Maler Nina Sten-Knudsens originale og personlige essay om billedkunsten er medrivende og intelligent

Nina Sten-Knudsens essay rummer en særlig malerpoetik, der giver os indblik i, hvordan hendes svimlende sfæriske landskabsmalerier bliver til

Nina Sten-Knudsens ”Opdagelsen af en ny verden” fra 2020.
Nina Sten-Knudsens ”Opdagelsen af en ny verden” fra 2020. Foto: Nina Sten-Knudsen.

Billedkunstneren Nina Sten-Knudsen (født 1957) er en maler i særklasse, men hun er også en intelligent iagttager af kunsten og en genuin billedtænker. Det fremgår af hendes medrivende essay om kunsten og alt det, der omgiver den. Et essay er en personlig prosaform, et mødested i skriften, hvor det saglige og det subjektive krydser klinger. Da det hverken er videnskab eller fiktion, men en genre midtimellem, kan forfatteren benytte mange digressioner eller afledninger og forholde sig mere frit til stoffet.

Bogen rummer blandt andet en personligt fortalt kunsthistorie, som løber let. Der er dog ikke meget nyt under solen for fagfolk, når Nina Sten-Knudsen ridser kunsthistorien op fra hulemaleriet til samtidskunsten. Til gengæld er det spændende at følge hendes kritik af samtidskunsten. Den er i mindre grad rettet mod indholdet. Til gengæld kritiserer hun det uskyldstab, der følger med spekulationen i den:

”Man regner med, at omkring 80 % af verdens kunst er opmagasineret. Kunstværker bliver købt og solgt uden overhovedet at forlade deres plads i lageret. I Schweiz har særlige specialister oprettet en slags frihavn for kunst, som alene tilbyder højkvalitets-opbevaring, men også kan fungere som en slags skattely,” skriver Nina Sten-Knudsen, der udmærket er klar over, at kunst, magt og penge også i fortiden var uløseligt forbundne størrelser.

Først i slutningen af 1800-tallet fra impressionismen og frem åbnedes et nyt og frit rum. Da blev kunsten autonom, og kunstnerne kunne træde nye stier. Stien er en gennemgående metafor i bogen. Men i dag er den atter ufri og udsat for spekulation og hvidvask. Med hensyn til samtidskunsten er det til gengæld hendes håb, at den kan bidrage til en helt nødvendig forandring i den ”Holocæne tid – den tid, der har givet mennesker de mest optimale livsbetingelser”. Men som også er den tid, hvor vi selv kan blive ramt af denne overvældende succes, som i dag er årsag til klimakrisen og udryddelsen af millioner af dyre- og plantearter. Bogens holdning er fra a til z magtkritisk, ligesom man mærker hendes optagethed af at beskytte og forsvare alt skrøbeligt i livet.

En mimetisk udtryksform

I bogen får vi også en indføring i Nina Sten-Knudsens arbejdsmetode og kunstneriske raison d’être eller eksistensberettigelse. Og hele vejen igennem følges teksten op af hendes tegnede og malede illustrationer og fotografier, hvilket gør bogen både original og personlig. Undervejs giver hun som noget meget vigtigt autoritet til maleriet som et grænseløst, kunstnerisk mulighedsrum, selvom avantgarden talrige gange har dømt det ude som et bedaget, borgerligt medie. Når hun maler, benytter hun sig af en mimetisk – virkelighedsefterlignende – udtryksform. Det lærte hun allerede som teenager, da hun ”lagde op til” Akademiet ved at følge Egon Bjerg Nielsens tegneundervisning på Glyptoteket:

”Jeg lærte at tegne, så jeg kunne tegne alt, hvad jeg så. Jeg havde altid en skitsebog i tasken, tegnede altid, på samme måde som man i dag tager telefonen op og tager et billede.”

Når hun påbegynder et nyt maleri, har hun ingen forudgående plan, da motivet opstår under processen. Men hun har lagt mærke til, at når det første lag er malet op intuitivt, så kommer de næste lag helt automatisk til at følge sporene fra det første.

”Som om jeg er fanget af den form, jeg har tegnet én gang.”

Så går den vilde jagt med at undersøge spontane kunstnere såsom Miró, Jorn og Masson. Det gælder for dem alle, konstaterer hun, at de helt automatisk følger den første form eller ”sti”. Herefter får vi en indføring i ”stierne” i hjernen i form af synapser og neuroner og meget andet.

Svævende billedrum

Det er ikke gået specielt godt for de kvindelige kunstnere fra 1980’er-generationen. Tværtimod. Mens deres jævnaldrende mandlige kolleger Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz, Michael Kvium, Peter Bonde, Claus Carstensen og andre har kunnet fejre triumfer både med hensyn til kvalitativ synlighed på kunstscenen og også kommercielt, er de kvindelige kunstnere gået under radaren efter deres tidlige, bragende mediegennembrud. Men ikke Nina Sten-Knudsen, som har arbejdet og udstillet hele vejen igennem. I ni år var hun bosat i Berlin, men hun bor nu atter i Danmark.

Den rigt illustrerede bog er som alle andre bøger fra feinschmecker-forlaget Wunderbuch en æstetisk nydelse. Bagerst i bogen bringes gengivelser af et udvalg af Nina Sten-Knudsens seneste sfærisk smukke, postromantiske landskabsmalerier med polyfokalt perspektiv, det vil sige et svævende billedrum med mange forsvindingspunkter. Det polyfokale er et udtryk for kunstnerens ønske om at afspejle den moderne tænkemåde: I den moderne tid har mennesket en uhyre stor viden om verden fra atomets mindsteenheder til støvet på fjerne planeter, og hun mener, at det derfor er nødvendigt at afspejle dette i maleriet:

”Denne viden om verden (...) er et rum i det enkelte menneske, og dette enkelte menneske er selv et labyrintisk rum af personlige oplevelser, erindringer, drømme og fortrængninger.”

Hendes malerier, som man let fortaber sig i og aldrig bliver helt færdig med, er blandt andet i slægt med romantikkens landskabsmaleri, sådan som virtuose amerikanske malere fra Hudson River-skolen og briterne John Constable og J.M.W. Turner udviklede det.