Man får lyst til at rejse til Færøerne med denne livskraftige roman som rejsekammerat

Siri Ranva Hjelm Jacobsen debuterer med en poetisk roman om Færøerne. Man får lyst til at rejse til Nordatlanten

Den sydligste ø Suduroy på Færøerne.
Den sydligste ø Suduroy på Færøerne. Foto: Liselotte Sabroe.

Det er et langt forfatternavn og en kort romantitel, der mødes i Siri Ranva Hjelm Jacobsens debutroman ”Ø”. Om navnet signalerer noget færøsk, skal jeg ikke kunne sige, men titelbogstavet ”Ø” henviser blandt andet til den lille øgruppe i Nordatlanten. Det peger desuden på den via Hemingway formidlede sentens om, at ”intet menneske er en ø”, og endelig på Ithaka, den ø, sagnhelten Odysseus omsider nåede hjem til i Homers gamle epos.

Romanens fortæller synes at have en del tilfælles med forfatteren, selvom det i og for sig er underordnet. Hun er født i Danmark, på Rigshospitalet, og hendes mor har levet hele sit liv i Danmark, men hendes mormor er færøsk og rejste som ung til Danmark for at blive forenet med sin forlovede, der var rejst i forvejen.

Den navnløse jegfortæller længes hjem. Hvad dette hjem består i, og ikke mindst hvor det befinder sig, er faktisk det spørgsmål, hele romanen forsøger at besvare.

Hvis ikke fortællerens mormor var rejst til Danmark dengang, så ville meget i barnebarnets livshistorie havde været anderledes. I så fald var fortælleren, som hun selv siger, ”vokset op med en bedre udsigt, mere grønt, mere Jesus, færre lesbiske, mange får, ingen patologisk hjemve”. Det sidste er tydeligvis det vigtigste.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har komponeret sin roman, så den veksler mellem en indlevet genfortælling af henholdsvis hendes egen rejse ”hjem” til Færøerne og hendes mormors rejse til datidens Danmark. Rejsen til Færøerne foretages sammen med hendes forældre, og om moderen hedder det: ”Så snart mor kom herop, fik hun adgang til en udvidet hukommelse, dybere og mere farvestærk end hendes egen, indlejret i alting. Slægtsbrønden.”

Den typiske færøske familie er betydeligt større end den typiske danske familie, og det giver fortælleren anledning til at dvæle ved alle familiens talrige historier og skæbneanekdoter. Denne rigdom på menneskeskæbner i flere generationsled kommer lidt efter lidt til at fremtræde som en metafor for den færøske øgruppe: ”Ingen ø er en ø,” siger fortællerens mormor et sted. Af samme årsag kan man godt fare en smule vild mellem alle ”menneskeøerne”, hvis ikke man holder tungen lige i munden.

Fortælleren kredser uafladeligt om hjemlængslen, og som en parallel til fortællerens egen historie læser hun Homers ”Odysseen” sammen med sin morfar: ”Når abben læste højt, var det i virkeligheden en uendeligt blufærdig dialog. Hans hjemlængsel stod mellem linjerne.” Senere i romanen siger hun ligeud, at morfaderen kun følte sig hjemme, når han sang en færøsk folkevise og trådte rundt i kædedansen, det vil sige gjorde sig til ét med kunsten.

Det er muligt at se en sammenhæng mellem morfaderens omtalte glæde ved kunsten og forfatterens uudtalte fornemmelse af at finde hjem i skriften. Hvis Siri Ranva Hjelm Jacobsen virkelig føler sig hjemme i sin skrift, er det kun godt, for hendes poetiske, men aldrig sødladne indlevelse i natur, mennesker og skæbne, er afgjort berigende. Som læser får man uvilkårligt lyst til at rejse af sted til Færøerne med denne livskraftige roman som rejsekammerat.