Fiktion er ikke virkelighed. Men alligevel bliver den sommetider bedømt som sådan.
Det ser man i øjeblikket med tv-serien Borgen på DR 1, som bliver kritiseret for at give et forkert billede af virkeligheden. Svineproducenter advarer for eksempel mod det seneste afsnit af serien, hvor en af personerne bliver syg af en svinekotelet med antibiotika i. For det har intet hold i virkeligheden, siger producenterne.
Men hvorfor bliver de overhovedet nødt til at advare mod dette? Ved seerne da ikke, at det er fiktion?
Jo, sandsynligvis, men når en serie som Borgen læner sig så meget op ad virkeligheden, kan det være vanskeligt at skelne, og det kan få konsekvenser, mener Hans Hauge, der er lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet. For vi ender med at tro, at fiktionen er sandheden. Vi begynder at se de fiktive personer som virkelige og os selv som en del af et fiktivt univers.
En tv-serie som Borgen er jo uden tvivl fiktion, men det fiktive slør er så gennemsigtigt, at man som seer ikke kan lade være med at lave paralleller til virkeligheden og prøve at gætte sig frem til, hvem de forskellige karakterer repræsenterer. På den måde bliver politik gjort til teater, og når nu Borgen er så virkelighedstro, som den er, så er virkelighedens politik vel også en form for teater?, siger han.
Grænsen mellem virkelighed og fiktion har længe været diskuteret i litteraturen, ikke mindst i forlængelse af den aktuelle autobiografiske bølge, hvor forfattere bruger sig selv i deres romaner. Her kan nævnes de danske forfattere Lone Hørslev og Knud Romer, som begge har taget afsæt i deres egen virkelighed for at skabe fiktion. Men selvom disse forfattere blander virkeligheden ind i deres bøger, kan man så tillade sig at anskue og bedømme fiktionen på virkelighedens præmisser?
Nej, mener forfatter Torben Munksgaard. Diskussionen om, hvad fiktionen kan tillade sig, og hvor meget virkeligheden må blive blandet ind i fiktionens verden, kører ofte ud på et sidespor. Da han i 2009 skrev bogen Den perfekte mand en selvbiografi, var der mange anmeldere, der ifølge ham vurderede bogen på et forkert grundlag. For selvom der stod roman uden på bogen, anskuede de det, som var det virkelighed. Og derfor vurderede nogle anmeldere ikke bogen ud fra dens litterære kvaliteter, men ud fra hovedpersonens måde at agere moralsk på.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Borgen lægger godt fra land
Hvis en hovedperson i en bog ikke opfører sig, som man synes denne skal, er det jo nærliggende at begynde at anklage forfatteren, men det er forkert. Det skal ikke ligge forfatteren til last, at det er lykkedes ham at skrive en bog eller et stykke fiktion, hvor konflikterne åbenbart kan vække så mange følelser hos læseren. Det er jo netop et tegn på, at det er en god bog, siger han og påpeger, at dydsetiske mennesker, der går rundt i et perfekt univers, giver dødkedelig litteratur.
Det er nemlig konflikten i en roman, der gør den interessant at læse, mener han og peger på klassikeren Forbrydelse og straf af F.M. Dostojevskij. Her begår hovedpersonen en forbrydelse, og hele bogen drejer sig om hans moralske overvejelser i forbindelse med ugerningen.
Hvis han startede med at opføre sig ordentligt, havde vi ikke nogen bog. Såvel litteraturen som al slags fiktion må netop gerne tage afsæt i virkeligheden, for fiktion er jo netop analogier over virkeligheden, hvor vi bevæger os i en metaforisk verden, og således kan få en forståelse af vores egen virkelighed, siger Torben Munksgaard.
Tilbage i 2010 opstod der en skriftlig fejde mellem forfatter Suzanne Brøgger og sociolog Henrik Dahl. Suzanne Brøgger havde nemlig skrevet bogen Jeg har set den gamle verden forsvinde hvor er mine øreringe?, hvor hun sammenligner Henrik Dahl med den tyske topnazist og propagandaminister Joseph Goebbels. En sammenligning, som var alt for grov, mente han, mens Suzanne Brøgger blot kaldte det fiktion, som ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Det fik Henrik Dahl til at skrive en novelle Hvem er smukkest i landet her?, som på fiktiv vis gør grin med Brøgger og kalder hende en kujon, fordi hun bruger begrebet fiktion som undskyldning for ikke at stå til ansvar.
Eksemplet tydeliggør, at skellet mellem fiktion og virkelighed sommetider kan være vanskeligt at få øje på, mener lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet Britta Timm Knudsen. Og at sandheder synes at kunne gemme sig bag fiktionen. Hun mener, at det er på tide, at man tager ansvar for fiktionen.
Man kan ikke længere bare undskylde sig med, at noget er fiktion. For fiktion og virkelighed er bundet mere sammen end nogensinde. I dag må vi derfor spørge: Hvad handler det om hvad kan det? I virkeligheden tror jeg, de kan lære noget af hinanden.
Tilbage i 2002 var hun medforfatter til bogen Virkelighedshunger, som blandt andet behandler dette emne. Men det er efterhånden mange år siden, og derfor er det på tide, at vi erkender disse overlap mellem virkelighed og fiktion og i stedet ser fremad. Hun bruger Borgen som konkret eksempel til at forklare sig:
Hvis statsminister Birgitte Nyborg (spillet af skuespiller Sidse Babett Knudsen, red.) er populær blandt danskerne på grund af sin idealisme, kan det være, at politikerne begynder at se på, hvad Birgitte Nyborg kan, og gradvis ændrer deres måde at føre politik på. Og danskerne kan bruge fiktionens dilemmaer til at blive klogere på virkelighedens dilemmaer, fordi de kan spejle sig i de forskellige karakterer. Så fiktionen lærer af virkeligheden, og virkeligheden lærer af fiktionen. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men jeg synes virkelig, det er ved at være på tide, at vi ser på, hvordan de kan supplere hinanden.
Men vi er ved at nå en mæthedsgrænse inden for denne genre, mener Hans Hauge. Vi gider nemlig ikke længere spekulere i, hvad der er fakta og fiktion, og derfor søger vi mod sandheden. En sandhed, som vi for eksempel får serveret af den norske forfatter Karl Ove Knausgaard. Hans bøger er, hvad Hans Hauge kalder fiktionsfri fiktion, som også er titlen på hans nye bog.
Den her litteratur er nærmest opstået som en protest mod sammenblandingen af fiktion og virkelighed. Personerne i bøgerne er dem, de er, og vi behøver ikke at gætte os til, hvem de skal ligne, og om det, vi læser, nu er sandt eller ej. Alligevel er der mange, der stiller sig kritisk over for sandheden. Vi er blevet vænnet til at være så skeptiske over for fakta, at vi ikke længere tror på, at det er sandheden. Vi har en fornemmelse af, at alle spiller en rolle og konstant iscenesætter sig selv, og der er kunsten i dag at prikke hul på den illusion. Vi længes nemlig tilbage til den sande virkelighed.