Prøv avisen
Eftertanken

Man kan godt drikke uden at more sig - og omvendt

"Mit indtryk er, at ældre akademikere typisk er "French drinkers", det vil sige på næsten daglig basis indtager en lind strøm af vin," skriver Niels Davidsen-Nielsen. Modelfoto.

Unge bliver ofte udskældt for at drikke for meget, og undersøgelser viser, at akademikere over 65 år drikker endnu mere. Men man kan godt have morskab uden fuldskab, mener Niels Davidsen-Nielsen

Den 28. februar offentliggjorde Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut en undersøgelse, der viser, at akademikere over 65 år drikker mere end ikke blot deres jævnaldrende med kort uddannelse, men også end de 16-24-årige.

Danske unge har ellers i årevis haft europarekord i druk, men nu viser det sig altså, at deres højtuddannede bedsteforældre drikker endnu mere!

Hele 16 procent overskrider Sundhedsstyrelsens højrisikogrænse på 21 og 14 genstande om ugen for henholdsvis mænd og kvinder. Prisen for at være så drikfældig er øget risiko for sygdom, ulykker og tidlig død.

Det gjorde også indtryk på mig, at virkningen af den medicin, mange gamle hver dag er nødt til at tage, reduceres af deres alkoholindtag.

Mit indtryk er, at ældre akademikere typisk er 'French drinkers', det vil sige på næsten daglig basis indtager en lind strøm af vin. Som en alkoholprofessor udtalte, domineres den fugtige generation af gamle 68'ere, der har været vant til at nyde livet med diverse rusmidler. De unge drikker nok mere i ryk, til fester og på diskoteker. På det kollegium, jeg boede på som studerende, hed en af korridorerne ”Bersærkergangen”.

Dér levede man ved festerne op til gangens navn og drak igennem. Men de andre gange lod nu ikke bersærkerne meget efter. Ved fester blev det af og til foreslået, at der til spisningen skulle være en flaske magnum per næse. Dengang var der ikke kvinder på kollegiet, og hvis nogen af dem, der var inviteret, blev drukket på pelsen, løftede det kun stemningen.

I et livkvalitetsinterview her i avisen udtalte kendissen og erhvervsmanden Asger Aamund, at han daglig drikker rødvin, fordi lægerne siger, det er så sundt. Og derefter tilføjede han, som jeg husker det:

”Egentlig bryder jeg mig ikke om det, men ned skal det jo, det sure skidt!”.

Det var vittigt turneret, og heller ikke jeg har lyst til at tegne et ensidigt dystert billede af ældredruk. Men at vores drikkevaner er et problem, og at de ofte bemærkes med undren af udlændinge, er der nu ingen tvivl om.

I Tage Skou-Hansens roman ”De nøgne træer” fra 1957 er der et kapitel om, hvad man kunne kalde machodruk. Aktørerne er unge mænd, der under Besættelsen er medlemmer af en modstandsgruppe. Under en weekendtur har gruppen lånt et sommerhus i skoven, og her beskrives det først, hvordan en teologistuderende drikker sig plakatfuld. Da en af gruppens medlemmer rækker ham en halvtom snapseflaske, tømmer han den i tre vældige slurke:

”Han stod et øjeblik med den tomme flaske i hånden. Åndeløs som efter et voldsomt slag. Så udstødte han et gisp og lod flasken falde. Spritten sprang frem i hans øjne som glans af vanvid. Han snurrede forvildet rundt om sig selv en gang, men han så (“) ingenting, han bøjede i knæene og satte af. Og i et mægtigt spring kastede han sig baglæns ud over skrænten.”

Senere følger et afsnit, hvor bogens hovedperson, Holger, bevidst drikker gruppens fører under bordet. Der er tale om en regulær duel, og baggrunden er, at Holger har forelsket sig i gruppeførerens kone.

”Nu gjaldt det. Jeg så til, at snapsen kom i halsen på ham. Han skulle ikke have lov til at tømme flere glas på jorden.”

Machodruk har jeg oplevet i Polen, et land jeg i øvrigt sætter stor pris på. Under en udflugt med et lavadelsselskab til Lviv i Ukraine blev der med raske mellemrum budt på vodka, og da det var uhørt for mænd ikke at tømme hvert glas, måtte jeg for at undgå kollaps lade, som om jeg var faldet i søvn.

Også i England har jeg oplevet machodrukkultur, for da jeg på en pub kom for skade at bestille en halv pint øl i stedet for en hel, blev jeg af mændene ved baren kaldt en ”wimp” og var tæt ved at få bank.

Den amerikanske filmskuespiller W.C. Fields (1879-1946) skal engang have sagt ”I don't trust a man who doesn't drink”.

Min afdøde svigerfar mente, at det sigtede til ufestlige dødbidere. Men jeg tror, Fields mente det eksistentielt: Man kan ikke have tillid til folk, der kan se livets fundamentale vilkår i øjnene uden at slå sig på flasken.

Jeg ville ikke have troet, at det ville lykkes at få et lettere anarkistisk folk som danskerne til at holde op med at ryge. Men det gjorde det jo stort set. Hvis det nu også lykkes at få både gamle og unge til at skære ned på alkohol, ville det ikke være så ringe endda.

Engang hørte jeg en fast vending om alkohol brugt med en vittig ombytning af to sætningsdele: ”Jeg kan da godt drikke uden at more mig.”

Som landet ligger i dag, gør vi nok klogt i at benytte udtrykket i dets gængse form.