Prøv avisen
Interview

Carolina Setterwall mistede sin mand: Jeg ledte efter mening overalt, men kunne ikke finde den

Det tog lang tid, før den svenske forfatter Carolina Setterwall kunne smile efter mandens død. Men langsomt vendte livet tilbage for hende. Det har hun skrevet om i romanen ”Lad os håbe på det bedste”, der er solgt til 25 lande. – Foto: Leif Tuxen

Det hjælper at dele sorgen med andre, mener den svenske forfatter Carolina Setterwall, der har brugt sin egen sorgfortælling efter tabet af sin søns far, Aksel, som stof til den autofiktive succesroman ”Lad os håbe på det bedste”

Den 40-årige svenske forfatter Carolina Setterwall har oplevet det, som alle nybagte forældre frygter. En aften i 2014 sagde hun lidt opmærksomt godnat til sin kæreste Aksel og lagde sig til at sove med parrets dengang helt lille søn, Ivan. Næste morgen fandt hun kæresten død i sengen. Det viste sig, at han havde en hjertefejl, som ingen kunne kende til. Men alligevel ramte den dårlige samvittighed hende sammen med chokket og sorgen.

Det unge par midt i 30’erne havde været inde i en stressperiode med et underskud af både søvn og romantik, mens hun havde ammet det meste af døgnet, og han både havde arbejdet og ordnet de praktiske ting omkring den lille familie. Men utilfredsheden over, at han ikke tog barselsorlov, havde hun ikke kunnet skjule. Og nu var det for sent at fortælle ham, hvor meget hun elskede ham, for nu var han pludselig død. Sådan voksede skyldfølelsen også i Carolina Setterwall, og mens hun havde svært ved at holde styr på sine tanker, var det, som om det gik bedre, når hun skrev, så hun skrev allerede midt i chokket over kærestens død.

”I begyndelsen var det kun tænkt som en form for selvterapi. Der gik et halvt år, før jeg begyndte at tænke, at det måske også kunne blive til en bog, der kunne hjælpe andre. For jeg havde selv savnet erfaringer fra andre sorgramte unge forældre,” fortæller Carolina Setterwall, der allerede har fundet et stort publikum til sin autofiktive roman ”Lad os håbe på det bedste”, der både handler om sorgen efter Aksel og forholdet til ham, mens han levede.

”Havde jeg skrevet bogen i dag, ville den have været anderledes, men romanen er farvet af, at den er skrevet lige under sorgen med de følelser, jeg havde dengang. Når det kommer til beskrivelsen af forholdet til Aksel, havde jeg heller ikke troet, at det skulle fylde så meget, men da jeg begyndte at skrive, voksede det, fordi jeg kom i tanke om flere og flere detaljerede minder. Og selvom bogen ikke er objektiv, fordi jeg bruger fiktionens manipulerende midler, har min ambition været at beskrive et moderne parforhold, hvor der findes masser af støj under den fine facade på Instagram. Jeg ville have, at det skulle være ærligt, hvis det skulle kunne hjælpe andre,” siger hun.

Romanen udspiller sig i to spor, hvor læseren følger Carolina Setterwalls kærlighedshistorie med Aksel i det ene spor og dødsfaldet, sorgen og forsøget på et nyt liv i det andet. Og kontrasten mellem den første forelskelse og meningsløsheden efter Aksels død var stor for forfatteren.

”Jeg ledte efter en mening overalt, men jeg forstod ikke meningen med, at Aksel skulle forsvinde, og at jeg skulle stå alene med Ivan. Og det gjorde det svært for mig, at jeg ikke havde en tro midt i alle de spørgsmål, jeg også skulle tale med Ivan om, når han for eksempel ville vide, hvor hans far var nu, hvad Himlen er for et sted, og om man kunne komme dertil med en stige eller et fly. Det var utroligt svære samtaler, for det er svært at forklare et barn, at nogle tror på Gud, andre på reinkarnation og andre igen på ingenting. Men at han måtte vælge, hvad han skulle tro på, ligesom man må bestemme sig til, om man tror på julemanden eller ej. For selv havde jeg ingen tro at støtte mig til,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er ikke opvokset i et kristent hjem. Jeg er konfirmeret, men jeg er hverken kommet i kirken eller har læst, så jeg havde ikke en tro med mig, da Aksel døde. Og det har jeg heller ikke fundet siden.”

Hvor har du så fundet trøst?

