Der er konflikter, som er så gamle, komplicerede og knudrede, at det er fristende bare at give op. ”Hvad kan jeg gøre? Jeg er bare et enkelt menneske,” lyder det lette og forståelige svar. En sådan konflikt er den mellem israelerne og palæstinenserne, en konflikt, der er et sammenfiltret kaos af stormagtsinteresser, historisk skyld, religion og økonomi. Umulig at løse, så hvorfor overhovedet forsøge?
Men der er også en anden tilgang til det – hvor man fokuserer mindre på det store og i stedet zoomer helt ind på de individuelle mennesker og skæbner. Ser dem som individer og fokuserer på det, som de har tilfælles snarere end det, der deler dem.
Det er den tilgang, som den danske jødiske musiker Henrik Goldschmidt har valgt. Gennem musikken har han på forbilledlig vis de seneste par årtier gjort en monumental indsats for at forene folk på tværs af religion og andre skel. Dels i Mellemøsten og dels i de senere år også herhjemme gennem sin egen musikskole.
Det er en spændende historie, en usandsynlig fortælling om, hvordan tro og vilje kan flytte bjerge og forandre skæbner. Om at alt begynder med en idé og det enkelte menneske.
Derfor kan man kun glæde sig over, at denne avis’ journalist Daniel Øhrstrøm har taget sig tid til at fortælle Henrik Goldschmidts historie, som er både opløftende og inspirerende. Formlen for bogen er relativt enkel. Man veksler konstant mellem en mere historisk fortælling om Goldschmidt til en reportagebåret fortælling om en sommerrejse til Palæstina for at stable nogle koncerter på benene i sommeren 2016.
Til allersidst kommer vi også på besøg i Goldschmidts musiksommerlejr i Tisvilde, men hovedsporet gennem bogen er klart de to første. Det er en struktur, der overordnet set fungerer glimrende. De lidt refererende afsnit om Goldschmidts fortid bliver løftet af afbrydelserne fra Ramallah og omegn, og man forstår i stigende grad både motivationen og udfordringerne. Jeg har selv boet en årrække i Jerusalem – og mødt Gold-schmidt en enkelt gang til en middag – og beskrivelserne af både det støvede Ramallah og de ydmygelser og problemer, palæstinenserne har med at komme rundt i deres eget land, er ramt lige på kornet.
Øhrstrøm formår også på fin og til tider ganske poetisk vis at fortælle om Goldschmidt og hans forsøg på at forene mennesker gennem musik. Jeg havde aldrig rigtig tænkt på, at musik spiller en central rolle i Bibelen, men det er naturligvis helt rigtigt og en smuk ramme at sætte historien ind i.
Man får en god fornemmelse af det gennemsympatiske menneske, som Goldschmidt synes at være, og hvordan hans egen familiehistorie som søn af jødiske flygtninge fra Tyskland motiverer ham til at gøre noget for andre. Først ved at danne Middle East Peace Orchestra, senere ved at oprette sin egen musikskole i København, hvor børn med forskellig religion og etnicitet kan mødes og lære at spille.
Selv en så umusikalsk person som jeg, der hverken kan spille eller synge, fornemmer klart musikkens kraft, hvordan man i den ordløse verden kan nedbryde barrierer og nå nogle andre steder og ramme andre følelser.
Hvordan muslimer og kristne børn i Danmark og israelere og palæstinensere i Ramallah kan mødes et neutralt sted gennem noderne og ligesom starte på en frisk. Det er godt set og godt formidlet.
Den skarpe ramme for bogen rummer til gengæld desværre næsten ingen generel kontekst. Der er meget, meget lidt om baggrunden for konflikten mellem israelerne og palæstinenserne og ditto om integrationsudfordringerne for muslimske grupper i Danmark. Det forudsættes så at sige bekendt. Det giver på sin vis mening, men bogen kommer til at stå meget nøgent – især når det gælder delen i Palæstina, der sine steder bliver lige lovlig stereotyp.
Det er eksempelvis ikke kun rige turister, der flokkes til strandene i Tel Aviv. Man ville også gerne høre lidt mere om de nederlag, der har været undervejs i Goldschmidts arbejde. De omkostninger, som det har haft for ham personligt – har det måske en del af skylden for, at han to gange er blevet skilt fra sin kone?
På den måde er der et umiskendeligt skær af glansbillede og helgenkåring over portrættet, som Øhrstrøm tegner af Goldschmidt. Men det skal ikke skygge for, at det er en inspirerende oplevelse at læse om Henrik Goldschmidts arbejde. Det er vitterligt næs-ten mirakuløst, hvordan han kommer fra sin egen obo til en slags musikalsk konfliktmægling og brobygning og en forfriskende påmindelse om, at konflikterne mellem grupper ofte skjuler langt større ligheder.
Med eksemplets magt – hans eget liv og virke – tvinger Goldschmidt læseren til at reflektere over sit eget liv. Kunne man ikke også selv gøre mere – hjælpe mere, bruge de evner og det arbejde, man nu engang har, til at hjælpe andre? Det bliver ikke krævet, hverken af Daniel Øhrstrøm eller Henrik Goldschmidt, men det er ligesom en underliggende kontekst.
Alle kan gøre noget for andre, det er kun et spørgsmål om vilje og hårdt arbejde. Det er bare om at komme i gang.
Gæsteanmelder Marcus Rubin er kronikredaktør på Politiken og tidligere korrespondent i Mellemøsten.