Hvem var egentlig indeni, Tordenskjold? Ja, der var den norsk-danske Peter Wessel, der døde under en duel på heden uden for Hannover i 1720, kun 30 år gammel. Inden da havde han gjort sig bemærket som dumdristig søhelt, der bankede svenskerne, ikke mindst i søslaget ved Dynekilden ud for Strömstad, hvor han sænkede Sveriges stormagtsdrømme.
For sin indsats på havet blev han adlet af den danske konge, fik det ærefrygtindgydende navn Tordenskjold og dertil en titel som viceadmiral i den danske flåde. Men med titlen blev han også sat i dok, der hurtigt forvandlede sig til en tørdok, som Tordenskjold forsøgte at fylde med sprut og kvinder for ikke at gå til i rastløshed.
Det er i hvert fald det bud, instruktøren Henrik Ruben Genz giver i sin film om manden bag skjoldet. Med manuskript af den norske forfatter Erlend Loe er publikum sikret et godt grin og tillige en eksistentiel underfundighed, hvad angår mennesket Tordenskjold. Manden, der førte storslået krig på havet, men tabte freden på land.
Sådan er udgangspunktet for Genz og Loes film, der koncentrerer sig om de sidste tre måneder af Tordenskjolds liv. Makkerparret skaber et tilsvarende på lærredet, nemlig Tordenskjold og hans kammertjener, Kold, der er et ekko af et endnu ældre makkerpar i litteraturhistorien, nemlig Don Quixote og Sancho Panza. De tragikomiske helte fra den spanske forfatter Miguel de Cervantes' klassiker fra 1600-tallet har dannet matrice for mangt et godt parløb, således også her.
Tordenskjold kæmper imidlertid hverken mod vindmøller eller får, men mod indre og ydre fjender. Men kammertjener Kold er lige så snu som Sancho Panza og forsøger at redde sin herre fra fordærv og død ved at få ham giftet rigt.
Makker parret spilles fortrinligt af norske Jakob Oftebro og danske Martin Buch, sidstnævnte, kendt fra ”Rytteriet”, har rent faktisk fået nogle heste til rådighed i denne film.
Filmen ”Tordenskjold & Kold” former sig som en slags ”roadmovie” med de to på rejse fra København til Hannover, hvor begærets dunkle mål menes at befinde sig og dermed den formuende adelsfrøken, der kan frelse Tordenskjold fra at gå til. Filmen fejrer triumfer undervejs. Rejsen forvandles til en slags turné med Tordenskjold som en moderne rockstjerne. ”Slaget ved Dynekilden” gives til bedste, inklusive en fallisk kanonsalut i finalen. Omgivet af villige adelige groupies saluterer Tordenskjold i røg og damp med ordene ”Grib chancen før den byder sig!”.
Filmen får det optimale ud af makkerskabet mellem den flamboyante Tordenskjold og hans anderledes hæmmede og jordbundne kammertjener. Den stakkels Kold er på turnéen reduceret til ham, der sælger merchandise: små bordkanoner, ølkrus, medaljer, hatte og autografer. Som periodefilm har ”Tordenskjold & Kold” karakter af munter og dekadent rokokopræget sædeskildring med pudderparykker, hvide knæstrømper i silke og udringede kjoler. Hver station på rejsen formes som små selvstændige kapitler med et indledende yndefuldt erotisk tableau. Meget charmerende!
Men tragedien lurer som altid i komedien, og både Tordenskjold og Kold kommer på afveje og møder en virkelighed, der ikke fuldstændigt kan holdes ude af fantasteriets imaginære søslag. Om hjørnet, nede i kælderen og ude på heden venter nid, nag og misundelse og svenskere med krav om revanche. Manden inden i Tordenskjold viser sig at være hin fortvivlede, der - måske - selv opsøger døden, da den byder sig til. Fredstid er dødstid for Tordenskjold, hvis krudt og kugler efterhånden mister kraft. Filmens bud på Tordenskjolds død er Jimi Hendrix eller Jim Morrison værdigt.
Som seer er man glimrende underholdt undervejs på rejsen mod nattens ende sammen med Genz & Loe og Tordenskjold & Kold og - ikke at forglemme - fotograf Jørgen Johansson, der maler epoken op i mættede farver og atmosfærefyldte landskaber.
Nogen storslået heroisk film er det ikke, søhelten Tordenskjold er forsvundet i historiens tågede ruiner, mens mennesket dukker frem bag skjoldet, som mennesket nu kan være: et flakkende lys, der hurtigt brænder ned og kun efterlader sig stearinens tårespor.
kultur@k.dk