Det er ikke kun Stalin, der ligger hensovende på scenen under store dele af første akt. Selv fristes man også til at tage sig en blunder, ligesom komikken virker lettere livløs fra begyndelsen. Det er derfor ikke uden medfølelse, at man overværer de stakkels skuespilleres stadig mere skingre forsøg på at piske liv i det tunge manuskript og den rådvilde iscenesættelse af "Stalins død" på Nørrebro Teater i København.
Stykket er baseret på den prisbelønnede film "The Death of Stalin" fra 2017, som igen er inspireret af den franske tegneserie "La Mort de Staline" fra 2010-2012. Versioneringen til scenen skriver sig således ind i Nørrebro Teaters generelt succesfulde linje af satiriske og magtkritiske livtag med Ibsen, Kafka, Gogol, Chaplin og Tjekhov under credoet "morskab med mening". Det er da også en yndet disciplin at udstille magthavernes hykleri gennem satirens kunst, sådan som Nørrebroscenen har gjort det til sit dna gennem de senere år.
Lutter gode forudsætninger altså, men her kuldsejler projektet desværre. Årsagerne er mangfoldige. Politisk satire stiller store krav til timing, skarphed, rytme, repliklevering og skuespillernes samspil. Her halter det de fleste steder. Først og fremmest bakser man med et monstrum af et manuskript, der med fordel kunne være skåret betragteligt til i såvel længde som i ligegyldige sidehistorier og bikarakterer uden betydning.
Fortællingen er ellers enkel nok. Det handler, som titlen røber, om den sovjetiske generalsekretær Josef Stalins død i 1953 og den efterfølgende forvirring og magtkamp i Kreml, som dødsfaldet udløste. Vi kender medlemmerne af kommunistpartiets eksekutivkomité – af navn i hvert fald, og det er blandt disse mere eller mindre anløbne personer, at intrigen udspiller sig. Rænkespil, politiske studehandler og alliancer på kryds og tværs er handlingens omdrejningspunkt, der dog aldrig synes at finde en egentlig retning.
Den oplagte korruptionskritik fortaber sig i en konstant folkekomisk keglen rundt på scenen, falde-på-halen-indfald og ordspil af den helt udtrådte "Hr. Medister"-slags. Trods den forholdsvist hidsige omkringfaren er der en bemærkelsesværdig monotoni i mange af scenerne. Igen og igen slås det fast, at disse demoraliserede politikere, medløbere og rygklappere altså er det virkelige livs klovne. Når denne pointe er feset ind, er der dog knapt så meget at komme efter.
Vicky Berlin har af uransagelige grunde fået den bærende rolle som Nikita Khrusjtjov, hvilket hun hverken synes at have dramatisk pondus eller komisk overskud til. I hvert fald ikke i denne forestilling. Hendes Khrusjtjov forbliver en bleg skitse af det magtbegærlige menneske, hvis psykologi sagtens kunne være foldet rigtig morsomt ud.
Så går det straks bedre for Andreas Jebro i skiftende roller, men mest fremtrædende som militærchefen marskal Sjukov. Her kommer Jebros sans for barok kropskomik ham til gode og tilfører forestillingen en klædelig absurdisme og et vanvid, man ellers savner. Anders Mossling er sikkert sjov i rollen som Stalins umiddelbare efterfølger, kujonen Malenkov. Det er ikke til at sige, for halvdelen af tiden er det umuligt at forstå, hvad han siger, på grund af en udtalt svensk accent.
Det havde givetvis været nemmere, hvis han havde holdt sig til det svenske i stedet for denne hakkende dansk-svenske bastard. Isa Marie Henningsen og Solvej Sonne Horn trisser anonymt og rådvilde rundt i herretøj og ligner vildfarne fra en revy, mens Thomas Mørk gør lidt mere væsen af sig som skiftevis den hjernevaskede Molotov, en forfærdet livlæge og en knap så lille pige med ankelsokker.
Gennemgående er problemet dog, at ingen rigtig synes at spille sammen. End ikke samme frekvens spilles der på. Mens nogle er med i en revysketch, spiller andre eksistentielt kammerspil og atter andre absurd teater. Det hele kulminerer i en slags råbekonkurrence, hvor ingen hører hinanden. Hvis "Stalins død" skulle fungere som satirisk indpisker i dag, kræver det en klarere dramaturgisk linje og et ensemblespil, der virkelig tørrer gulv med salen. Her har Nicolei Fabers iscenesættelse desværre ingen af delene.
Stalins død. Iscenesættelse og instruktion: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Franciska Zahle. Koreograf: Kasper Ravnhøj. Nørrebro Teater i København. Spiller til den 1. april