Det er en funklende funkis-villa i Hellerup, der onsdag aften lægger rammen om den norske forfatter Per Pettersons møde med et litterært dansk publikum.
Tidligere undervisningsminister Bertel Haarder er der i de kunstspækkede rum, der udgør det norske ambassadørpars repræsentationslokaler og bolig, og tidligere statsminister Thorvald Stauning er der på en måde også, for huset var oprindeligt en folkegave til ham.
LÆS OGSÅ: Pettersons prisvinder på dansk
Nu er det ejet af den norske ambassade og altså i dagens anledning scene for en af det lille forlag Batzer og Co.s bedstsælgende forfattere. En mand, der helst skriver i skoven, var sytten år om at få sat sin første litterære sætning rigtigt og egentlig ikke er til store selskaber. En side af sig selv, han har arvet fra sin danske mor, der arbejdede på en chokoladefabrik og hele livet, til hun omkom som 64-årig, levede som en rastløs læsehest, fortæller han, da Kristeligt Dagblad næste morgen møder ham til kaffe på hans hotel i København.
Hun var en enspænder, men måske opstod de situationer, hvor hun fik chancen for at lære at overvinde genertheden, aldrig, funderer han.
Sådanne situationer opstår igen og igen for den norske forfatter, der siden det internationale gennembrud med Ud og stjæle heste fra 2003 har været en efterspurgt forfatter på verdens litterære scener, ligesom han har vundet Nordisk Råds Litteraturpris i 2009 for romanen Jeg forbander tidens flod. Netop spørgsmålet om, hvilke små og ubetydelige episoder der sætter uudslettelige spor i ens sind, og hvad man selv vælger til og fra, ligger som ledetråde i den nye Petterson-perle, Jeg nægter.
I romanen, der, som mange anmeldere har bemærket, er Petterson classic, er der også nyt på spil. Romanen er som forfatteren selv mere eksistentialistisk engageret, og teologiske tematikker som skyld og uskyld slås kraftigt an.
Jeg er mere og mere optaget af eksistensspørgsmål og oplever det som en slags fornyet åbenhed over for tilværelsen, siger forfatteren med en lys og let stemme.
Hans norsk falder med en imponerende hurtighed, og det er svært at forestille sig ham som den tavse teenager, han var.
Jeg var den eneste, der læste den slags bøger i min lille by dengang. Sad i T-banen og læste Simone de Beauvoir for eksempel, siger han og kalder det en ensom oplevelse og et oprør mod sin far, der hele tiden ville ud at stå på ski eller dyrke andre former for sport.
Det er derfor ikke overraskende, at den ny Petterson-roman omhandler det svære far og søn-forhold. Denne gang følger vi to barndomsvenner i start-1970erne i det forstadsmiljø til Oslo, der også er forfatterens speciale, men hvor Jim er søskende- og faderløs og derfor vokser op med et ikke-rum i tilværelsen, har Tommy en tydelig far, der til gengæld giver ham eftertrykkelige tæsk.
Men hvad er værst? Det er det, Jim funderer over, forklarer Per Petterson, der har givet begge drengene egenskaber og følelser fra sig selv.
Men der er også en anden forskel på de to drenges udgangspunkt. Jims mor er kristen, han går i søndagsskole, og hvad han der lærer, kommer spidsfindigt til udtryk i et replikskifte som dette:
Er det i orden med din mor, at jeg spiser med?, spurgte Tommy.
Ja, sagde Jim. Hun er kristen, hun kan ikke nægte.
Per Petterson ler, da jeg nævner det. Han har selv gået i søndagsskole, han ejer fem bibler på forskellige sprog og synes, Bibelen rummer en forfærdelig god fortælling, men har aldrig kunnet gå helhjertet ind i troen, siger han. Så er han alligevel mere til at nægte som Tommy gør det.
