Prøv avisen
Interview

Morten Søndergaard: Man har fat i noget, når man giver slip

Sprog kan både leve og dø, mener digteren Morten Søndergaard, som har indrettet en metaforkirkegård som en del af sin udstilling ”Sproghospitalet” på Sorø Kunstmuseum. – Foto: Leif Tuxen

Digteren Morten Søndergaard er aktuel med både digtsamlingen ”Journal 2019” og den store udstilling ”Sproghospitalet” på Sorø Kunstmuseum. Begge dele er en undersøgelse af sprog, barndom og det levende forhold mellem ord og ting

Nogle sætninger fortjener at dø. For eksempel ”Kill your darlings”, som nu er endt på en metaforkirkegård uden for Sorø Kunstmuseum, hvor en række slidte udtryk som ”Hav en fortsat god dag”, ”Tiden læger alle sår” og ”Smid mig en mail” er mejslet ind i marmorplader som gravsten på museumsvæggen.

Andre sætninger bør reddes, så de er endt på udstillingen ”Sproghospitalet” i museets underetage, der i øjeblikket er indrettet som et helt sygehus med blandt andet venteværelse, depot, fødestue, operationsstue og intensiv afdeling, som tager sproget i behandling. I flere af rummene hænger gammeldags røntgenlyskasser, der ikke viser billeder af et menneskes skelet, men af en sætning, der måske er syg, men ved første øjekast bestemt ikke fejler noget.

”Intet er nok”, står der for eksempel med gennemlyste bogstaver i det hospitalsrum, der bliver kaldt ”Min fars hjerne”. Herinde i ”Min fars hjerne” kan man også læse håndskrevne digte, der er skrevet på hjernediagrampapir, mens en lang, maskinskrevet tekst af digteren Rainer Maria Rilke hænger på væggen som en udskrift fra en medicinbog. Men ellers er det korte sætninger som ”Hvordan har du det?” (i undersøgelseslokalet) og ”Det skal nok gå” (i operations- stuen), der møder de besøgende på ”Sproghospitalet”.

Det er digteren Morten Søndergaard, der sammen med Sorø Kunstmuseums kuratorer Helle Brøns og Annesofie Becker har indrettet rummene, og det er også ham, man møder i fuld figur iført lægekittel via en videohilsen ved indgangen til udstillingen, hvor han indbyder de besøgende til selv at vurdere, om sproget er sygt eller sundt derinde. Men selv mener han, at ord er som medicin i mere end en forstand.

”Ordet ’farmacon’ betyder faktisk både kur og gift, og det mærkelige er, at man sommetider netop bruger gift til at kurere mennesker. Når kræftpatienter for eksempel får kemoterapi, får de jo gift sprøjtet ind i kroppen for at få det bedre. På græsk har ordet endnu en betydning, nemlig syndebuk. Sokrates blev en syndebuk og blev tvunget til at drikke gift, men han var jo ellers i gang med at helbrede det græske samfund for filosofiske dårligdomme. Og jeg oplever selv, at ord både kan læge og forgifte os,” siger Morten Søndergaard.

Det tematiserede han allerede for ni år siden med digtsamlingen ”Ordapoteket”, men interessen for ord går endnu længere tilbage.

”Min far underviste i grammatik, og jeg troede simpelthen, at adverbier og valium var det samme. Min far har epilepsi, så hospitaler, undersøgelser og piller var en del af min barndom. For mig blev ordene og digtene en overlevelsesmetode, og man kan måske også se hele udstillingen her som mit forsøg på at finde fred med en barndom. Grundsætningen ’Intet er nok’ er en fredsslutning med opvæksten i parcelhuskvarteret, selvom sætningen rummer en dobbelthed, så den både kan læses som buddhist og maksimumist. Sådan er gode sætninger svære at blive færdige med.”

Mens de udvalgte sætninger sidder som patienter på ”Sproghospitalet”, er der faktisk udgivet en strøm af ord sideløbende med udstillingen. Tidsskiftet Øverste kirurgiske, som Søndergaard var med til at grundlægge, er genopstået og vil fortsætte fremover, og en række fagpersoner har skrevet en antologi om forholdet mellem sprog og sundhed i et stort værk kaldet ”Vandrejournal”, og selv har Morten Søndergaard udgivet digtsamlingen ”Journal 2019”, hvori han skriver, at en god sætning kan være som et gelænder, man kan støtte sig op ad en hel dag.

”Det er skønt, når det lykkes at lave en den slags sætninger. For ellers synes jeg, at sprog er noget, jeg føler mig uden for. Det er jo paradoksalt for en digter. Jeg har det billede, at jeg som digter er som en bi, der hele tiden støder mod et vindue, indtil vinduet pludselig bliver åbnet, så jeg flyver lige ind i en duftende have af poesi. Og det er jo det, man drømmer om. Men jeg kan godt forholde mig til den tyske forfatter Thomas Mann, som engang sagde, at den eneste forskel på forfattere og almindelige mennesker er, at forfattere har sværere ved at skrive bøger end andre.”

Digtsamlingen ”Journal 2019”, der har været mange år undervejs, har faktisk et andet hospital som inspiration. For den er skrevet, efter at Morten Søndergaard for en del år siden opdagede et nedlagt psykiatrisk hospital i Volterra i Italien – et par timers kørsel fra hans eget lille hus i Toscana. Og mens han i udstillingen i Sorø har skrevet sætninger i marmorsten og på røntgenlyskasser, har han skrevet sine digte på sine egne forfalds-æstetiske fotografier af det forladte sindssygehospital i sin digtsamling.

”Jeg har opsøgt forladte bygninger, siden jeg var dreng, men det mærkelige ved det her sted var, at jeg følte mig hjemme der, selvom jeg aldrig havde været der. Sådan kan arkitektur tale til en, men det har nok selvfølgelig også noget med min opvækst at gøre. Jeg har aldrig selv været indlagt på et psykiatrisk hospital, men det gjorde noget ved mig at stå der i ruinerne på et sted, der havde været forladt siden 1978, men hvor man næsten stadig kunne mærke, hvordan skrigene stadig sad i væggene.”

Samtidig opdagede han, at der også sad andre ting i væggene, for en af hospitalets tidligere beboere, Nannetti, havde indridset sin selvbiografi i murværket med sit bæltespænde. Og midterdelen af digtsamlingen består af Morten Søndergaards oversættelse af patientens vidnesbyrd. Men det var et andet oversættelsesarbejde, der gjorde, at ”bæltespændefortællingen” overhovedet blev skrevet ned af Morten Søndergaard:

”Mit arbejde med digtsamlingen faldt sammen med, at jeg – sammen med min søn Sophus Helle – havde oversat den urgamle, arkadiske tekst ’Gilgamesh’, som i sin tid også blev ridset ind i ler og kalk. Og en af pointerne i ’Gilgamesh’-eposet er, at man ikke kan få et evigt liv, men man kan fortælle sin historie og derved få ro. At fortælle sin historie er også at give slip på den, og det er vigtigt, tror jeg. Deri ligger en slags lindring, og måske er det det nærmeste, man alligevel kommer en udødeliggørelse. Men Nannettis fortælling var bogstaveligt talt ved at forsvinde, fordi murene allerede var ved at blive opløst, da jeg kom til, men inspireret af ’Gilgamesh’, fik jeg lyst til at revitalisere dette menneskes historie.”

Sådan er sproget f orbundet med liv, ja sproget er liv, mener Morten Søndergaard:

”Sproget er noget, der lever, men også noget, der kan dø. Jeg tænker på sprog som noget, der har med træer, græs, efeu og andre vækster at gøre. Sproget er levende og forbundet med verden. Jeg er slet ikke enig med sprogfilosoffen Wittgenstein, som mente, at sproget og verden er adskilt. Men i modernismen havde man en forestilling om, at ord og ting ikke havde noget med hinanden at gøre. Det indfangede maleren Magritte jo, da han malede en pibe og skrev nedenunder ’Dette er ikke en pibe’.”

Grundtvig sagde, at ordet skaber, hvad det nævner. Er du enig i det?

”Det er også en interessant tanke. Måske er vi et andet sted nu, hvor vi ser sproget, som noget, der er levende og kan mutere, smitte, inficere, men også kan helbrede. Det kender man også som digter, når man har skrevet noget, der er godt, så det kommer ud og lever sit eget liv. I kristen sammenhæng er det så ordet, der sætter livet i gang. Jeg tror også, at det er i sproget, man skal lokalisere en gud, hvis der findes en gud. For det er sproget, der skaber mening. Og meningens oprindelse er lige så svær at forklare som livets oprindelse, men i kristendommen hænger det sammen.”

I begyndelsen var Ordet, står der i Johannesevangeliet, og i begyndelsen af Første Mosebog skaber Gud livet med en sætning: ”Lad der blive lys”. Begge dele kan fortolkes som Jesus – verdens lys, der sendes ind i verden som Ordet. Men menneskets første opgave har også med sprog at gøre, da Gud giver Adam et arbejde som navngiver af alting. Og deri ser Morten Søndergaard en pointe, der stadig holder:

”Den adamistiske tilskyndelse til at sprogliggøre alting ligger dybt i mennesket. Der er noget eksistentielt i, at vores første opgave er at navngive ting omkring os, så vi forstår dem, og det er det også her på udstillingen, hvor det er blevet en leg at give navne til noget,” siger han, inden vi går ind på ”Sproghospitalets” depot, hvor der ligger en masse mærkelige apparater og tingester, som han selv har givet nye navne.

Udstillingen giver også plads til, at de besøgende selv kan give liv til maskiner gennem deres eget sprog. For længere oppe på museet, kan man komme ind i et andagtsrum og fortælle hemmeligheder i en mikrofon, som så omsættes i en form for musik. Det bliver sætningen ”Intet er nok” i øvrigt også. For den er så god, at han næste år udgiver en plade med den titel sammen med Marie Højlund, som blandt andet har spillet sammen med rockbandet Nephew. Og sådan er der i hvert fald en sætning, der overlever ”Sproghospitalet”.

Depotrummet på ”Sproghospitalet” er fyldt med aflagte sproggenstande, som Morten Søndergaard selv har opfundet.
Adjektivindikatoren er blandt de instrumenter og apparater, man kan finde i depotrummet på ”Sproghospitalet”.
Ord kan både virke som gift og lægende medicin, mener Morten Søndergaard. En kolbe med ”stavefejl” findes også på depotet.