Man er jo ikke selv skrift

Optimismen hos de kræfter, der ønsker en løsning på det 36 år gamle Cypern-problem, er imidlertid på ...

Suzanne Brøgger oplevede et åndehul af revolution i 1970’erne, men den efterfølgende pressedækning af hendes oplevelser på blandt andet den hollandske Wet Dream Festival lærte hende, at det stadig var en patriarkalsk, kapitalistisk orden, der herskede. Det store billede af Suzanne Brøgger er fra 2008, mens det lille sort-hvide billede er fra omkring 1979. – Foto: Arkiv og Mette Frandsen.

Tea Party-bevægelsen, der består af utallige små og store konservative græsrodsgrupper, er vokset til at ...

Tea Party-bevægelsen, der består af utallige små og store konservative græsrodsgrupper, er vokset til at blive en folkelig politisk magtfaktor. -- Scanpix

Da Suzanne Brøgger for 39 år siden skrev sin debutroman, Fri os fra kærligheden, blev hun overrasket over, hvor stor betydning den ifølge hende ubetydelige pamflet fik. Hun havde efter 10 års søgen fundet sit eget sprog, men havde aldrig troet, at hendes bøger ville vække så megen debat

Den lysegule tidligere skole klædt i vandrende efeu gemmer sig halvvejs bag et stakit og et par træer. I entreen vælter farverne ind. Væggene er malet grønne med marmor-effekt, og en slank sofa med rødt blomsterbetræk i skinnende stof står op ad væggen.

En instrumental version af Halfdan Rasmussens Noget om helte strømmer ud i rummet, mens Suzanne Brøgger byder velkommen til sit hjem langt væk fra storbyen.

LÆS OGSÅ: Bjarne Reuter elsker ungerne fra Vanløse

Hun har boet på Vestsjælland siden begyndelsen af 1970erne, og det er i dette hus, hendes over 30 romaner, essaysamlinger og børnebøger er skrevet. Også debuten, Fri os fra kærligheden, der er en blanding af essay, erindringer og fiktion om kvinder, kønsroller og seksualitet.

Forfatterdrømmen havde levet i 10 år, inden debuten udkom. 10 år, hvor Suzanne Brøgger øvede sig i at skrive, da hun ved siden af studierne i russisk arbejdede som korrespondent i det tidligere Sovjetunionen, Mellemøsten og Vietnam. Men det tog tid at finde sit eget sprog.

Jeg havde øvet mig på at skrive i alle de år og havde ikke kunnet finde det sted, hvor sproget blev levende for mig. Jeg havde prøvet at arbejde i mange genrer, men der var ingenting, der kunne lykkes for mig eller sagde mig noget, siger Suzanne Brøgger.

Hun sidder ved spisebordet i den tidligere skolestue, der er indrettet med kamin, ægte tæpper, flet- og lædermøbler fra fjerne egne og en blanding nye og gamle malerier. Over hendes skuldre hænger et mørkeblåt tørklæde elegant og dog skødesløst.

Det kraftige grå hår er halvvejs dækket af et leopardmønstret tørklæde, der lader håret folde sig blødt ned over panden som et gardin fra en svunden tid. Under håret gemmer de karakteristiske sortmalede øjne sig. Et par runde hornfarvede briller ligger sammenfoldet på bordet, men kommer ikke i brug.

Fra min tid som reporter havde jeg en forfærdelig erfaring, som satte bogen Fri os fra kærligheden i gang, nemlig essayet om voldtægt. Der var kommet diktummet med, at det private er politisk, så det lå i tiden, at man kunne offentliggøre private katastrofer og tragedier.

Jeg fandt en blandingsform, som var en blanding af historie, fiktion, fortællinger og essay, og den form er fortsat gennem hele mit forfatterskab, siger hun.

Essayet om voldtægt i Fri os fra kærligheden beskriver en voldtægt, som 10-12 usbekiske politibetjente stod bag, da hun arbejdede som reporter i det tidligere Sovjetunionen i sin ungdom. Voldtægten er delt op i 10 akter, der hver slutter med en morale, som ironisk fortæller, at hun selv er ude om det, når hun ikke siger nej og flygter. Det var så vidt Suzanne Brøgger husker selvsamme voldtægtsessay, der var startskuddet til hendes første bog.

Da jeg havde skrevet en kronik til Politiken, vist nok om voldtægt, fik jeg et brev fra forlaget Rhodos. De skrev, at hvis jeg nogensinde tænkte på at skrive en bog, skulle jeg bare vide, at jeg havde et forlag. Det er det største, der kan overgå en, når man har drømmen om at blive forfatter, siger Suzanne Brøgger.

Da bogen var færdig, var hendes eneste forventning, at den rent faktisk blev udgivet og indbundet. Hun havde ikke forventet, at den blev set som så kontroversiel, at selv forfattere som Tove Ditlevsen ikke ville anmelde den.

I Fri os fra kærligheden revser Suzanne Brøgger ægteskabet, kernefamilien og det at få børn.

