Man gjorde et barn fortræd

Var der plads til børnene i 68’ernes utopi om et andet samfund? Det er et af de spørgsmål, Anne Bitsch stiller i sin tankevækkende bog, der tegner et klogt portræt af en mor, hendes datter og deres tid

Man gjorde et barn fortræd

Man skal ikke skue hunden på hårene, som man siger på dansk. Eller på engelsk: ”Don’t judge a book by its cover”. Og det gælder i den grad for Anne Bitschs ”Går du nu, er du ikke længere min datter”, hvis indhold heldigvis er langt mere vellykket end både omslag og opsætning.

Så det skal man ikke lade sig skræmme af, selvom det ligger snublende nær at gøre, for det er vitterlig ikke nogen smuk bog. Men den norske modtager af Kritikerprisen 2017 for bedste sagprosabog tegner ikke desto mindre et meget fint portræt af en mor og hendes datter og af den tid, som de begge blev rundet af.

Anne Bitsch er dansk, men bosat i Norge, hvor hendes bog oprindeligt udkom. Hun har en doktorgrad i samfundsgeografi, har arbejdet med menneskerettigheder, køn og seksuel vold og er forfatter til flere bøger, hvoraf denne er hendes seneste. Og den rammer lige ned i tidens andre stærke skildringer af børns problematiske forhold til mødre – Leonora Christina Skov, Peter Øvig Knudsen, franske Delphine de Vigan, amerikanske Elizabeth Strout – eller mødres problematiske forhold til børn som i Kirsten Thorups ”Erindring om kærligheden”.

Bogen tager, som Peter Øvig Knudsens ”Min mor var besat”, afsæt i moderens begravelse, hvor begge forfattere oplever en manglende sorg, som ikke kan andet end at mane til eftertanke. Anne Bitsch skriver sig derfra tilbage til sin mors konventionelle proletar-barndom, til ungdommen, der var rundet af opgøret med 1950’erne og 1960’ernes normer, ikke mindst når det gjaldt familieliv, køn og seksualitet, til hendes klasserejse, der via Femølejr, universitet og alternative familieformer endte brat, da hun som 58-årig dør efter at have levet et hårdt liv med for mange uforløste drømme og alt for meget alkohol.

Det er en dokumentarisk fortælling, som Anne Bitsch, født 1976, har skrevet, hvor hun dels vil fortælle, hvordan det var at være det lille voksne barn i en familie, der faldt fra hinanden, uden at nogen reagerede, hvor psykisk ustabilitet, druk, anklager, svigt samt verbale såvel som fysiske (og seksuelle) overgreb hørte til dagens orden, og dels vil hun nærme sig en analyse af det omgivende samfund.

Det private er politisk hos Anne Bitsch, der helt bogstaveligt talt rejser i sin mors fodspor, forlader sig på sin egen hukommelse, på sin mors breve, på hendes dagbøger, på sagsakter og samtaler med de mennesker, der stod hende nær. Således blander den lille personlige historie sig med den store, og det greb kommer forfatteren heldigt fra, om end man altid kan diskutere, hvorvidt doseringen af den grundige research er lidt vel rigelig; om moderen forsvinder i samfundsskildringen, eller om den er forudsætningen for det menneske, hun endte med at blive – og om den voksne forfatters blik på egen barndom trods alt bliver for skematisk. Men det ændrer ikke ved, at Anne Bitschs forsøg på at skildre sin mors historie så retfærdigt, som det er hende muligt, står tilbage som et vellykket opgør med en usund tavshedskultur og som et fornemt forsøg på at nå til en form for tilgivelse og ikke mindst forståelse af, hvad man er rundet af, og hvordan man er blevet til den, man er.

Anne Bitsch. Går du nu, er du ikke længere min datter. På dansk ved Line Beck Rasmussen. 305 sider. 249,95 kroner. Staarup & Co.