Katrine Marie Guldager: Man er mest åben, når man føler sig tom

Kærligheden kommer nemmest til dem, der har indset, at de er på spanden alene, mener Katrine Marie Guldager, der er aktuel med romanen ”Et rigtigt liv”

”Jeg følte mig også meget alene, da min far døde,” siger Katrine Marie Guldager, der er aktuel med en roman, der handler om en mand, der mister sin mor tidligt i livet. –
”Jeg følte mig også meget alene, da min far døde,” siger Katrine Marie Guldager, der er aktuel med en roman, der handler om en mand, der mister sin mor tidligt i livet. – Foto: Jens Welding Øllgaard

”Begravelsen fandt sted en forårsdag,” skriver Katrine Marie Guldalder i første linje af sin nye roman ”Et rigtigt liv” og sender dermed læseren direkte ind i den store livstragedie for romanens hovedperson Filip, som med forfatterens egne ord fra begyndelsen ”får begravet en del af sine muligheder i ungdommen”.

”Fordi hans mor dør så tidligt, får han nogle ekstra udfordringer, og så kommer man automatisk til at stille sig selv spørgsmålet, om man kan overvinde de sorger eller sår, man får i barndommen. Jeg tror, at vi alle sammen kan spørge os selv, om vi overvandt de udfordringer, vi har fået givet,” siger Katrine Marie Guldager og slår dermed et af romanens store temaer an.

Filip har ikke kun mistet sin mor på romanens første side, men også den vigtigste omsorgsperson i sit liv. For Filips karrierefar, Carsten, bruger derfra al sin energi på sit arbejde, Filips handicappede bror Christian og ikke mindst sin egen sorg, så der slet ikke er plads til Filips følelser, så han indkapsler omsorgssvigtet til en usynlig klump vrede, som alligevel siver ud til hans omgivelser gennem resten af romanen. Og sådan oplevede Katrine Marie Guldager også selv, at der var meget lidt plads til hendes egne følelser og sin egen sorg, efter hendes far døde i en togulykke, da hun var ung.

”Jeg følte mig også meget alene, da min far døde. Og jeg bruger altid mine egne erfaringer i mine romaner, men Filip har fået sit eget liv og reagerer på sin egen måde. Jeg føler for eksempel slet ikke, at jeg har fravalgt chancen for at lære mine børn at kende til fordel for karrieren. Men jeg tror, at han også er et portræt af et menneske, der ligner mange af os andre, der har ladet sig bruge lidt af andre, fordi vi håber, at der så er plads til os selv lidt længere nede ad vejen. Men er der så det? Eller ender vi med at stille os op i et hjørne i ensomhed?”, spørger Katrine Marie Guldager og peger på, at Filip gør, hvad han kan for at leve op til andres forventninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han kæmper til ære for både sin far, farfar og senere kone for at blive en succesfuld jurist, selvom det sommetider også sætter hans egen moral på spil. Men man kan bruge så meget af sit liv på at skabe rammerne om en god tilværelse, at de til sidst kan føles som en tom skal. Sådan går det også for Filip, som Katrine Marie Guldager følger, fra han som stor dreng mister sin mor i 1980’erne, til finanskrisen sætter alting i perspektiv i 2010.

Romanen fik forleden fem stjerner her i avisen, hvor Kristeligt Dagblads anmelder Svend Skriver roste Guldager for endnu en gang at tegne et troværdigt psykologisk billede af de svære familierelationer. For i romanen spørger hun mellem linjerne ikke kun om, hvad et rigtigt liv er, men også hvordan det påvirker et menneske at blive forsømt, selvom man udefra set ikke mangler noget. Og det gør Filip – udefra set – ikke. Han vokser op i en velhavende familie, hvor juristfarfaderen uden at blinke installerer ham i en fed lejlighed ved Søerne i København som belønning for også at gå juristvejen, mens farmoderen mener, at det er vigtigere at vælge den rigtige kone. Og det er også de store livsvalg, som Katrine Marie Guldager sætter fokus på med sin fortælling.

”Alle kender jo spørgsmålet, om man arbejder for at leve eller lever for at arbejde. Og Filip falder helt klart i den sidste grøft, hvor han arbejder for at få råd til et stort hus, så det bliver på en måde de ydre ting, der bliver de vigtigste, mens han måske glemmer de ting, der kunne give ham et meningsfuldt. Det er, som om han hele tiden lader sig bruge af andre. Han skal være faderens gulddreng, når han bruger så meget tid med Christian, og Filips kone, Cecilie, har brug for, at han tjener nogle penge, så hun kan opretholde det liv, hun er vant til. Så han bliver hele tiden brugt, mens han mister følelsen af at være elsket, og så begynder han at føle sig ensom og føle, at det hele er meningsløst.”

På den måde spejler romanen også Prædikerens Bog i Bibelen, der ifølge traditionen er tillagt den rige kong Salomo, som alligevel erkender, at ”alt er tomhed og jagen efter vind”. For det meningsfulde liv ligger ikke altid i det, der ser godt ud udefra, mener Katrine Marie Guldager:

”Det er svært at sige, hvad ’et rigtigt liv’ er, for det kan jo være meget forskelligt fra menneske til menneske. For nogle er det rigtigt ikke at få børn, for andre er det rigtigt. Men jeg tror ikke, at man blive rigtig lykkelig, hvis man føler sig alene. For Filip er det svært at lukke nogen ind i livet, før han føler sig helt tom. Og jeg tror faktisk også, at kærligheden kommer nemmest til folk, der erkender, at de er på spanden alene. Sådan havde jeg det selv. Jeg gik i mange år og var single uden at vide, om kærligheden kom til mig, men da jeg fandt min mand, var jeg også afklaret nok til at vide, at jeg havde brug for andre end mig selv.”

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen på