Man gjorde en forfatter fortræd – i denne dokumentar gør man det igen

Det giver god mening, når dokumentaren "Loving Highsmith" fokuserer på forfatteren Patricia Highsmiths seksualitet. Men det forsimpler hende også unødigt

Nu om dage får homoseksuelle lov at færdes i lyset – i hvert fald i en vis udstrækning og i hvert fald i den vestlige verden. Så er der pludselig mulighed for at trække alt det frem, som forfatter Patricia Highsmith måtte gemme væk i løbet af sit liv.
Nu om dage får homoseksuelle lov at færdes i lyset – i hvert fald i en vis udstrækning og i hvert fald i den vestlige verden. Så er der pludselig mulighed for at trække alt det frem, som forfatter Patricia Highsmith måtte gemme væk i løbet af sit liv. . Foto: Rolf Tietgens, courtesy of Keith De Lellis.

"At skrive er naturligvis en erstatning for det liv, jeg ikke kan leve," fastslog forfatteren Patricia Highsmith (1921-1995) engang. De fleste andre forfattere eller kunstnere vil formentlig sige noget tilsvarende. Kunstnere supplerer, udbygger, destillerer, tilpasser, konkretiserer, forbedrer eller forandrer jo deres liv. I en eller anden forstand.

Men den tyske filminstruktør Eva Vitija er ikke i tvivl om, at Highsmith mente noget helt bestemt med de ord. Den amerikanske forfatter, der skrev klassikere som "Strangers on a Train" og "The Talented Mr. Ripley", måtte fortælle historier for at kontrollere sine plageånder. Først og fremmest omverdenens syn på hendes homoseksualitet.

Det er det altoverskyggende tema i Vitijas dokumentar "Loving Highsmith". Den består i høj grad af vidneberetninger fra de kvinder, der elskede Highsmith. Dem er der nogle stykker af – for "det var nemt at elske Patricia", som det bliver sagt i begyndelsen af filmen. Det bliver til gengæld ikke præciseret, hvorfor det var så nemt at elske Patricia Highsmith. Til gengæld er der ikke nogen tvivl om, at Eva Vitija har forelsket sig i tanken om at bygge en film op omkring de kvinder, der forelskede sig i forfatteren.

Det giver god mening, eftersom Highsmith – som alle andre homoseksuelle – måtte gemme sin seksualitet i mørket i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne. Et tilbagevendende element i Vitijas dokumentar er romanen "The Price of Salt", som Todd Haynes filmatiserede som "Carol" med stor succes i 2015. Highsmith udgav sin roman om lesbisk kærlighed i 1952, men under pseudonymet Claire Morgan. Havde hun udsendt den i eget navn, havde den knust hendes karriere, inden den var kommet i gang. Det var faktisk lige rigeligt kontroversielt, at romanens forhold ikke havde en ulykkelig slutning. Dengang blev det opfattet som en uskreven regel, at mindst den ene part i et fiktivt homoseksuelt forhold begik selvmord til sidst.

Nu om dage får homoseksuelle lov at færdes i lyset – i hvert fald i en vis udstrækning og i hvert fald i den vestlige verden. Så er der pludselig mulighed for at trække alt det frem, som Highsmith måtte gemme væk i løbet af sit liv. Det benytter Eva Vitija sig af. Paradoksalt nok også så meget, at Highsmiths karriere bliver decimeret til netop citatet: "At skrive er naturligvis en erstatning for det liv, jeg ikke kan leve." Næsten hele Highsmiths forfatterskab bliver forklaret som en udløber af hendes seksualitet og af den meget lidt kærlige mor.

Der er uden tvivl noget om snakken. "Hendes mor var en bitch," som en af de tidligere kærester, Marijane Meaker, slår fast. Filmen indeholder rigeligt med vidnesbyrd om brutaliteten hos moderen, der tvang unge Patricia til at kæreste med en ung mand, hvorefter Patricia med væmmelse konstaterede, at "at kysse en dreng er som at falde ned i en spand med østers" og "samleje er som at få skrubbet ståluld i ansigtet". Moderen afskyede i øvrigt homoseksuelle så meget, at hun afslørede sin datter som forfatter til "The Price of Salt".

Omverdenens opfattelse af Highsmith havde naturligvis en slagside, da hendes seksualitet blev gemt væk. Men den har blot fået en ny med Eva Vitijas dokumentar. Highsmith var tydeligvis et menneske med mange modsatstridende facetter. Hvorfor endte hun med at hade jøder så meget, at hun omtalte holocaust som "semicaust", fordi det kun lykkedes nazisterne delvist at gennemføre deres planer? Hvorfor var flere af hendes elskerinder og kærester alligevel jøder? Og hvorfor var "skyld eller fraværet af skyld" et tilbagevendende tema i hendes romaner, som hun selv slår fast undervejs?

Der er ingen tvivl om, at det fortæller rigtig meget om Highsmith og hendes forfatterskab, at hun måtte skjule sin seksualitet. Men det fremgår også mellem billederne i "Loving Highsmith", at hun var et vildtvoksende og sammensat menneske, som ikke kan være i så lille en kasse, som Eva Vitija har konstrueret til hende.

Loving Highsmith. Instruktion: Eva Vitija. Manus: Eva Vitija. Kamera: Siri Klug. 83 minutter. Schweiz/Tyskland. 2022. Spiller i udvalgte biografer.