Maleren Kai Gøtzsche (1886-1963) har aldrig hørt til blandt kunstens hovedpersoner. Og i dag er han glemt af de fleste. Ikke desto mindre er hans værk af kvalitet. Og han havde en usædvanlig livshistorie, der stadig fænger. Så ingen tvivl: Han har fortjent den bog, som forhenværende chefredaktør Steffen Lange har skrevet om ham, ”Kai Gøtzsche – kunstner og eventyrer”.
Og fortjent den har han ikke mindst på grund af den beretning, der følger med – beretningen, bogens absolutte højdepunkt, om hans og maleren Knud Merrilds nære venskab med den engelske forfatter D.H. Lawrence.
Men den øvrige del af historien kunne naturligvis ikke undværes. Med udgangspunkt i breve, kataloger, artikler samt oplysninger andre steder fra har Lange samlet et portræt af en sympatisk og beskeden mand med uro i sindet. Gøtzsche, der skildres både som menneske og kunstner, var det modsatte af en hjemmefødning: Ud ville han, ud.
Efter en begyndelse som håndværksmaler blev han i årene 1906-1911 uddannet på Kunstakademiet i København under Joakim Skovgaard. I årene op til Første Verdenskrig rejste han meget i Italien, Tyskland og Schweiz. Senere boede han i en årrække i USA, hvor han blev gift med en dansk kvinde. Han arbejdede derovre som dekorationsmaler og satte som sådan sit præg på nogle af udviklingens ”hujende monumenter”, blandt andet biografteatre. Men til hans værk hører også altertavler. Han beskrives som en kunstner med rod i traditionen – med den tilføjelse at ”han har gennemlevet det moderne”. De mange illustrationer bogen igennem giver et glimrende indtryk af hans kunst.
Omslaget efter et maleri af Kai Gøtzsche viser D.H. Lawrence, Knud Merrild og ophavsmanden selv til hest i New Mexico omkring 1922. Om venskabet med Lawrence skrev Merrild bogen ”A Poet and Two Painters” (1938) med forord af forfatteren Aldous Huxley. Bogen er ikke oversat til dansk.
Steffen Lange skriver, at de to danskere har opnået ”en blivende plads i litteraturhistorien som vigtige bipersoner i den farverige fortælling” om D.H. Lawerence.
De traf Lawrence og hans tyskfødte hustru Frieda von Richthofen i 1922 i kunstnerbyen Taos i New Mexico. På opfordring fra Lawrence tilbragte danskerne efterfølgende vinteren sammen med ægteparret. De boede i bjergene, under ret barske forhold, i kamp mod sneen og som jægere, ikke mindst efter vilde kaniner.
Gøtzsche, der på et tidspunkt malede et indlevet portræt af forfatteren, rejste i samme periode to måneder alene med Lawrence rundt i Mexico, skiftevis befordret af bil, bus, hestevogn og muldyr.
Det var modsætninger, der mødtes. Danskerne var angiveligt jordbundne og rolige – og Lawrence excentrisk, temperamentsfuld og til tider fanatisk. Ikke desto mindre var relationen mellem parterne kendetegnet ved gensidig respekt. Steffen Lange skriver:
”Bortset fra Lawrences familie og Frieda er Gøtzsche sandsynligvis det menneske, der har boet sammen med den engelske forfatter i længst tid. Han var ikke nogen beundrer, en, der ville sole sig i Lawrences lys, men bare en god ven, der ikke sagde ja og amen til alt, hvad Lawrence fremkom med, men også sagde ham imod. Måske var det netop denne egenskab, som Lawrence satte så stor pris på.”
Steffen Langes bog er i høj grad læseværdig, på én gang nøgtern og engageret. Det er givende at lære Kai Gøtzsche at kende – også når han ikke opleves i selskab med den berømte forfatter.