Prøv avisen
Anmeldelse

Flere suveræne indfald i Svend Åge Madsen-bog

4 stjerner
Arkivfoto. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

At læse Svend Åge Madsens ”Enden på tragedie” er som at se den nybrydende britiske nær-fremtids-tv-serie ”Black Mirror”. Eller også er det omvendt

Et af Svend Åge Madsens hovedværker hedder ”At fortælle menneskene”, og det kan siges også at være et hovedmotiv i hans nye roman ”Enden på tragedie”, som faktisk både består af en roman og 14 noveller, der skal læses én for én indføjet i romanens forløb. Det giver den særlige effekt, at man aldrig helt ved, hvor langt man egentlig er i bogen. I det hele taget komplicerer Madsen den lineære plotudvikling med svimlende labyrintiske tilbageløb.

Hvor meget er et menneske bestemt af det, det altid har fået at vide om sig selv? Kan man forandre et menneske, hvis nu dets hukommelse er blevet udvisket, og man derefter fortæller det en ”alternativ” historie om, hvordan det var førhen? Eller hvis to nu skal spille forelskede i hinanden, for at en tredje kan vinde et væddemål, er der så en habil chance for, at de to faktisk bliver forelskede, fordi ordet skaber, hvad det nævner, og en ”performance” kan producere en virkelighed? Og er menneskeslægten på det samfundsmæssige makroplan dybt præget af myter, religion og store fortællinger, som postmodernisterne kaldte det, således at man også kan omprogrammere menneskeheden ved at fortælle den på en anden måde?

Store dele af Svend Åge Madsens forfatterskab kan karakteriseres som fantastik med et science fiction-agtigt anstrøg. På en måde har det altid haft sin helt egen signatur, men det er alligevel, som om både finlitteraturen og populærkulturen har nærmet sig Madsen gennem årene: Jeg tænkte både på Peter Høeg og Kaspar Colling Nielsen under læsningen, men jeg tænkte også på en engelsk nær-fremtids-tv-serie som ”Black Mirror”, der laver små – oplagte, uhyggelige, chokerende – fremskrivninger af teknologiske udviklinger og politiske forhold, der er karakteristiske for vor tid. Madsen var der først, kan man roligt sige, men det er også tydeligt, at Madsen omvendt er meget samtidsbevidst i sin nye roman.

Terrorisme og religiøse konflikter fylder en del i romanens bagtæppe. Muslimske og kristne grupper prøver at tage livet af hinanden over hele verden, også i Skolegade i Aarhus i en stærk indledningsscene. Der løber en understrøm af religionskritik gennem romanen, bogstaveligt talt i form af små ”kluk” (en slags Twitter-beskeder, man som hovedpersonen kan abonnere på, så man hver dag får en dosis religionskritik).

Religion er både latterligt og samtidig roden til alt ondt. Det er ikke et superbegavet syn på religion, og romanens teknologiske fantasier er noget mere spændende: Tænk, hvor opmærksom man kunne optræde, hvis man kunne lagre alle sine erindringer på en ekstern harddisk, som man altid kunne aktivere i en given situation. Tænk, hvis man kunne se fortidige begivenheder ved at sænke lysets hastighed. Eller i den makabre ende: Tænk, hvis nogen fandt på et reality-show, hvor et ægtepar kan vinde den store gevinst eller fortabe den enes liv, gys!

Plottet er, at romanens hovedperson og jegfortæller, evighedsstudenten Jonatan Tidebon, ikke kan få skrevet sit speciale og da også meget hellere vil være forfatter. Han har imidlertid svært ved at sætte sig i andres sted. Heldigvis kommer han i kontakt med et lidt ejendommeligt forskermiljø, der eksperimenterer med virtual spirituality, hvor man med hjælp af et hormon får lejlighed til bogstaveligt talt at prøve at være et andet menneske, det vil sige en meget bogstavelig realisering af det, mange netop betragter som litteraturens og romanens force: at kunne bebo et andet menneskes, en fiktiv persons, bevidsthed. Her er der blot tale om virkelige personer. Jonatan kommer i en form for trance, når han indtager stoffet, og når han vågner op igen, har han med automatskrift (en hilsen til de gode gamle surrealister) begået en novelle, der afspejler en erindring, et livsudsnit, hos den person han havde besluttet at ville leve sig ind i.

Bogen står for mig at se stærkest i de enkelte noveller med deres lokale og vilde greb på virkeligheden, og måske skulle Madsen have rendyrket denne ”antologiske” form på samme måde, som ”Black Mirror” kører med små afrundende historier. Bortset fra den indledende terror-scene i Skolegade har han svært ved at få liv i romandelen. Måske er Deres anmelder for primitiv en læser med en evig hang til sammenhæng og identifikation, men jeg havde i perioder svært ved at skelne personerne fra hinanden og orientere mig i handlingsgangen. Den fjerde stjerne får fødselsdagsforfatteren derfor for de mange suveræne indfald, der kan overskygge selv de fermeste manuskriptforfatteres indsats i tv-seriernes nye guldalder.

Læs interview med Svend Åge Madsen i avisen i morgen.