Den 55-årige forfatter og filminstruktør Nina Grünfeld får et chok, da hun under eftersøgningen af sin farmor, Frida, støder på en liste over gassede jøder fra kz-lejren Ravensbrück.
Som nummer 480 figurerer Frida Grünfeld. Forfatteren tolker det som et vink fra det hinsides:
”Min farmor har sendt mig en historie, hvor hun sagde: ’Nu du endelig har fundet mig, fortæl da min historie’.”
Og det er det, Nina Grünfeld gør i ”Frida”. Desværre handler bogen lige så meget om de vanskeligheder, der er forbundet hermed.
Frida Grünfeld blev født i det nuværende Slovakiet, og hendes navn dukker første gang op i en politisag fra foråret 1931. Det er dog kun en lille del af den 22-årige kvindes vanskeligheder. Frida er tillige prostitueret og gravid. Hun stammer fra en ortodoks jødisk familie, og det er også den jødiske menighed, der formidler kontakten til en plejefamilie for sønnen Berthold.
Berthold er Ninas far, og far og datter forfølger de spinkle spor efter Frida. De fleste ender blindt. Opgaven er også vanskelig. Der eksisterer end ikke et foto af Frida, som sideløbende med prostitutionen udviklede et stort alkoholmisbrug. Derfor giver store dele af bogen sig af med gisninger:
”Tilværelsen må have virket uudholdelig. Frida må havde været usigeligt træt, både psykisk og fysisk.”
Og lidt senere forsøger forfatteren sig ligefrem med en fjerndiagnose:
”I dag ville hun måske være blevet diagnosticeret med ADHD. Eller var det en personlighedsforstyrrelse?”
Ja, det er ikke til at sige, for Nina Grünfeld fremsætter formodninger på et meget spinkelt grundlag, alt imens hun beskriver tiden op til og under Anden Verdenskrig, hvor Frida hutler sig igennem, indtil hun bliver sendt til Auschwitz. Senere ender hun i kvindelejren Ravensbrück, hvor forfatteren forestiller sig, at Frida har været et opmuntrende bekendtskab for de andre kvindelige fanger:
”Frida må have haft et hav af anekdoter at fortælle. Hvis hun trak det værste fra og forskønnede det bedste, kunne hun måske underholde eller ligefrem tryllebinde de andre kvinder.”
Reelt ved forfatteren dog intet om, hvordan Fridas tid i koncentrationslejrene Auschwitz og Ravensbrück forløb. Sikkert er det dog, at Frida en måned før Det Tredje Riges sammenbrud blev gasset i lejren Mittwerda.
Bertholds plejeforældre havde i mellemtiden fået ham til Norge og med nød og næppe undslap han holocaust. Berthold blev siden en anerkendt læge, der i tanker og samtaler ofte vendte tilbage til sin mor – ”og jo mere han sagde, jo mere tog hun form som modstandskvinde”.
Men det var Frida netop ikke. Og selvom man forstår Nina Grünfelds fascination af sin farmors skæbne, skulle hun have satset på en dokumentarroman i stedet for på undersøgende journalistik. På den måde kunne forfatteren være forblevet loyal over for grundfortællingen og samtidig have givet hovedpersonen en anderledes tydelig profil.