Det er ikke altid til at sige, hvad det er, der får film til at leve og lyse. Men når de ikke gør det, når de virker stive og svage, er det anderledes let.
Tag bare filmatiseringen af Delia Owens’ bestsellerroman “Hvor flodkrebsene synger”, som slet ikke fungerer. Og dét selvom hollywoodskuespiller og producer Reese Witherspoon læste romanen og tænkte, at der var en god film i den. Hvilket der sikkert også er. Bare ikke når den som her fortælles af manuskriptforfatter Lucy Alibar og instruktør Olivia Newman.
Kya bliver som barn forladt af sin mor og siden af sine fire ældre søskende. De flygter fra en voldelig mand og far, og Kya bor derefter alene med ham dybt inde i den amerikanske delstat North Carolinas marsk. Men da han efter nogle år også forsvinder, er hun overladt til sig selv i hytten og i naturen, og inde i byen bliver hun kendt som “marskpigen” med det beskidte ansigt og de mudrede fødder. Hun gør et enkelt forsøg på at gå i skole, men mobbes tilbage til marsken og dens dyr, som hun studerer og tegner.
Årene går, og da Kya er blevet en smuk ung kvinde, tiltrækkes to mænd af hende. Den ene god, den anden anløben. Og da den anløbne mand en dag findes død i marsken, anklages Kya for mord. Outsideren, der er så nem at dæmonisere og straffe.
Hvem der begik mordet, er spændingsmotoren i filmen, og Kya fortæller sin historie til sin advokat i cellen, hvor hun venter på at komme for retten. Men det er sandelig ikke nogen mundtlig fortællerstemme, der løber gennem de 125 minutter, men en skrevet, formfuldendt stemme. Ingen taler, som Kya gør – da slet ikke et menneske, som har levet alene i så mange år – og det er bare ét af flere forhold, som forstyrrer filmoplevelsen.
Et andet er en undren over, hvorfor Kyas elskede mor forlod hende og sine fire øvrige børn. Hvorfor hun ikke tog dem med den tidlige morgen. Et tredje, hvordan den brutale far øjeblikkeligt brænder et brev fra moderen, men siden viser sig at have svaret på det. Afsenderadressen kunne han åbenbart gætte sig til.
Men værre er det, at Daisy Edgar-Jones, som var strålende i HBO Max-serien “Normal People”, er aldeles utroværdig som den unge udstødte kvinde i marsken. Hun er for pæn, for ren, for velklædt og er – som om det ikke var galt nok – placeret i en fortælling, der foretager det ene klodsede tidsspring efter det andet.
Hvem morderen er, skal ikke røbes her, men det skal bare siges, at afviklingen af gåden er håbløs. Lidt godt er der dog at sige om filmen. David Strathairn er – som altid – god som den milde advokat, og Taylor John Smith spiller den sympatiske bejler Tate med sødme og smerte. Fotograf Polly Morgan gør også et fint arbejde, og billederne af North Carolinas marskland er indimellem sugende smukke og på sin egen måde et forsvar for naturen, som civilisationen ødelægger med hoteller, parkeringspladser og strandpromenader.
Det er bare ikke nok til at redde “Hvor flodkrebsene synger” fra at falde sammen under sin egen vægt, og synes man, historien om Kya lyder interessant, er det bogen, man skal opsøge. Bestemt ikke filmen.
Hvor flodkrebsene synger. Instruktør: Olivia Newman. Medvirkende: Daisy Edgar-Jones, David Strathairn, Harris Dickinson. Spilletid: 125 minutter. Premiere i dag over hele landet.