Tommy nægter at slutte fred med sin voldelige far, selv da han har chancen for det mange år senere, siger Petterson og tilføjer,
Jeg må indrømme, at jeg er blevet mindre fredelig med årene, og mindre tilbøjelig til at lægge alt bag mig. Hvorfor skulle jeg det?.
Måske har det noget med alderen at gøre. I hvert fald forstår han til fulde, at Johnsen, savværksføreren og den eneste reelle faderfigur, Tommy får, da han ligger døende på Centralsygehuset i Oslo, siger, at man egentlig burde nægte.
Statistisk har man ikke så gode chancer, vi skal jo alle herfra, men det er det, jeg forestiller mig, jeg vil gøre: nægte. Slås med arme og ben for at holde fast i livet, siger den ellers så mildt udseende nordmand, hvis rynker på forunderlig vis ikke lægger så meget til i alder, som de forlænger et smil.
Hans kraftige hår kruser bagtil og efterlader et hul på toppen. Som hans bøger efterlader et tomrum for læserne at fylde ud. Denne gang på 35 år, fra Tommy og Jims barndom i begyndelsen af 1970erne, til de to modne mænd mødes igen på broen over til Ulvøya i Oslo i 2006, hvor romanen begynder.
Mens Tommy nægter at forsone sig med sit familiære ophav, fortaber Jim sig i en skrøbelig psyke, som han muligvis altid har haft, søndagsskole eller ej, og får aldrig rigtig taget hul på livet. Som Tommy gør det til sidst i bogen, og som Tommys søster, Siri, der har sin egen fortællestemme i bogen, mest af alle klart gør det.
Siri er den, der klarest træffer et valg og formår at gøre sig fri, siger forfatteren, der lader det at lette og være svævende gentages i forskellige metaforiske sammenhænge bogen igennem, og da romanen slutter, er det med Siris ord: Om tre minutter var jeg på vingerne.
Forfatteren har selv oplevet at måtte vælge livet til for alvor. Det skete, da han i 1990 mistede både sine forældre, sin ene bror og datteren til en anden, afdød bror ved branden på Scandinavian Star.
Jeg skulle egentlig selv have været med den lørdag, men havde besluttet mig for at rejse om mandagen i stedet, siger Per Petterson, der kun tænker på ulykken i få minutter ad gangen.
De tanker, man gør sig, er så forfærdelige, at man kun klarer det i kort tid. Hvordan var deres sidste minutter? Hvad sagde de til hinanden?.
Han kigger forbi mig og ud i hotellets intetsigende interiør.
Det var ekstra svært, fordi min allerede afdøde brors datter skulle gå bort. Der var kister i flere størrelser til begravelsen.
Han holder inde, og da han tager fat igen, er det for at løfte sig fra emnet.
Nogle af de pårørende, der var helt unge, gjorde på en måde ulykken til deres identitet. Og det er sikkert, fordi de blev ramt, mens de var i deres formative år, men jeg havde et valg. At jeg ikke ville være offer for en begivenhed, men hovedperson i mit eget liv, siger Per Petterson, der netop i årene efter den forfærdelige brand for alvor fik hul på sin identitet som international succesforfatter.
Jeg valgte livet, men finder som de andre pårørende mening i, at sagen nu bliver genoptaget, regnskabet gjort op, siger han med henvisning til, at nye sagsakter kraftigt peger på, at ulykken skyldtes forsætlig forsikringssvindel.
Noget, gruppen af pårørende hele tiden har påstået.
Der har du spørgsmålet om skyld igen. Det er ikke, fordi jeg går ind for øje for øje, tand for tand, men nogle gange må du afgøre det spørgsmål og ikke lægge dig fladt ned.
I bogen føler Jim derimod skyld uden grund. Der skete ikke noget, den dag han i bogens nøglescene puffede til Tommy på isen. Men for Jim blev episoden afgørende. Så afgørende, at da de to tidligere venner møder hinanden efter 35 år på en bro en tidlig morgen, er alting vendt på hovedet. Den velhavende Jim er arbejdsløs, og hans psyke hænger i så tynd en snor som den, han fisker med fra broen, mens Tommy, hvis far med voldsomhed satte sine fodaftryk i bagen på alle fire børn og altid omgav sig med en lugt af skrald, nu kører i fin Mercedes og er iklædt dyr lilla frakke.
