Merete Pryds Helle er tilbage med ny, stærk roman

Merete Pryds Helle er tilbage med ny, stærk roman i forlængelse af succesen med ”Folkets skønhed”. ”Vi kunne alt” udfolder et problematisk pigeliv i en dysfunktionel familie i de knap så glade 1970’ere

Merete Pryds Helle er tilbage med ny, stærk roman

Merete Pryds Helle fik sit publikumsmæssige gennembrud med romanen ”Folkets skønhed”. Den har ligget på bestsellerlisterne i et par år nu. Den indbragte hende også De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris, så det har ikke skortet på anerkendelse. Har man fulgt Pryds Helle gennem hele forfatterskabet, så er det ikke underligt, at hun efter forsøg med alt fra sms-noveller til en moderne Romeo og Julie-historie også har kastet sig over slægtsromanen. Hun har været konstant i bevægelse.

Hvad der kan undre, er den enorme læserinteresse for netop den roman. Hvad var det lige, hun ramte hos læserne? Måske var det almindeligheden, der kom så fint til orde, at læserne gerne ville læse endnu en familiehistorie om opbruddet fra provinsen og det store farvel til en landlig livsform.

Nu følger hun så op på ”Folkets skønhed” med en selvstændig fortsættelse, der tager fat dér, hvor familien er flyttet ind i det spritnye parcelhuskvarter i forstaden Værløse engang i 1960’erne. I romanen ”Vi kunne alt” bliver familien Pryds nabo til dét, vi i dag vil kalde en dysfunktionel familie. Det er denne familie, romanen handler om, og i centrum står pigen Merle. Man følger hende, fra hun er 11 år, til hun er 15 år, og tiden er første halvdel af 1970’erne.

Merle er en intelligent pige med talent for tal og naturvidenskab. Men hun bliver mobbet i skolen, blandt andet fordi hun er halvt grønlænder. Hendes mor er grønlandsk, hendes far er dansk. Moderen har sklerose, og sygdommen udvikler sig med tiden kun til det værre. Hun kan dårligt gå, tisser i bukserne og må hjælpes af børn og mand. Hun truer konstant med at ville hænge sig. Det sætter sit præg på familien.

Faderen slår om sig i frustration og finder andre kvinder, så familien hele tiden er på opløsningens rand. Nogle gange går det så voldsomt for sig, at det bliver tragikomisk, som når faderen ser fasteren som aktivist i Solvognens happening ved Rebildfesten. Han ser det på deres splinternye tv, som han i affekt smadrer med kaffekanden.

Bedsteforældrene tager sig lidt af Merle, men bedstemor drikker, ligesom fasteren, der lever et udskejende liv og er imod al borgerlighed. Merle har også en storesøster, men de to er ikke hinanden til megen hjælp. Så ensomheden er stor i familien, hvor Merle aldrig føler sig rigtig elsket.

Sådan set er det den rene elendighed. De anstrengte familievilkår bliver da også i længden fatale for søstrene. Merle, der er på vej ind i puberteten, har desuden sit køn at bakse med oven i alt det andet. Det er levende og tæt beskrevet.

Familiedramaet udspiller sig i en historisk ramme, som Pryds Helle har gjort meget ud af. Især i begyndelsen af romanen minder det om en vandring på Arbejdermuseet i København. Alle tingene er af de rette mærker og står så at sige på deres rigtige plads. Der drikkes O’boy og spises Mariekiks. Man ligger topløs på stranden, og faster ryger pot. Volvoen står i carporten, drengene kører tunet Puch, Centrum-demokraterne og Fremskridtspartiet agerer i kulissen, og Pink Floyd spiller i baggrunden.

Efter min mening bliver det alt for meget og alt for demonstrativt, men det tynder heldigvis ud og bliver bedre proportioneret efterhånden. Jo mere Merles historier tager fart, jo bedre og mere gribende bliver romanen. ”Vi kunne alt”, men de fik ikke lov. Og dog toner bogen ud i en slags happy ending, så læseren til sidst kan løfte øjnene fra bogen uden helt at fortvivle.

Pudsigt er det i den sammenhæng, at Pryds Helle helt springer oliekrisen og den begyndende nedtur oven på de glade 1960’ere over. Men netop det er selvfølgelig også beskrevet så ofte i andre bøger. Og så er det et tegn på, at den lille historie ikke bare går op i den store og er en afspejling af den. Krisen i familien er ikke blot en effekt af samfundets generelle krise. Det er godt, at romanen ikke henfalder til den slags mekaniske historieopfattelse.

Et påfaldende træk ved Pryds Helles roman er sproget. Det vrimler med sammenligninger, metaforer og symboler, så det også her er ved at blive for meget af det gode – og dårlige. Det er ikke altid, at sammenligningerne er særlig oplysende, men ofte står de stærkt. Merles mor siger for eksempel, at fortiden samler sig som is bag os: ”Vi kan gå på den, men vi kan ikke trænge ind i den og lave den om.”

De sammenligninger, der ikke kan tilskrives personerne, står nogle gange helt i vejen og virker som bump i fremstillingen. De fungerer da som en slags fremmedgørelseseffekt, der bevirker, at den rørende og oprivende historie ikke bliver til en ren socialrealistisk tåreperser. Sammenligningerne afspejler nemlig ikke nødvendigvis den måde, som personerne opfatter situationen på, men er udtryk for en ”fremmed” bevidsthed. De er så at sige Pryds Helles gennemgående vandmærke i fortællingen.

Historien bliver aldrig helt Merles, fordi den er fortalt med en andens stemme. Karakteristisk nok ender romanen med, at fokus er på Merete. Det åbner også for en mulig fortsættelse af romanen. Skal vi næste gang have Merete Pryds Helles selvbiografiske roman om sit liv som kunstner?

Når disse forbehold er taget, skal det også siges, at ”Vi kunne alt” er en gribende og rørende historie, der bliver stærkere og stærkere, jo mere den folder sig ud. Dens motiv – ”man gjorde et barn fortræd” – er velkendt, men bringes autentisk til live, så det atter en gang bliver oprørende at læse om børn og unge, der mistrives.