Maleren og missionen

Museet for Religiøs Kunst og Lemvig Museum har hentet kunstneren Niels Bjerre frem af glemslen. Med sin pensel skildrede han den indremissionske fiskerbefolkning, men selv var han nærmest fritænker

Niels Bjerres hovedværk, "Harboøre, Guds børn", skildrer et indremissionsk bønnemøde i Harboøre. Maleriet blev færdiggjort omkring 1897, samme år som redningsbåden "Liløre"s forlis. 12 redningsfolk omkom. Tre af dem er med på billedet. -
Niels Bjerres hovedværk, "Harboøre, Guds børn", skildrer et indremissionsk bønnemøde i Harboøre. Maleriet blev færdiggjort omkring 1897, samme år som redningsbåden "Liløre"s forlis. 12 redningsfolk omkom. Tre af dem er med på billedet. -. Foto: Museet for Religiøs Kunst.

Da Sangen var til Ende, sad man igen og ventede. Kun nu og da faldt et ganske lille Ord, som i den store tavshed altid fik en anden, dybere betydning. - "De kommer silde i awten." - "Ja, maatt' ingen af wos kom for silde o hin Daa." - Ja - aa ja - der er sand" lød det langtrukket fra en og anden, og man faldt igen hen i den samme rungende Tavshed.

Der var gemt en digter i maleren Niels Bjerre (1864-1942). Ordene her er hentet fra et af hans skriftlige arbejder, novellen "I de Helliges Forsamling", og det er, som om de gamle missionske fiskere på hans mest kendte værk, maleriet af bønnemødet i Harboøre, får mund og mæle.

Det er et billede, de fleste danskere kender, men ellers er Niels Bjerre for mange mere eller mindre gledet ud af bevidstheden, som den ener i dansk kunstliv han var. Nærmest lidt sky, uden tæft for promotion, og uden for tidens toneangivende kunstneriske strømninger. Uløseligt forbundet med sin elskede vestjyske hjemstavn og med et lidt gammeldags billedsprog, der stædigt holdt fast i traditionen, men som dog samtidig med årene åbnede sig for

et mere moderne og koloristisk farvevalg, omend fortsat langt fra de mere vilde og avantgardistiske tiltag i tiden.

Med udstillingen "Vestjyske billeder - kunst, natur og tro" henter Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og Lemvig Museum ham nu ud af glemslen med den første samlede præsentation af Niels Bjerres kunst i 25 år. Der er tale om den første samproduktion mellem de to museer, som har delt opgaverne imellem sig: Lemvig Museum viser, som det kulturhistoriske museum, Niels Bjerres billeder af dagliglivet, som det formede sig på hans tid ude på vestkysten, mens Museet for Religiøs Kunst koncentrerer sig om Bjerres missionske og kirkelige motiver gennem et udvalg af billeder, udlånt fra danske museer.

Blandt dem hans absolutte hovedværk, bønnemødet i Harboøre, eller, som det rettelig hedder, "Harboøre, Guds børn".

Med sin pensel blev Niels Bjerre missionens maler. I sine billeder skildrede han inderligheden, men også tungsindigheden blandt de sortklædte missionske fiskere, præget som de var af det hårde og farlige liv på havet, og deres håndfaste kristendom, med menneskelivet fastholdt i et evigt valg mellem frelse og fortabelse. Sådan som en af tidens fremtrædende missionsfolk, pastor Carl Moe (1848-1927) foretog sondringen efter Harboøre-ulykken i 1893, hvor 49 fiskere druknede, og Moe ved begravelsen slog fast, at "en del af dem, der ligger i disse kister, havde ikke noget liv i Jesus", og hvis skæbne derfor syntes givet.

Fem år senere, i 1897, kæntrede redningsbåden "Liløre", og 12 redningsmænd omkom. Tre af dem er med på Niels Bjerres maleri af det indremissionske bønnemøde i Harboøre, hvor de skildres med stivnede ansigter, fordybet i indadvendt bøn eller med øjnene stift rettet mod evigheden, som museumsleder Gerd Rathje, Museet for Religiøs Kunst, udtrykker det i det fornemme bogværk om Niels Bjerre, der er udgivet i forbindelse med udstillingen: "Man føler den ro, troen kan give et menneske, hvis liv hviler i Guds hænder". Niels Bjerre tog efter ulykken rundt til de efterladtes familier og tilbød efter fotografier at tegne portrætter af de omkomne. Nogle af disse kultegninger er også med på udstillingen.

Niels Bjerre var en mønsterbryder, i den bondeslægt, han kom af, var der ikke tradition for at beskæftige sig med kunst, men Bjerre havde fægtet sig gennem en sygdomsramt barndom ved at tegne og male og var grebet af det storladne, forblæste og øde vestjyske landskab, som var det, han allermest holdt af at male i sin hjemstavnsbundne motivkreds. Og samtidig blev han så missionens maler. Ikke så sært, for netop på denne tid føg den store vækkelse over Vestjylland med bønnemøder, bibellæsning, bekendelse og nye skel mellem troende og vantro, og missionsfolkenes moralske fordømmelse af drukkenskab, spillelidenskab og anden fordærvelighed, som hidtil havde været med til at holde fiskerne fanget i fattigdom. Hvorved vækkelsen også satte gang i en social optur for hele landsdelen.

Selv tilhørte Niels Bjerre en grundtvigsk familie, der bekendte sig til valgmenigheden i Lemvig, og var i følge udstillingskataloget nærmest fritænker, men hverken mere fritænker eller grundtvigsk, end at han respekterede missionsfolkenes stærke sammenhold og deres alvorlige og dybe forhold til livet og døden. Netop derfor formåede han at skildre "de hellige" med en styrke og respekt, der fortsat taler til os om tro og livsvilkår.

En kunstner, som var helt sig selv i sine skildringer af landskab og tidens mennesker i denne øde og forblæste egn af Danmark, i mødet mellem tro og slidsomt og farefuldt hverdagsliv under himlen i klitter og på hav, med udsigt til uendelighedens horisont.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Udstillingen "Vestjyske billeder - kunst, natur og tro" kan ses på Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, og Lemvig Museum frem til den 13. september. Den vil næste år blive præsenteret på Sophienholm i Kgs. Lyngby.

Niels Bjerre holdt allermest af at male landskaber, men blev i høj grad også missionens maler, for netop på hans tid føg den store vækkelse over Vestjylland. Her er hans skildring af et missionsmøde fra 1912. -
Niels Bjerre holdt allermest af at male landskaber, men blev i høj grad også missionens maler, for netop på hans tid føg den store vækkelse over Vestjylland. Her er hans skildring af et missionsmøde fra 1912. - Foto: Museet for Religiøs Kunst.