”Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.”
Sådan skriver digterfilosoffen Søren Kierkegaard i ”Enten-Eller”. Og sådan har en anden Søren, digteren og litteraturforskeren Søren Fauth, nu også forvandlet sine egne – helt bogstavelige – skilsmisseskrig i sin bibliotekskælder i familievillaen i Fredericia for små to år siden til langdigtet ”Moloch”, der ender i hans nye ensomme tårnlejlighed i nærheden med god udsigt over byen og Lillebæltsbroen mod Fyn – og med et sårbart håb om en bedre fremtidsudsigt som fraskilt far til fire børn. Og trods alt i live.
”Jeg tror helt alvorligt, at det har reddet mit liv at skrive denne her bog. Nu håber jeg bare, at den også er blevet til kunst, så den måske kan forløse noget i et læsende menneske. Det forløsende for mig er jo ikke det private, men formgivningen, musikken i sproget, arbejdet med ordene. Det enestående rum, hvor man får lov at træde ud af sig selv og forsvinde ind i selve skabelsesprocessen,” siger Søren R. Fauth og tilføjer:
”Det er jo helt absurd, at hvert andet ægteskab herhjemme går i opløsning. Det bør tages meget alvorligt at blive skilt, for det er meget alvorligt. Det er en menneskelig katastrofe. Ikke mindst for børnene. Det er blandt andet derfor, min bog hedder ’Moloch’, som er en gammeltestamentlig afgud, et monster, der æder børn. Skilsmisser æder også børn og kan ødelægge de voksne. For skilsmisser er lavet af det giftstof, som driver alle Shakespeares dramaer og også fører til stigninger i drabsstatistikkerne i virkeligheden. Man mærker sin egen afmægtighed med en utæmmelig voldsomhed, når kærligheden falder fra hinanden, og tilliden brydes. Man bliver revet fra hinanden, når man bliver skilt. Og man bliver vanvittig af jalousi. Sådan var det i hvert fald for mig. Det var et inferno af strindbergske dimensioner. Men jeg føler stadig, at det er en kæmpe falliterklæring, at jeg er blevet skilt. Ægteskabet var helligt for mig. Jeg så det slet ikke som en mulighed at blive skilt, før jeg alligevel blev det,” siger han og tier et øjeblik.
”Jeg skammer mig, når jeg rundt omkring i Fredericia møder succesfulde bekendte med strålende karrierer og blomstrende familieliv på samme tid. Jeg er stadig helt ødelagt i de uger, hvor jeg ikke har mine to yngste drenge hos mig. Og jeg længes stadig efter forsoning. Efter den samtale, der får det hele til at falde i hak,” siger han og holder inde igen.
”Den mest bitre erfaring, jeg har gjort mig, er, at jeg ikke kan elske som Jesus. Længe prøvede jeg at tænke: ’Tilgiv hende, hun ved ikke, hvad hun gør’. Det tror jeg heller ikke, at hun gjorde. Men min kærlighed kunne ikke udholde alt. Min kærlighed kunne ikke tåle alt. Min kærlighed var menneskelig, alt for menneskelig. Det fortvivles jeg over, igen og igen.”
Søren R. Fauth kunne ikke leve med en kvinde, som ikke kunne slippe sin forelskelse i en anden mand:
”Enten eller ikke både-og/ man kan ikke få det hele/ ikke vælge alt på en gang/ ikke få alle længsler og ønsker opfyldt på en gang/ selv Gummi-Tarzan kunne ikke/ han fik kun én dag i himlen på jorden/ du derimod foretrækker (åbenbart) at sprælle i ren/ mulighed,” skriver Søren R. Fauth blandt andet i sin bog, der bærer undertitlen ”En fortælling om mit raseri”.
Vreden vender sig dog mest mod ham selv og hans eget indre ”raserimonster”.
Gennem næsten 250 sider raser han igennem alle sindets rum fra kælder til kvist i en poetisk strøm af erindringer og følelser, som ikke blot er et stort raserianfald over alt fra spildt te til tabt kærlighed, men også kan læses som en kærlighedserklæring til hans ekskone og livsledsager gennem musikoplevelser, barnefødsler, boligkøb og benhårde karriereforløb, som ”nok også fik hende til at føle sig overset i farten”, fordi han altid lige skulle læse, skrive eller cykle. Og midt i skilsmissesmerten fornemmer man også en taknemmelighed for alt det dejlige, de fik sammen, inden deres kærlighedshistorie desværre endte ulykkeligt som et langsomt og voldsomt cykelstyrt, én stor hudafskrabning, som ”nok gør mindst lige så ondt på hende”.
Store dele af bogen er skrevet i en spansk bjerglandsby nordvest for Málaga.
