Mia får en vild og utilregneligt tyr i sin bageste fold. Egentlig skulle den aflives, fordi den allerede har været ved at tage livet af én landmand, men dyrlægen mener, at den er god nok, hvis den bare får lov at passe sig selv under rolige forhold. Han er ikke for klog, den dyrlæge, men han er interesseret i Mia og vil gøre en del for at få anledning til at besøge hende.
At det bliver farligt og skæbnesvangert med den tyr i Malene Ravns roman ”Mia”, fatter man med det samme. I den slags symbolsk-psykologiske realisme, som hun fortæller, er alting ladet med betydning.
Og det fungerer godt her, hvor Mias traumatiske barndom langsomt rulles op, mens nutidsdramaet udspiller sig. Mias mor er død, og Mia går omkring med en mægtig skyldfølelse, som både hendes storesøster Seline og faderen har pustet til gennem tiden.
Faderen hverken kunne eller ville give hende den kærlighed og omsorg, som hun længes efter som barn. Og forholdet til søsteren er et anstrengt magtforhold, som Seline i første omgang er den stærke i, men som ændrer sig, da de bliver voksne. Seline får også en voldelig mand, der er som en vild og ustyrlig tyr.
Men også Mia selv kender til den indre tyr. Hun kan også være aggressiv og nyder den magt, hun kan få over Seline. Og over den voldelige svoger. Der ligger således mægtige dyriske og destruktive kræfter gemt i personerne, og de konfronterer også hinanden. Hvor galt det går, kan jeg ikke afsløre her, for det vil tage spændingen ud af den velfortalte og intenst medrivende fortælling.
Jeg kan dog godt lette så meget på sløret og fortælle, at både den konkrete og symbolske tyr går amok.
I psykologisk forstand er det ikke til at tæmme tyren. Barndommens traumer ligger i personligheden og styrer adfærd og længsler. Og det er svært at hjælpe hinanden med at overkomme dem. Mia forsøger at hjælpe Seline ud af det voldelige ægteskab, men Seline vil ikke.
Og Mia forstår dybest set ikke, hvad det handler om for Seline. Hun forstår ikke Selines afhængighed af og kærlighed til manden, og derfor går det også galt, når hun forsøger at hjælpe. Og Mia forstår heller ikke, hvilke kræfter hun selv rummer. Hun forsøger også at gemme dem væk – bagest i bevidstheden. Selvbedraget ligger så lige for.
Ravn fortæller velgørende kort og præcist og med formel variation, og hun mægter at forvandle tabet af en mor til et drama af klassiske dimensioner. Dysfunktionelle menneskelige relationer kæmper med den gode vilje, der har ringe udsigter til at sejre. Man kan ikke bare glemme alt og tage ja-hatten på.
Den eneste ja-hat, der kan være tale om her, er anmelderens. Ja, Malene Ravn har skrevet en glimrende og stærkt bevægende roman.
kultur@k.dk