Hvis vi bare bliver fodret rigeligt med tryghed, kundskab og kærlighed, så bliver menneskene lykkelige og livet risikofrit. I så fald, hvis det skal være på den måde, så fri os fra kærligheden. Så vil jeg nemlig hellere have et strygejern i hovedet, skriver hun blandt andet.

Bogen indeholder også beskrivelser af erotiske scener med ældre mænd, transseksuelle og kvinder og brudstykker fra Suzanne Brøggers barndom.

Jeg var meget ked af, at den skandale, jeg vakte, sårede en del mennesker, jeg kendte. Samtidig kunne jeg slet ikke finde ud af at tackle skandalen, så jeg flygtede ud på landet, hvor ingen kendte noget til det, og har boet her siden. Det blev me-re og mere klart for mig, at jeg var nødt til at bo langt fra medier og litterær offentlighed.

Jeg var nødt til at beskytte mig, for jeg havde slet ikke forudset, i hvilken grad man skulle stille op til debatter, foredrag og presse. Jeg har efterhånden lært, at det hører med til det, og jeg har lært at tackle det nu, men det kunne jeg ikke dengang, siger Suzanne Brøgger.

Armene er foldet rundt om kroppen det meste af tiden. Fastlåsheden bliver brudt, når hun skal pointere noget vigtigt og enten breder arme og hænder ud i forklarende stillinger eller banker i bordet med håndkanterne. Hun er ikke bange for pauser. Midt i en sætning kan hun gå i stå og kigge længe ud ad vinduet. Efter en pause tager hun fat på sætningen igen, præcist hvor hun stoppede.

Jeg er gudskelov ikke opdraget til, at man skal være populær og vellidt, eller man skal behage nogen. Jeg har gået i skole i mange forskellige lande og har altid været en outsider. Jeg har ikke tilhørt noget bestemt miljø, jeg har altid været min egen. Derfor havde jeg ikke noget at tabe for min egen del, andet end at jeg altid bliver ked af det, når andre mennesker bliver kede af det. For andre mennesker vil måske gerne være populære. Når man skriver, som jeg gør, kan man pådutte andre mennesker skandaler, og det synes jeg ikke er rart, siger hun.

Selvom Fri os fra kærligheden vakte ramaskrig, fortryder hun ikke, at hun har skrevet den.

Jeg ville slet ikke skrive sådan en bog i dag. Det handler også om alder. Det er meget naturligt, at man som ung er meget dekonstruerende, og så bliver man med alderen mere opbyggelig, hvilket ikke nødvendigvis er en god ting for skriften. Jeg synes stadig, bogen er relevant, selvom jeg ikke har de interesserer i dag.

Essayet om, hvorfor man får børn, er utrolig relevant og næsten profetisk, fordi børn i dag i stigende grad er prestigeobjekter for forældrene. Der er et hysteri omkring børn i dag, og de indgår ikke på en naturlig måde i de voksnes liv og arbejdsliv.

Jeg kan også se, at kritikken af kernefamilien er utrolig relevant. De generationer, der er kommet efter min, er konstruerende i stedet for at være dekonstruerende. De sætter alt ind på idealerne omkring familien for at få den til at lykkes, men den gode vilje er ikke nok. Der er lige så mange skilsmisser, som der har været før, siger Suzanne Brøgger, der ikke ville lave ændringer i bogen, hvis hun skulle skrive den igen.

Selvom hendes syn på ægteskab og børn i bogen lyder, som om hun aldrig vil indlade sig på nogen af delene, er Suzanne Brøgger i dag gift og har en voksen datter.

Det har hun ofte mødt kritik af, for hvordan kan man gifte sig, når man skriver en bog, der revser hele ægteskabet?

Ved spørgsmålet kigger Suzanne Brøgger lang tid ud ad vinduet, før hun svarer.

Det er en forbandelse, at bogen lægger så stærke spor, at man ikke engang kan skelne mellem forfatter og fortæller. Den afstedkommer bastante forventninger til, hvordan man skal være resten af sit liv. Hvis jeg tog den kritik til mig, ville det være en fuldstændig begrænsning af min personlige frihed. Når man skriver, som jeg gør, bliver man hele tiden præsenteret for begrænsninger i ens frihed. Jeg måtte bekæmpe det så godt, jeg kunne, og etablere min egen zone af personlig frihed i stedet for at skrive til folks forventninger, siger Suzanne Brøgger og fortsætter:

En ting er, at man finder sin fortællerstemme, hvor skriften bliver elektrisk, men man er jo ikke selv skrift. Jeg ville også gerne have børn, da jeg skrev, hvorfor man får børn, men en trang til at få børn er ikke ensbetydende med, at man ikke kan tænke.

Ordene bliver fulgt af en dyb, kort høhø-latter, der slår over i en lysere tone og forsvinder lige så brat, som den startede.

