Prøv avisen
Interview

Forfatter: Man kan ikke fikse alting, og det er også o.k.

Lotte Kirkeby Hansen har tidligere skrevet noveller og er nu aktuel med sin første roman. Her ses hun i hjemmet på Østerbro i København. – Foto: Leif Tuxen

Lotte Kirkeby Hansen er aktuel med sin første roman, ”De nærmeste”, der handler om søskende – og om at omfavne sin egen afmægtighed midt i livet

Søskende er på samme tid ens nærmeste allierede og nærmeste konkurrenter i livet, så der er ikke noget at sige til, at søskende har været genstand for nogle af litteraturhistoriens største dramaer siden de græske tragedier og Bibelen.

Tusindvis af fortællinger er i tidens løb blevet spundet over, hvordan Kain slog sin bror Abel ihjel på grund af misundelse, og Thomas Mann fik romanserien ”Josef og hans brødre” ud af den forholdsvis korte bibelske fortælling. For søskende er og bliver godt dramatisk stof.

Der er også udgivet bunker af populærvidenskabelige bøger om, hvad det betyder, om man er førstefødt, midterbarn eller efternøler. Men søskende har også en anden funktion, påpeger forfatteren Lotte Kirkeby Hansen, der er aktuel med søskenderomanen ”De nærmeste”. For søskende er også de nærmeste til at afsløre, at ens eget billede af barndommen ikke altid holder. Og sådan kommer de tre søskende i hendes roman også til at rode rundt med hinandens erindringer, da forældrene pludselig dør begge to inden for samme weekend.

”Da forældrene dør, opdager de tre voksne børn, at de har haft forskellige forældre og forskellige barndomme. For de har hver sin oplevelse af, hvordan det har været at vokse op i den familie. Og da forældrene dør, falder deres fortælling også fra hinanden, så det bliver klart, at der nu ikke længere er en familiehistorie, men tre søskende med hver sin historie,” siger Lotte Kirkeby Hansen og fortsætter:

”Jeg tror, at alle mennesker går rundt med en film inde i hovedet om, hvordan det hele har været, men i en søskendeflok er det altid forskellige og sommetider meget forskellige film om de samme forældre og den samme barndom, der slet ikke er den samme, når det kommer til stykket. For forældre behandler altid deres børn lidt eller meget forskelligt,” siger Lotte Kirkeby Hansen, der samtidig også rejser spørgsmålet om, hvem ”de nærmeste” i grunden er, i sin roman. Og de tre søskende har i hvert fald ikke samme billede af deres far og mor, efter begge forældre dør med få dages mellemrum og de tre søskende – Eva, Anna og Christian – skal se, om de kan finde hinanden og en fælles historie, da de samles i barndomshjemmet for at få styr på livet og begravelsen.

”Længslen efter at falde helt i hak med dem, som man engang var helt i hak med, tror jeg ikke forsvinder. Det er også derfor, at bogen hedder ’De nærmeste’. Og nogle gange tænker jeg også, at det, at de ikke ser deres søskende, kan være en konsekvens af, at det ville være for hårdt at blive konfronteret med, at forbindelsen ikke er der.”

De tre søskende i romanen er dog også ramt af hver sin sorg, fordi de netop har haft hver sin oplevelse af barndommen – og derfor mistet noget forskelligt, forklarer Lotte Kirkeby Hansen.

”Det tror jeg, mange oplever. Man siger, at man kan dele sorgen, men den er altid individuel på et vist plan. Selvfølgelig er der dele af det, man kan være fælles om, men sorgprocesserne kan også sagtens skille folk, fordi søskendes forskellige barndomsminder i værste fald kan komme til at kaste et uheldigt lys på de andres oplevelser. Min egen storesøster kan også tale om ting, som hun oplevede som voldsomme i vores barndom, og sommetider ville jeg ønske, at jeg ikke havde hørt det, fordi jeg bare var dum og glad dengang. Og sådan tror jeg også, at hun har det.”

Lotte Kirkeby Hansen, der også er litteraturanmelder her i avisen, har tidligere skrevet bøger om barsel, alder og skilsmisse og sendt masser af bøger ud som forlagsredaktør, før hun blev freelancer, men hun debuterede først selv som skønlitterær forfatter i 2016 med den roste novellesamling ”Jubilæum”, der bestod af 19 noveller.

Samlingen kunne faktisk godt have været på 20 noveller, for hun tog den måske bedste novelle ud af søskendeflokken af historier for at bruge den som en surdej til sin første roman, som hun allerede begyndte at skrive på, inden novellerne udkom. Og nu er romanen ”De nærmeste” altså færdig. Og ligesom novellerne handler om forskellige former for tab og identitet, fortsætter romanen i det spor.

Det er således både en roman om at miste sine forælde og om at miste de nære bånd til dem, man troede var ens nærmeste, men det er også en roman om at være mor og stå midt i livet og den magtesløshed, der med tiden altid følger med tilværelsen, når man lever i ”sandwichalderen” med behov i både den ældre og yngre generation – ligesom forfatteren selv.

