Makaber Auschwitz-udstilling

Guldtænder fra ofrene for Holocaust brugt i kunstværket Rolexgate, siger kunstner

Den kostbare model af indgangen til Auschwitz-Birkenau udryddelseslejren kan ses i København på Auschwitz-dagen den 27. januar. For 80 procents vedkommende stammer guldet ifølge kulturtidsskriftet Goldberg fra de jøder og andre minoriteter, der endte i gaskamrene.
Den kostbare model af indgangen til Auschwitz-Birkenau udryddelseslejren kan ses i København på Auschwitz-dagen den 27. januar. For 80 procents vedkommende stammer guldet ifølge kulturtidsskriftet Goldberg fra de jøder og andre minoriteter, der endte i gaskamrene. . Foto: ME contemporary.

Da Rolexgate blev udstillet første gang i Berlin, blev den fjernet på grund af publikums reaktion på det kontroversielle kunstværk. Nu udstilles den for anden gang. Denne gang i Danmark, hvor man på Auschwitz-dagen den 27. januar kan se værket i tre timer i Kunsthallen Nikolai i København.

Indgangen til Auschwitz lavet af ofrenes guldtænder

Rolexgate indeholder blandt andet en cirka en meter lang model af indgangspartiet til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Den er udført af 2,3 kilo guld, hvoraf 80 procent stammer fra de guldtænder, nazisterne trak ud af deres ofre, inden de endte i gaskamrene.

Det er den chilenske kunstner Marco Evaristti – i Danmark mest kendt for at udstille guldfisk i blendere på Trapholt Museum i Kolding – der har skabt udstillingen.

Ifølge det jødiske kulturtidsskrift Goldberg siger Marco Evaristti, som har jødiske rødder, at han for et par år siden blev introduceret for en østrigsk mand, der solgte nazistiske effekter fra Anden Verdenskrig. Blandt andet guldtænder, som stod i et syltetøjsglas mellem uniformer og andet "krigsbytte" i en stor lade.

Til minde om grusomhed og grådighed

Ud over at minde omverdenen om rædslerne i udryddelseslejrene ønsker Evaristti også at pege på grådigheden. Derfor er tårnet udstyret med et Rolex-ur, der står stille på klokkeslættet fem minutter i tolv.

Til udstillingen hører også et sæt skinner og en togvogn i hvidguld, belagt med 11 karats diamanter. I togvognen kigger kranier af rødguld ud ad vinduet. Ifølge Goldberg for at vise, at tiden ikke kan udviske fortiden: Diamanter varer evigt.

Auschwitz-porten indeholder også guldtænder fra Evaristtis mormor. Hun overlevede udryddelseslejren, så dem har kunstneren efter eget udsagn ikke købt, men arvet.