”Jeg cyklede og skrev hele tiden. Og det hjalp mig, men da jeg havde det værst, kørte jeg rundt i regnvejr på min racercykel og skreg til Gud, at han skulle slå mig ihjel. Men min vrede gav mig også en masse kreativ energi, så skriften væltede ud af mig. Jeg skrev 150 sider på under en måned, og sproget, rytmen, musikken blev det eneste sted, hvor jeg havde et helle. Og hvis kunst er formgivningen af det emotionelle, og det tror jeg, det er, så var det formen, der reddede mig og gjorde, at jeg kunne gå videre. Der er jo en grund til, at de fleste kærlighedssange er ulykkelige. For mig opstår kunsten altid dér, i det melankolske, i fortabelsen, i mørket. Det er dér, sproget trænger sig på, det uendelige forsøg på at komme overens med eksistensen. Det private er uinteressant, det almenmenneskelige derimod er kunstens sted. Men bogen er skrevet med knoglerne, og mange tekstpassager er smadret ned i en tilstand af flow og selvforglemmelse. Og ingen kan påstå, at jeg i teksten ikke går planken ud og fedter med sig selv.”
Digteren håber, at folk vil tænke, at den gennemgående følelse i teksten ikke er selvynk eller bitterhed, men at den genspejler alle de følelser, der er og har været i spil.
”Der er både had og kærlighed i bogen, men det viser, at jeg ikke er færdig med at elske hende. Had er jo heller ikke kærlighedens modsætning, det er snarere ligegyldighed. I det øjeblik man ikke længere bliver anfægtet af et menneske, er man færdig med at elske det. Men når man hader, er det andet menneske stadig en væsentlig del af ens liv. Skuffet kærlighed kan blive til had. Men jeg hader ikke kun. Jeg elsker hende også, med en såret kærlighed, men altid med en taknemmelighed for det, vi fik sammen. Ikke mindst vores børn.”
Han bebrejder stadig sig selv, at han ikke kunne blive og holde sammen på familien. Men i længden kunne han ikke leve i det umulige valg mellem enten at blive skilt eller ikke at blive skilt, når han følte, at begge dele ville ødelægge ham.
”Jeg følte mig fanget i et umuligt valg og et umuligt sted at være. Hvis jeg lod mig skille, ville jeg ødelægge mit eget liv og, troede jeg, ikke mindst mine fire børns liv, men hvis jeg ikke lod mig skille, ville jeg ødelægge mit selvværd og måske ende med at hænge i et træ ude i haven. Jeg valgte livet og dermed skilsmissen, men jeg har aldrig følt mig så tæt på at dø. Og jeg har aldrig set dybere ned i afgrunden end i løbet af de forgangne to år. Det var en værre følelse, end da min lillesøster døde af lungekræft,” siger Søren R. Fauth, der har skrevet om søsterens død i den roste digtsamling ”Digt om døden”.
”Min lillesøster var også et menneske, jeg elskede. Hun blev taget fra mig, men hun svigtede mig ikke, og jeg svigtede ikke hende. Men da min kone kom og fortalte, at hun var blevet forelsket i en anden, var der noget, der for altid blev ødelagt i mig. Og forelskelsen kunne ikke bare slås ihjel, så den fik sit eget skjulte liv, der også blev ført ud i livet. Jeg kunne ikke leve i og med løgn, men jeg kunne heller ikke lade mig skille, så jeg blev nærmest skør af det. Det var en tærskelsituation, jeg stod i, og jeg tror, at det er det tætteste, man kan komme på at overskride grænsen ind til døden, mens man stadig er i live. Det var selve mit fundament, som forsvandt. At rive sig løs fra et menneske, der betyder så meget for en, er en voldshandling.”
Sådan drev han sig selv rundt længe, og beslutningen om at blive skilt var alt andet end nem:
”En ting ved jeg: Hvis jeg var kommet til verden i pilleform/ ville jeg have været fortrydelsespillen/ en forbandet undskyldning for mig selv/ fra vugge til grav/ men nu har jeg sat en grænse/ nu har jeg tvunget mig til at gøre det/ og nu er jeg lammet / nu sidder jeg og skælver/ nu fortryder jeg”, skriver han blandt andet om sit eget vægelsind i bogen.
”En skilsmisse er en omskrivning af hele ens fortælling, og det er det også for børnene. De ser deres mor og far falde og falde fra hinanden. Men ved at skrive min egen skilsmissefortælling er min fordømmelse over det, der er sket, også forsvundet. Det, der er sket for os, er ikke enestående. Det sker hele tiden. Spørgsmålet er, hvordan man håndterer det. Nu har jeg skrevet et digt,” siger Søren R. Fauth, og når han i dag står i sin tårnlejlighed og kigger udover det frodige Fredericia, hvor alting blomstrer i øjeblikket og kirkeklokkerne fra Trinitatis Kirke dagligt lyder, er han, som han selv siger, ”klar til at tage en runde mere i eksistensmaskinen”, og hvem ved, måske indfinder kærligheden sig på ny. Men det bliver nok i et andet digt.