”Romanen er skrevet over to et halvt år, så Annas halvvoksne børn kom måske også til at fylde mere, fordi jeg selv har tre store børn og gamle forældre og svigerforældre, der er blevet syge og har brug for hjælp. Det er et mærkeligt sted at stå eksistentielt. For det er første gang, jeg kan spejle mig i begge generationer. Jeg kan pludselig huske, hvordan det er at være 18-19 år, men jeg kan også huske, da mine forældre var i min alder, og vi havde deres gamle at passe.”

Lotte Kirkeby Hansen smiler:

”Jeg havde en mærkelig oplevelse i vores kolonihave for nylig. Da vi fik kolonihaven i sin tid, boede der er dame, der hed Lis, som var oppe i 40’erne, mens vi havde små børn. Nu er Lis gået på pension, og der er flyttet en ung børnefamilie ind i hendes kolonihave, så nu er jeg blevet Lis! Det var underligt, men sådan rykker man jo rundt i livet store hjul.”

Uanset hvor gammel man bliver, bliver man ved med at være søn eller datter af sine forældre, og selv voksne søskende har ofte en fast plads i forhold til hinanden, så det er nok heller ikke helt tilfældigt, at romanens fortæller Anna er barn nummer to. For det var Lotte Kirkeby Hansen også, men derfra slutter ligheden med romanen også:

”Jeg har en storesøster, som jeg har et nærmest patologisk tæt forhold med. Min mand har sommetider joket med, at han ikke vidste, at han giftede sig med to kvinder. Vores far døde, da jeg var 19, og min søster var 20 år, så det bragte os nok også endnu tættere sammen, fordi der ikke var så mange venner i gymnasiealderen, som vi kunne spejle vores tabshistorie i. Derfor spejlede vi os meget i hinanden,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har altid tænkt, at jeg var næsten voksen, da min far døde. Jeg havde haft mit teenageopgør, og når folk sagde, at det var tidligt at miste sin far, sagde jeg altid, ja, men vi var jo blevet voksne. Og jeg tænkte, at jeg kendte min far godt. Men når jeg ser på min egen søn på 19 år, så kan jeg også forstå, at jeg ikke kunne kende min far fuldt ud i den alder.”

Romanen nævner hverken tid eller sted, men i tankerne har Lotte Kirkeby Hansen forestillet sig egnen omkring Jeppe Aakjærs Jenle, hvor hendes egen far også boede, mens hun boede med sin mor og søster i Skive som barn.

”Dengang gjorde jeg alt for at komme til at ligne min søster. Det kan man også se på de små smalfilm af os, fra vi var små. Hvis man spurgte en psykolog, ville han nok også sige, at vi har været for tætte, for jeg har brugt meget af min barndom på at ligne hende og meget af mit voksenliv på ikke at skulle være hende. Jeg tror for eksempel, at det var meget bevidst, at jeg ikke skulle være læge som hende, men noget helt andet. Min far var farmaceut, og min mor var laborant, og alle, vi kendte, havde mødt hinanden på hospitalet, så på den måde brød jeg med hele min familietradition, da jeg begyndte at læse litteratur, men mit forhold til min søster har altid været meget lidt konfliktfyldt.”

Hvor kommer trangen så fra til at skrive om søskende, der taler forbi hinanden?

”Vi har også været steder, hvor det har været sværere, og den ene har haft et behov, som den anden ikke har haft, for at gøre op med en forælder. Men jeg har set det i andre familier, hvor voksne søskende går galt af hinanden, selvom de egentlig gerne ville finde hinanden.”

Romanen handler dog også om at lære at give slip – og omfavne sin egen afmægtighed, når man er midt i livet med behov overalt.

”Jeg troede længe, at man kan fikse mange ting som forældre, og det kan man også for sine børn, så længe de er små, hvor man kan skifte skole for dem og lave legegrupper, hvis de har svært ved at få venner. Men jeg synes, at jeg snakker med mange nu, der siger, at vi ikke rigtig kan gøre noget ved de problemer, vores børn har nu, hvor de er ved at være voksne. Vi kan støtte dem og lytte til dem, men man kan ikke altid ændre det til det bedre. Og det tænker jeg også i forhold til de gamle, som bliver syge, hvor man gerne vil hjælpe dem, men man kan kun være der for dem og ellers skrue på nogle knapper med pleje og medicin. Og sådan må man lære at forholde sig til, at man potentielt står afmægtig over for mange ting i min alder.”

I romanen er Anna nået længere i den proces end sine to søskende.

”Eva bliver barnligt vred, mens Christian klapper i som en østers, da tingene bliver svære, men en del af livet er jo, at det gode og dårlige blander sig konstant med hinanden, og det kan man ikke gøre noget ved. Der er mange ting, vi ikke kan fikse, og det er o.k. Man skal finde en måde at lære at leve med det på, men man kan ikke fikse det, og det er måske også o.k.”

Foto: Leif Tuxen