”Det har jeg måske også haft svært ved at finde. Jeg tror måske faktisk, at jeg i begyndelsen kun levede videre for Ivans skyld. For jeg tænkte, at han fortjente at få lov til at opleve glæde igen, og når han blev glad, blev jeg også smittet lidt af det. I begyndelsen var han derfor hele meningen med min tilværelse. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da han for eksempel tog det første skridt, men glæden var aldrig rigtig dyb. Med tiden har jeg fået stadig mere glæde ind i tilværelsen sammen med forståelsen af, at hele min glæde ikke kan afhænge af ham. For der kommer jo også en dag, hvor han skal give slip på mig og gøre oprør mod mig. Men lige nu har vi stadig en form for symbiotisk forhold, så han helst ligger og holder mig i hånden, når han skal sove. Og han kunne for eksempel slet ikke lide, at jeg nu skulle rejse til Danmark for at tale om min bog,” siger hun med et sart smil.

”Bogen var helt klart sund for mig at skrive, men sommetider har det også været svært at tale om den. For hver gang jeg har talt om den, har det været, som om jeg kom længere væk fra det, der er sket, og har reduceret det til en fiktion, når jeg har talt om min sorg til fremmede mennesker. Og jeg har jo heller ikke kunnet spørge Aksel, om det var ok at skrive den. Det føler jeg sommetider skyld over. Men jeg har omvendt oplevet, at bogen har hjulpet andre.”

I processen har hun heldigvis også oplevet, hvordan hun selv gradvis er kommet tilbage til livet.

”Det har også tit haft noget med Ivan at gøre. Hans glæde har også glædet mig. Men med tiden opdagede jeg, at jeg igen kunne glæde mig over gode ting i mit eget liv. Jeg kunne igen blive stolt over noget, der skete på jobbet eller grine ad noget sjovt. Livet kom langsomt tilbage. Sommetider havde jeg dårlig samvittighed over det, fordi jeg tænkte, at jeg ikke kunne tillade mig at være glad over for Aksels familie, eller når jeg tænkte på det tragiske i, at Ivan ikke engang kunne huske sin far.”

Senere fik hun også dårlig samvittighed, da hun mødte en ny mand, og det er også et tema i romanen, hvor hun i begyndelsen bliver lige så introvert i sit nye forhold, som Aksel var introvert i forholdet med hende. Men i dag kan hun se, at det også var en slags sorgreaktion for hende, fordi hun gerne ville beskytte sig mod nye ulykker.

”Jeg tror måske ikke, at jeg var klar til et nyt forhold dengang, men det er blevet klarere for mig, at man ikke kan planlægge livet. Meningsløse begivenheder kommer til at ske, men helt fantastiske ting, som man heller ikke kunne forudse, kommer også til at ske. I dag er jeg stadig sammen med min nye mand og hans barn, så jeg nu også har et bonusbarn. Sådan er livets uforudsigelighed en af tilværelsens grundlæggende forudsætninger, og det forstår jeg nu,” siger Carolina Setterwall, der også gør sig til fortaler for at dele sin sorg med andre.

”Mennesker er jo forskellige. Jeg er nok typen, der altid vil kradse i mine sår, men for mig har det i hvert fald hjulpet at være med i sorggrupper, selvom jeg i begyndelsen syntes, at det virkede tungt også at skulle lytte til andres ulykker. Jeg orkede ikke mere sorg. Men det, man opdager, er, at det også letter ens egen følelse af ensomhed, når man lytter til andres sorgerfaringer. Jeg er også stadig med i en online-sorggruppe for enlige forældre, hvor vi hjælper hinanden med alt fra praktiske erfaringer med begravelser til erfaringer med skyld midt i sorgen,” siger Carolina Setterwall, der faktisk begyndte at gå i terapi allerede, inden hun mødte Aksel.

”Jeg begyndte at gå til psykolog, da jeg var sidst i 20’erne, efter jeg var blevet forladt af en kæreste i New York, men jeg tror faktisk, at terapien var med til at ruste mig en smule til tabet af Aksel. For mens jeg gik i terapi, lærte jeg dels at acceptere mine følelser og dels, at ting tager tid. Hvis man får en mavevirus, kan man heller ikke bare sige til sig selv, at man skal have det godt efter to timer. Man vil altid bære på sorgen, men alting kommer til at gå bedre. Det er bare ikke sikkert, at det sker i det tempo, man ønsker sig.”

Carolina Setterwall mærkede selv det første spæde håb et halvt år efter, Aksel døde, hvor hun fik et vigtigt brev fra sygehuset.

”I brevet stod der, at de genetiske analyser efter obduktionen viste, at Aksels hjertesygdom ikke var arvelig. Det blev et vendepunkt for mig. For indtil da havde jeg frygtet, at jeg en dag også skulle vågne op og finde Ivan død. Men nu turde jeg håbe på, at vi havde en fremtid. Og derfra var det ligesom, at det blev lysere for hver dag.”