Prøv avisen

Man kan aldrig blive træt af Brooklyn Bridge

Naja Marie Aidt har for nylig bosat sig i New York Foto: GYLDENDAL/Moren Holtum

USA er både et forfærdeligt og forbilledligt land, mener forfatteren Naja Marie Aidt, der er flyttet til New York. En gevinst ved den nye tilværelse i bydelen Brooklyn er, at bevidstheden om danske værdier, tro og litteratur skærpes, fortæller Aidt, der har 20-års-jubilæum som forfatter

Det er lørdag formiddag i New York i bydelen Brooklyn. Solen skinner mildt, naboer hilser på hinanden, kirkerne afholder basarer, og børnene leger på fortovet.

I forhold til trafikken og de mange skyskrabere på den anden side af East River, der adskiller Brooklyn fra Manhattan, er en slentretur her i kvarteret Park Slope som at komme til en landsby. Alt er total urban idyl. Barberen er i fuld gang med dagens kunder, boghandlerne rykker tilbudskasser ud på gaden, mens familieselskaber er på vej til den nærliggende Prospect Park, hvor der er økologisk grøntsagsmarked og baseball på plænerne.

Brooklyn er en magnet. Bydelen tiltrækker velbeslåede indbyggere, der søger det stille liv, men også talrige kunstnere søger herover. USAs kulturelle scene har længe lagt dansegulv til et regulært Brooklyn-boom inden for rockmusikken med bands som The National og cd-aktuelle The Antlers, ligesom forfatterne Siri Hustvedt, Paul Auster, Jonathan Lethem og mange andre øger bydelens kulturelle kapital.

Naja Marie Aidt er da også virkelig glad for at bo her. Den prisbelønnede forfatter til en lang række digt- og novellesamlinger flyttede hertil med sin familie for tre år siden på ubestemt tid, og indtil videre er der ikke sat dato på tilbagevenden til Danmark. Brooklyn har det hele, og dertil kommer broen over til Manhattan, et af New Yorks vartegn. Som der står i et digt i Aidts seneste samling, Alting blinker: Man kan aldrig blive træt af Brooklyn Bridge.

Broen har ligget der i over 100 år og altid været smuk, men Brooklyn er først for relativt nylig blevet idyllisk, fortæller Aidt på vej gennem parken til den café, hvor vi skal tale om hendes tilværelse i USA og forskellene på dansk og amerikansk mentalitet. Kun folk, der virkelig er ved muffen, kan i dag købe bydelens eftertragtede brown- og limestone-huse, som især italienske og irske indvandrere beboede indtil for 15-20 år siden.

Bydele undergår hurtigt forandringer her i USA og immigrantgrupper flytter videre. Både geografisk og opad i samfundssystemet. Engang var jøderne nederst i pyramiden, så katolikkerne fra Irland og Italien. I dag er det blandt andet mexicanerne, der kæmper for indflydelse og i hvert fald ikke får en fod indenfor i dette kvarter i Brooklyn.

Er det uligheden, der er den største forskel mellem det danske og det amerikanske samfund?

"Det er ihvertfald en af de vigtigste. Tag nu vores egen situation. Min yngste søn på otte år går i skole her i bydelen, og det koster ikke noget. Men skolen er afhængig af forældrenes frivillige bidrag til alt andet end det helt basale. Hvis ikke forældrene donerede en masse penge, ville børnene ikke blive undervist i formning og få ordentlig musikundervisning, og basale ting som undervisningsmaterialer og vedligeholdelse af bygninger ville også være under al kritik. Rigtig mange steder i samfundet er man afhængig af de rige, siger Aidt ved cafebordet og fortsætter:

Der er meget få ressourcer i det offentlige system i sammenligning med Danmark, så sammenligner man min søns skole med en tilsvarende skole i de fattige kvarterer i Brooklyn eller the Bronx, er standarden dér meget lavere, fordi der ikke er nogle velhavende forældre til at støtte skolen. I en vis forstand straffer man altså alle dem, der i forvejen har det dårligt. Uretfærdigheden er endeløs her i byen. Det er det samme med det underlige system med drikkepenge, der er en del af lønnen. Det vil sige, at arbejdsgiveren sparer en masse udgifter, der lægges over til kunden. Det er derfor, at man skal betale drikkepenge. Med danske øjne er det grotesk, at man lægger så meget over til det private og den gode vilje, eller man kunne også sige, at man lader pengene råde."

Men skaber den store ulighed ikke også mulighed for, at man kan arbejde sig opad i samfundet?

"Jo, man kan godt have en illusion om, at hårdt arbejde belønnes, og mange nye immigranter har det jo virkelig bedre her end der, hvor de kommer fra. For dem er USA et fantastisk sted, de kan få et job og få deres familie hertil. Men i forhold til hvad jeg kommer fra, virker det grotesk. Der tror jeg virkelig, at vi hjemme ikke skønner nok på, hvor godt det danske system fungerer, og hvor vigtigt det er med stor lighed. Og jeg synes, at man for tiden bryder det ned i Danmark, som mange kæmper for her i USA, altså en offentlig sektor, der øger retfærdigheden i samfundet."

Hvordan kommer denne nedbrydning til udtryk?