Det er måske for sent at genoptage venskabet, og de funderer begge over, om den anden mon stadig er den, han var engang. Men er vi den samme hele livet?
Ja og nej, det er et svært filosofisk spørgsmål, som jeg funderer over. Men jeg tror, vi i forskellige aldre kan være i bedre kontakt med den, vi var engang. Lige nu oplever jeg den samme søgende sindstilstand, som jeg gjorde, da jeg var 17 og læste JeanPaul Sartre for første gang, siger han og forklarer kort indsigten, der ramte ham dengang.
Om menneskets frie valg inden for et vist handlingsrum og om at være dømt til friheden. Men da skibskatastrofen indtraf, oplevede han også en trang til at vende sig mod Gud.
Jeg tænkte på det, og jeg ville gerne gøre det, fortæller han om den periode af dyb sorg, chok og savn efter skibsbranden, der tog livet af 158 mennesker.
Men jeg kunne ikke lægge mit liv i andres hænder. Sådan må man komme omkring det, tror jeg. Forsøge og sige fra, hvis man alligevel ikke tror.
I romanen er den person, der klarest siger fra, Tommys søster, Siri.
Hun gør sig fri fra sin beskyttende storebror, og hun gør sig bevidst, at man ikke kan se i begge retninger, som der står. Det gælder fortid og nutid, men det giver mening også i forhold til Pettersons måde at beskrive byen på. I en skrift, der sanser retninger og stedbestemmelser så fintfølende, at det sine steder er som at få læst et land- eller bykort højt. En rumlig registrering, han har fra sin far, der blev 78 år, og hvis verden var orienteret mod det fysiske og det sportslige. En verden, som den unge læseglade søn selvfølgelig måtte afvise.
Indtil jeg var 12 år, sagde jeg bare ja, når han spurgte, om jeg ville med ud at stå på ski, men fra det øjeblik, jeg begyndte at sige nej, jeg går op på værelset og læser, blev han tavs, siger Per Petterson og tier selv.
En søn skal nægte, mener han.
En ung mand afviser at blive som sin far, det er en del af den nødvendige proces med at blive sig selv, ikke sandt?, siger han og ser op på spejlet bag mig.
For så blot mange år senere at opdage, at ens far følger med, siger han og ler.
Jeg ser ham hver dag i spejlet. Jeg går på samme måde som ham.
Man har lov at nægte, men nogle ting fornægter sig altså ikke. At man er sin fars søn som et eksempel. En slags signatur i stemningen hos forfatteren.
Den aften i ambassadeboligen forstærker han historien om, at han ikke planlægger det, han skriver, ikke er en episk fortæller, snarere en intuitiv sætningskonstruktør, der bare starter i et hjørne og ser, hvad der sker. Som sætter sig ud i sit skovhus tidligt om morgenen for at arbejde og aldrig skriver til skuffen.
Alligevel formår Per Petterson at komponere disse sætninger, så stemninger og farveskalaer hele tiden synes at være ramt perfekt. I den fiktive by Mørk sidder således en mand ved navn Lysbue på benzintanken med de grønne pumper ude foran. Et billede, der er som taget ud af et maleri af den amerikanske realistiske maler Edward Hopper (1882-1967). Det at læse indledninger hos Petterson er på samme måde som at køre ind i en forstad med få gadelamper og grønne eller røde benzinpumper. En art scenisk melankoli. Her er Per Petterson en mester.
Om tre timer er han på vingerne.
Læs Liselotte Wiemers anmeldelse af Jeg nægter og anmeldelser af Per Pettersons øvrige bøger på
k.dk/kultur
Per Petterson