Debuten bliver af Suzanne Brøgger selv beskrevet som den bouillonterning, der indeholder ingredienserne til resten af mit forfatterskab.

Dels indeholder bogen alle de temaer, jeg har videreudviklet i resten af mine bøger. Samtidig er den det, man i dag kalder autofiktion, der er blevet populært nu om dage, når Knausgård skriver om sit privatliv. Det var det spor, jeg bevægede mig ind på, og sådan set har været på hele mit forfatterskab. Det er et omkostningsfuldt spor at skrive i, fordi jeg er en meget privat person. Jeg er ikke optaget af mig selv som andet end stof til skrift. Det ville være dejligt, hvis man bare kunne skrive nogle yndige digte eller nogle underholdende krimier, siger Suzanne Brøgger.

Selvom hendes debutroman mødte meget kritik og blev set som meget kontroversiel, blev den også rost. Blandt andet skrev forfatterkollegaen Klaus Rifbjerg en anmeldelse, der betød meget for Suzanne Brøgger.

Pyt med, hvad tilfældige anmelderreaktioner kan være, men når nogen, man virkelig beundrer, roser en, bekræfter det, at man er på rette spor, siger Suzanne Brøgger og pointerer, at hun skriver for hin enkelte og er ligeglad med, om hele verden kan lide hendes romaner.

Reaktionerne kom ligesom en flod. Langsomt, men konstant. Den blev udgivet i Amerika, og den amerikanske forfatter Henry Miller læste den, blev meget begejstret og reklamerede for den i New York Times. Det blev ikke en bestseller af den grund, men hans reaktion betød, at jeg gik i gang med at skrive Creme Fraiche, siger hun.

Henry Millers forfatterskab inspirerede Suzanne Brøgger. Blandt andet hans debutroman, Krebsens vendekreds.

Det var en fuldstændig elektrisk bog, der havde et elektrisk sprog. Et sprog, der også har smittet mig. Jeg vil skrive, men det skal ikke være litterært, det skal være så stærkt og levende som livet selv. Krebsens vendekreds er skrevet med den anarkistiske bevidsthed og et overmod, der siger, der kan ikke komme noget efter denne bog, dette er den ultimative bog, siger hun.

Inspirationen til Suzanne Brøggers forfatterskab kommer generelt fra udlandet. Da hun skrev Fri os fra kærligheden, var hun inspireret af amerikanske feminister, australieren Germaine Greer og Simone de Beauvoirs Det andet køn. Men udgangspunktet for bøgerne var og er hendes egne erfaringer.

Suzanne Brøgger ser sin debutbog som nyskabende, for den ligner ikke noget andet fra 1970erne.

Litteraturen på den tid var opbyggelig litteratur. Det var Kvinde, kend din krop, arbejderlitteratur og social-realisme. Det var mere mobiliseringslitteratur til kvindekampen med et opbyggeligt budskab om, at kvinderne ville sejre til sidst. Det var ikke sådan noget krøllet noget, som jeg lavede, siger hun og fortsætter:

Det var en revolutionær periode, hvor alt, der havde været umuligt før, alt, der havde faste former, blev brudt op i tiden. Der var pludselig en hel masse, der kunne siges, som svarede til mine evner og mit udtryk. Tiden har latent nogle spørgsmål, der skal reflekteres over, og så kommer der en forfatter og gør det. Sådan var det for mig, selvom jeg ikke anede, hvad jeg gjorde.

Men for Suzanne Brøgger er revolutioner noget, der ofte kun varer et øjeblik.

Et par minutter efter er det hele størknet, og så er det blevet til noget helt andet end det, man havde forestillet sig. Det, der var åbent og queer i min bog, blev pludselig til en rigtig politisk feminisme, en bevægelse, der havde bestemte krav, og det blev til pornografi, som var en kæmpe industri og helt mainstream. Sådan var den lille pamflet ikke, den åbnede op for alle kønskategorier og tænkemåder.

Suzanne Preis Brøgger Zeruneith

Født 1944 i København. Har studeret russisk, hvor hun sideløbende med sine studier var korrespondent i Mellemøsten, Sovjetunionen og Vietnam. Indledte i 1973 sit forfatterskab med Fri os fra kærligheden, der blev oversat til over 20 sprog. Siden har hun skrevet mere end 30 bøger, blandt andet Creme fraiche, Jadekatten og Sølve. Er medlem af Det Danske Akademi, bestyrelsen for forlaget Gyldendal og Udenrigspolitisk Selskab. Har modtaget en række priser og æresbevisninger, deriblandt PH-prisen, De Gyldne Laurbær, Holberg Medaillen og Rungstedlundprisen. Gift med dr.phil., forfatter Keld Zeruneith og mor til en voksen datter.I denne serie taler vi med fremtrædende danske kunstnere om deres debutværk. Hvordan fik de idéen til det, hvordan ændrede værket historien, og ville de lave noget om i dag? Dette er den anden artikel i serien. Artiklerne kan læses på

k.dk/kultur