"Der er sket noget, siden vi begyndte at tale om brugere i stedet for borgere. Vi har fået en forventning om, at vi skal have en hel masse uden at yde noget. Da jeg voksede op, var der en helt anden politisk bevidsthed og engagement end nu, men det døde ud, i takt med at vi blev rigere. Op gennem 1990erne blev det bare konsum det hele. Danske unges bevidsthed om politik kan ligge på et lille sted. Det ved jeg fra mine egne sønner (Aidt er mor til fire sønner, red.). De er ikke vokset op med, at de skal tage del i samfundet. Og det er en af grundene til, at vi ikke er så lykkelige, som vi burde være, for man bliver jo tilfreds, når man gør en positiv forskel. Hvis man er engageret og kæmper for noget, man tror på, bliver man lykkelig."

Og det ser man oftere herovre?

"Jeg synes på mange måder, at USA er et forfærdeligt sted, men der er også virkelig meget godt herovre, og en af de ting, jeg kan lide, er, at når man kommer udefra, bliver der ikke set skævt til en. Man får enorm stor hjælp af andre, og det ligger i amerikanerne, eller i hvert fald i newyorkerne, at man har pligt til at være aktiv og gæstfri. Man kommer hele tiden hinanden ved, og det savner jeg derhjemme. Så jeg vil sige, at man på samme tid er meget individualistisk og meget social herovre. Man tilbydes en udstrakt hånd, når man kommer, og det tror jeg virkelig er med til, at man opper sig og kommer til at tro på, at det nok skal lykkes at falde til."

Hvilken rolle spiller kirkerne i det amerikanske samfund?

"Den helt store forskel er jo, at stat og kirke er adskilt. Det har som konsekvens, at man som lille barn lærer, at man aldrig nogensinde må genere nogen med, hvordan de går klædt, eller hvad de tror på. Religion er privat. Man kan gøre, hvad man vil derhjemme, men man skal ikke genere andre, hverken med sin ateisme eller med sin religion. Derudover har kirkerne en enorm social betydning. Her kan man få hjælp i form af mad, tøj og fortrolige samtaler. Religionen giver virkelig stor energi til mange, men kan jo også fremelske nogle vanvittige sekt-agtige miljøer, hvilket så er bagdelen ved adskillelsen af kirke og stat, for ingen kan blande sig i, hvad der foregår bag de lukkede døre. Men når man træder ud af kirkerne igen, er det afgørende, at alle kender spillereglerne i det fælles amerikanske rum, som vi alle sammen bevæger os i, for eksempel at ingen smider affald på gaderne, og at alle er høflige. Det er en måde, hvorpå man får de mange forskellige befolkninger og trosretninger til at fungere side om side. Der er en helt anden bevidsthed om en fælles samfundsmæssig opdragelse end i Danmark."

Har dit eget forhold til tro ændret sig?

"Jeg har lært, at man skal respektere andre mennesker, uanset hvad de tror på. I Danmark er islam den her store farlige ting, som mange er bange for, men som mange ikke aner, hvad er. Men her er der så mange ting som man ikke aner, hvad er. Hvad laver de inde i det tempel og inde i den moské og inde i den kirke?, spørger man sig selv, når man går forbi ude på gaden. Det aner jeg jo ikke. Så respekt for, at folk tror på det, de tror på, og at det skal jeg ikke blande mig i, har jeg lært."

Hvad betyder det for dit forfatterskab, at du er flyttet herover?

"Jeg finder så stor inspiration herovre. Hele verden er her. Og fordi mit sociale liv trods alt er mindre her end i Danmark, hvor jeg har boet så længe, har jeg også mere fred og får arbejdet mere koncentreret. Desuden hærder det mig meget at være her. Det er jo også en kamp man skal klare sig på et fremmed sprog, og ingen aner, hvem man er. Da jeg kom herover, havde jeg lige modtaget Nordisk Råds Litteraturpris, og så kom jeg til et fremmed sted og skulle starte helt forfra. Det var krævende og spændende, og jeg oplevede, at der skal meget til at slå mig ud. Livet her er hårdt for mange mennesker. Derfor ændrer mit blik sig også på dansk litteratur. Jeg har været virkelig glad for at læse både Lone Hørslevs og Helle Helles nye romaner (Sorg og camping og Dette burde skrives i nutid, red.), men den provins, de beskriver, ser pludselig helt anderledes lille og næsten eksotisk ud for mig nu."

Interviewet er slut og vi tager afsked foran Aidts lejlighed på den lørdagsstille eftermiddagsgade. Brooklyn-idyllen er intakt med fuglesang og børnecykler på fortovet, og den store sociale ulighed i samfundet, som forfatteren har talt om, virker som en rapport fra en anden verden. Her er så lækkert og blødt.

Man har det hele tiden som om, at Paul Auster, der har skrevet så meget om disse gader, nok kommer slentrende rundt om hjørnet lige om lidt.

Det gør han så også. Jeg siger hej til ham. For et par måneder siden var han i København til litteraturfestival og gav en række interviews, og han lyser op ved genkendelsen. Slår ud med armene og siger velkommen til Brooklyn. Solen står lavt og alt er gyldent, og det er som at være med i en Auster-roman, hvor de mest usandsynlige tilfælde også hele tiden indtræffer.

Jo, man forstår godt, at Naja Marie Aidt er faldet for Brooklyn. Og ikke lige ved, hvornår hun vender hjem igen. Hele verden er her jo.

New York er en stor inspiration for forfatteren Naja Marie Aidt. Flere steder i hendes seneste digtsamling, ”Alting blinker”, optræder byen og dens berømte vartegn, blandt dem Brooklyn Bridge fra 1883. Foto: Daniel Milnor