Den 22-årige teologistuderende Nicklas Buch debuterede som forfatter tidligere på måneden med den delvist selvbiografiske roman ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”. Nicklas Buch er opvokset hos sine oldeforældre, fordi hans mor var misbruger, og det samme gælder for den Nicklas, der er hovedperson i bogen, som er udkommet på forlaget Gyldendal.
Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?
”Jeg har altid vidst, at jeg på et tidspunkt skulle ud med den her historie på en eller anden måde. Og at det så bliver lige nu, som min første bog, som min debutbog, er, fordi jeg tænkte, at hvis jeg for alvor skal slå igennem som debutant og skabe mig et forfatternavn, så er det måske meget godt, at folk lærer mig at kende. Jeg ved også, at medier altid har stor interesse i det selvbiografiske, så man kan sige, at jeg lidt har ageret som en iværksætter, der undersøger markedet.
Men jeg har jo altid vidst, historien skulle fortælles. Da jeg var mindre, tænkte jeg nok mere, at det skulle blive til en film. Jo ældre jeg er blevet, er jeg også blevet mere rationel og fornuftig, og jeg har erkendt, at det er sværere at lave en film end en bog. Hvis jeg har brug for tre elefanter som forfatter, skriver jeg bare om tre elefanter, uden jeg skal ud og skaffe dem.
Men det er også helt naturligt for mig, at det skulle blive en bog. Jeg er født som enebarn og opvokset hos ældre mennesker, så for mig i min barndom har der været en masse fantasi, fordybelse og kreativitet. Når jeg sidder og skriver på en bog, er det lidt, som om jeg igen bare sidder og leger med mig selv, som jeg gjorde som barn.”
På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?
”Den er blevet mindre selvbiografisk. Det var ikke noget, jeg selv kunne styre, men jo længere ind jeg kom i historien, jo mere kunne jeg mærke, at personen i historien og jeg fjernede os fra hinanden. Jeg ville hellere gøre mig umage og fortælle ud fra mine følelser, end jeg ville fortælle den 100 procent rigtige historie. Jeg kunne se, at det blev noget rod, hvis personen i historien ikke havde en nogenlunde stabil historie, og at det var vigtigere, end at det var mig. På den måde forenklede jeg det meget. Hans far er for eksempel død, og det er min egen far ikke i virkeligheden.”
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
”Louis Jensens forfatterskab har inspireret mig. Jeg bankede på hans dør for nogle år siden, og så lukkede hans kone mig faktisk ind og førte mig op til Louis Jensens arbejdsværelse. Han ville heldigvis gerne tale med mig og gav mig en bog, der hedder ’At skrive på hjertets sider’, som jeg ikke kendte til, da jeg mest havde læst hans ungdomsbøger. Den bog blev en nøgle ind til en hel litterær verden, jeg ikke kendte til, med bøger som ’Bliktrommen’ (Günter Grass, red.), ’Lolita’ (Vladimir Nabokov, red.) og ’På sporet af den tabte tid’ (Marcel Proust, red.), som jeg så læste siden. Det var et step op fra de krimier, jeg ellers læste.
For mig er Louis Jensen en helt fantastisk fortæller. Han har en måde at beskrive verden på, hvor virkelighed og drøm flyder sammen, og jeg kan godt lide, at det hos ham ikke bare bliver socialrealisme, men også bliver poetisk. Hans forfatterskab har inspireret mig til, at man godt kan skrive en socialrealistisk bog, som ikke behøver at være socialrealistisk beskrevet – man kan beskrive stofmisbrug med poetiske vendinger, så det også bliver en smuk bog.”
I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.