Mick Jagger er kunstsamler og Claes Bang kunstkritiker i ”Picture of Lies”

Ganske raffineret intellektuel thriller leger kispus med seerens illusioner om kunstens væsen og værdi

Elizabeth Debicki, Claes Bang og Mick Jagger i den italienske instruktør Giuseppe Capotondis thrillerdrama om kunst og forfalskninger, ”Picture of Lies”. – Foto: Scanbox.
Elizabeth Debicki, Claes Bang og Mick Jagger i den italienske instruktør Giuseppe Capotondis thrillerdrama om kunst og forfalskninger, ”Picture of Lies”. – Foto: Scanbox.

Kunstkritikeren kan have mange lig i lasten og bære rundt på uforløste drømme om selv at være kunstner (jeg taler ikke af erfaring!). Alligevel kan kritikeren postulere at have magt over ikke alene kunsten, men også dens publikum. For det hele handler jo om illusioner og dermed den aura, der stråler omkring kunstværket, og kritikerens evne til at fortolke og tilskrive værket værdi.

Kunstkritikeren James Figueras (Claes Bang) fra Milano har levet af at iscenesætte kunsten med sin dannelse, sine retoriske evner og sin charme. Måske også for godt. Han er blevet afhængig, ikke alene af kunsten og miljøet omkring den, men også af nogle små hvide piller, der holder ham kørende på for højt niveau. Så han er til fals for kunstspekulanter, der ønsker at presse værker op i værdi, uanset de måske er falske og intet værd. Han lever af sit ry, brillerer i internationale tidsskrifter, holder kurser for ældre amerikanske turister, der kommer til Italien på ”Grand Tour”, og skriver bøger om kritikerens magt.

Kunstsamleren og mæcenen Cassidy (Mick Jagger) inviterer Figueras til sit palæ ved Comosøen. Han lokker med et journalistisk scoop. For han huser kunstneren Debney (Donald Sutherland), der siden 1960’erne er blevet en myte, fordi ingen har set hverken ham eller hans værker. Historien går, at de alle er gået tabt ved brande i hans atelierer. Maler han på ny – usete – værker i sit atelier, og kan Figueras som den første få dem at se og interviewe den usynlige mester?

Med sig på rejsen ind i kunstens dunkle hjerte har Figueras den svalt forføreriske Berenice (Elizabeth Debicki), som tilfældigt dukkede op på et af hans kurser. De har indledt et ikke mindre svalt forhold; hun er bleg som et hvidt grunderet lærred, hvor de første strøg skal tegnes op.

Artiklen fortsætter under annoncen

Herfra kører spillet mellem de fire mennesker på kanten af Comosøen og på kanten af sandheden. For hvem kan man stole på? En korrupt kunstkritiker, en samler, der for enhver pris vil få sine erhvervelser til at stige i pri, en kunstner, der brænder sine atelierer af og tilsyneladende ikke efterlader sig kunstneriske spor, og endelig en ung kvinde, der tilsyneladende dukker ud af intet. Kunstneren Debney siger et sted, at ”de fleste mennesker og ting er ikke, hvad man forventer”, og føjer til, at han igennem årene har båret så mange masker, at der ikke længere er noget sandt selv inde bag dem. Kunstneren lever af at skabe illusioner, men menneskene omkring ham, gør de ikke det samme?

”Picture of Lies” leger ganske raffineret med beskuerens forventninger. Filmen er skabt over en roman fra 1971, ”The Burnt Orange Heresy” af Charles Willeford, og arbejder effektivt med det forviklede skønlitterære plots thrillerkvaliteter. Filmens visuelle æstetik er udsøgt lækker, ligesom det miljø, den afspejler.

De fire hovedkarakterer er fint gestaltet: Claes Bang arbejder ligesom bare videre med sin gennembrudsrolle fra ”The Square” (2017) som den elegant anløbne kunstformidler. Mick Jagger er med sin affable britiske accent og sit slebne diplomati perfekt som samleren, der vil gøre hvad som helst for sin passion. Han har ikke været bedre i spillefilm siden 1970’erne, og instruktøren lader ham gøre sin entré med en lille reference til den egentlige metier i The Rolling Stones med ordene: ”Jeg stammede som barn og lærte at artikulere mig igennem sang.” Donald Sutherland har virkelig også gjort tiden med og ligner en aldrende kunstner med noget på samvittigheden, mens Elizabeth Debicki måske er det uskyldshvide lærred, ingen tror på.

Som et kammerspil om kunstens iscenesættelse og kunstmiljøets potentielle maskepi følte denne kritiker sig nu ikke ramt, men udmærket underholdt.