundbye og P.C. Skovgaard. Lorenz Frølich modtog privatundervisning.

En vigtig skikkelse i tiden var N.L. Høyen (1798-1870), der sad på vigtige poster her og der og alle vegne i kunst-livet. Hans støtte – anerkendelse og indkøb – var afgørende for tidens kunstnere, og det samme var hans synspunkter. N.L. Høyen var nationalliberal og skandinavist og ønskede at fremme en national kunst, der romantiserede landets skønhed.

Det kunne også ses som en reaktion på alle de ulykker, der væltede ind over landet i begyndelsen af 1800-tallet som blandt andet krigen med England og herunder bombardementet af København, statsbankerotten og tabet af Norge. Vel var vi nu små og havde mistet tidligere geopolitisk betydning. Men var Danmark dog ikke skønnere end andre lande, når det kom til stykket?

Høyen opfordrede kunstnerne til at være en del af denne nationale, moralske oprustning ved at finde motiver rundt om i landet og gengive dem på det smukkeste. Mange af disse billeder indgår fortsat i en dansk, identitetspolitisk selvforståelse. Smukke er de i hvert fald.

Det er venskabet også mellem de tre kunstnerbrødre. Ikke alene hænger deres portrætter og naturstudier, deres mytologiske fantasier om gammel dansk storhed og historisk tyngde, der blev så betydningsfuld i tiden, side om side. Rundt om i udstillingen er ophængt citater fra deres indbyrdes korrespondance og ikke mindst betragtninger over, hvor vigtigt det var at tegne og male, ”så danske Hjærter skal glædes”.

Tre venner er en fin udstilling. Det er også en engangsforestilling. Samtlige værker er lånt fra private samlinger, og når den er slut, hjemsendes billederne til deres respektive ejere.

J.Th. Lundbye holdt af at finde motiver i landskabet langs Sejerøbugten – som nu denne udaterede skitse forestillende en stensætning ved Raklev på Refsnæs.
J.Th. Lundbye holdt af at finde motiver i landskabet langs Sejerøbugten – som nu denne udaterede skitse forestillende en stensætning ved Raklev på Refsnæs. Foto: Bispegården

Udstillingen er delt i fire temaer: mytologiske billeder, portrætter af mennesker, portrætter af dyr – og landskaber. Lundbye kan skildre dyr, så man kan tænke, at de har en sjæl. Karakter i det mindste. Afdelingen med landskaber fremstår umiddelbart som det mest indtagende. Meget har naturligvis ændret sig i det danske kulturlandskab i de seneste 200 år. Men opsøger man selv for eksempel de skovpartier, der dog findes rundt om i landet, kan man synes, at man kan opleve, hvordan Lundbye og hans kunstnerkammerater indfanger noget, vi forbinder med noget typisk dansk. En særlig mildhed. En særlig stilhed. Storheden i det jævne.

En væltet vogn er en figur, man kan finde i nogle af Lundbyes billeder.

Noget hverdagstilfældigt? Noget uheldssvangert? Lundbyes tidlige død – formodentlig forårsaget af et vådeskud ved Bedsted mellem Løgumkloster og Rødekro – kunne lede hen mod en tanke om sidstnævnte. Under alle omstændigheder finder man figuren på bagsiden af den skulptur forestillende Lundbye, Maja Lisa Engelhardt har skabt til et lille anlæg tæt ved Kaalund Kloster.

Lundbye og andre af guldalderens malere drog ud i landskabet for at forevige det. Med sig havde de måske deres malerkasse eller skitseblok, og det er netop sådan Maja Lisa Engelhardt har skildret ham, gående med en bunke tegninger under armen på vej hjem fra dagens studier i felten. Hele skikkelsen udstråler eftertænksomhed. Motiverne er til stadig bearbejdning i hans hoved og hans sind.

Når J.Th. Lundbye malede katte, lagde han vægt på at skildre deres natur. Som de andre billeder i udstillingen i Bispegården i Kalundborg er også dette udaterede portræt af en kat lånt af en privat samler. Udstillingen er derfor en enestående mulighed for at se en op-hængning af Lorenz Frølich, P.C. Skovgaard og Lundbye selv, der måske ikke alle er hovedværker, men stadig rummer store kvaliteter.
Når J.Th. Lundbye malede katte, lagde han vægt på at skildre deres natur. Som de andre billeder i udstillingen i Bispegården i Kalundborg er også dette udaterede portræt af en kat lånt af en privat samler. Udstillingen er derfor en enestående mulighed for at se en op-hængning af Lorenz Frølich, P.C. Skovgaard og Lundbye selv, der måske ikke alle er hovedværker, men stadig rummer store kvaliteter. Foto: Bispegården