Prøv avisen
Koncert

Mammutværk i Musikhuset

5 stjerner

Arnold Schönbergs ”Gurrelieder” blev en bjergtagende oplevelse under Marc Soustrots ledelse

Det var just ikke hverdagskost, da Aarhus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester i weekenden forenede kræfterne for at tage livtag med Arnold Schönbergs gigantiske værk ”Gurrelieder”, komponeret i begyndelsen af 1900-tallet med afsæt i J.P. Jacobsens digt fra slutningen af 1860’erne. Sagnet om Kong Valdemar (Atterdag) og hans elskede ”frille” Tove var en af den danske romantiks mest elskede myter, og digtere som B.S. Ingemann og H.C. Andersen var optaget af det.

Det to timer lange værk kræver en kolossal besætning, så man havde måtte stuvet knap 300 musikere og sangere sammen på den til lejligheden udvidede scene i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Dertil kom fem solosangere og en fortæller. Koret, der havde taget opstilling oppe på pladserne bag orkestrene, bestod af sangere fra Aarhus Studiekor, Cæciliakoret og NOTA-koret, og de ”sammenbragte børn” ydede en dedikeret og fortræffelig indsats.

Schönbergs sangcyklus – som der jo er tale om – bærer tydeligt præg af inspiration fra Richard Wagners opera ”Tristan und Isolde”. ”Gurrelieder” er stort anlagt, arierne umådelig lange og krævende, især kong Valdemars og Toves, men hun dør jo i løbet af første del. Ved begyndelsen af koncerten blev den 50-årige tyske tenor Torsten Kerl meldt indisponeret, men han gennemførte ikke desto mindre partiet som Valdemar så overbevisende, at ens bekymring snart blev afløst af beundring, ikke mindst for stemmens flotte dybde: Her oplevede man en heltetenor af fornemste tysk tradition. Som Tove var den finske sopran Miina-Liisa Värelä ypperlig, og også de mindre roller som Skovduen (den russiske mezzosopran Elena Batoukova-Kerl), Klaus Nar (den hollandske baryton Arnold Bezuyen), bonden (den finske bas Petri Lindroos) og fortælleren (Stig Fogh Andersen) var besat med sangere fra øverste hylde, så det blev en helt igennem bjergtagende oplevelse lørdag eftermiddag i Aarhus – og har også været det i Musikkens Hus i Aalborg aftenen forinden.

Som følge af værkets kolossale dimensioner er det sjældent, man får lejlighed til at høre det live, og den oplevelse kom endnu en gang til at understrege forskellen mellem den nok så bedste studieindspilning og en her og nu- fremførelse uden sikkerhedsnet – oven i købet med et massivt opbud af entusiastiske sangere og musikere og, ikke at forglemme, en maestro af Marc Soustrots kaliber.

Selve musikken er lige så ekstrem som formen og rigt facetteret lige fra det dunkelt farvede orkesterforspil med alle dets suggestive virkninger til de vældige udladninger under afsnittet ”Den vilde jagt” – for som Ingemann så berømt udtrykte det: ”Med lystig jægerskare på hviden ganger fløj den konge tit med fare hen over stub og høj, men i den raske glæde ved jægerhornets klang de glemte tit at bede og høre messesang.” Men under denne hektiske livsglæde er forgængeligheden hele tiden et underliggende motiv i både musik og tekst. Den vilde jagt får karakter af et dystert dødsridt. Som J.P. Jacobsen lakonisk udtrykker det: ”Længst er de jord!”

En fyldt Symfonisk Sal var synligt grebet hele vejen under det musikalske ridt, og man kan som anmelder kun være taknemlig og kvittere med fem store stjerner for en oplevelse, man ikke glemmer lige med det første. Og mere er i vente: Koncerten markerede startskuddet på et årligt parløb mellem Aarhus og Aalborg, hvor man sammen vil præsentere de allerstørste klassiske oplevelser.