Forfatter: Man kan aldrig helt planlægge, hvad man vil skrive

Jørgen Leth er blandt inspirationskilderne for litteraturprofessor Dan Ringgaard, som er aktuel med ”Chaplins pind” om kunstneriske tilblivelsesprocesser

Jørgen Leths digte og film har lært mig en del om, hvordan man igangsætter og undersøger tilblivelses-processer, siger Dan Ringgard, som er aktuel med bogen "Chaplins pind"
Jørgen Leths digte og film har lært mig en del om, hvordan man igangsætter og undersøger tilblivelses-processer, siger Dan Ringgard, som er aktuel med bogen "Chaplins pind". Foto: Arkivfoto.

Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?

”Bogen her handler om, hvordan man får idéer. Mine idéer kommer sjældent sådan som man ser det i tegneserier med glødepæren, der pludselig lyser. De begynder snarere i en tåge for så langsomt at tage form. Denne bog har været godt 10 år undervejs og er et resultat af min interesse for skrive- og læseprocesser. Litteraturvidenskaben kan sige en masse om, hvad en tekst betyder, og hvordan den hænger sammen, men den siger ikke så meget om, hvordan den er opstået. Tilblivelsesprocesserne, både dem som går forud for værket, og dem der foregår i hovedet på læseren, er en smule overset.”

På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?

”Her ville jeg gerne sige, at den pludselig tog en helt anden drejning end forudset, men selvom bogen har været længe undervejs, er den ikke vildt forskellig fra, hvordan jeg forestillede mig den fra starten af. De uforudsete ting er sket længere nede i stoffet, altså i hvordan de enkelte korte essays, som bogen består af, har udviklet sig afsnit for afsnit og sætning for sætning. Man kan aldrig helt planlægge, hvad man vil skrive. Ofte kommer idéerne, imens man skriver. De falder én i pennen, som man siger. Jeg skriver en del om improvisation i bogen, og når der skrives, improviseres der altid. De valg, der foretages undervejs, er retningsgivende.”

Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?

”Det er et menneske og ikke en bog, som har været den største inspiration. I hele processen har jeg udvekslet idéer med digteren Morten Søndergaard, som var i gang med at skrive om sin egen proces. Vi har i perioder siddet i hans lejlighed i Pietrasanta i Italien og skrevet på hver vores om tilblivelsesprocesser. Hans nysgerrighed, hans evne til at undres over det største og det mindste i verden har betydet meget for min forståelse af kunstneriske tilblivelsesprocesser. Jørgen Leths digte og film, som jeg skrev en bog om for nogle år siden, har også, på en helt anden måde, lært mig en del om, hvordan man igangsætter og undersøger tilblivelsesprocesser.”