Man kan ikke se det på omslaget, men denne bog er faktisk en herlig nørdet bog om videnskab, politik og etik

En tidligere museumsdirektørs afpillede kranie i en montre er blot noget af det, forsker Eske Willerslev finder i sin jagt på menneskets forhistorie. Det går vanen tro over stok og sten

Forfatteren optræder på bogens omslag som en blanding mellem Indiana Jones og Crocodile Dundee, hvorved bogen illuderer mere kulørt røverhistorie, end den rent faktisk er, skriver anmelderen.
Forfatteren optræder på bogens omslag som en blanding mellem Indiana Jones og Crocodile Dundee, hvorved bogen illuderer mere kulørt røverhistorie, end den rent faktisk er, skriver anmelderen. .

Man skal hverken bedømme en bog på dens omslag eller dens titel, således heller ikke Eske Willerslevs nye ”Det er et fucking eventyr!”, der er udkommet på Gyldendal. Her optræder forfatteren nemlig på forsiden som en blanding mellem Indiana Jones og Crocodile Dundee, hvorved bogen illuderer mere kulørt røverhistorie, end den rent faktisk er. For selv om der er masser af smæk for skillingen og ramasjang, er den også – og måske især – en herlig nørdet bog om videnskab og om den politik og etik, der bliver bestemmende for, hvad man som forsker kan, må og bør.

Eske Willerslev er biolog, DNA-forsker og professor ved Københavns Universitets center for geogenetik, og han fortæller i 22 korte kapitler om sine rejser i vildmarken og om sin videnskabelige jagt på fossile menneskerester fra hele verden. Hvert kapitel er garneret med et eller flere objekter samt med et musiknummer, som i særlig grad minder ham om den pågældende rejse eller begivenhed, og det hele skildres i et veloplagt sprog, der hverken er bange for at kritisere politikernes manglende visioner, woke-bevægelsen eller benytte sig af klicher, bandeord og halvkedelige opremsninger.

Men energi og nysgerrighed er altid smittende, begge dele har Eske Willerslev til overmål, og man stryger lige igennem fortællingerne om bidsler og hestebetvingere i Kasakhstan, om amerikansk nedfrossen fæces, der viser sig at være en flaskepost til fremtiden, og om guldstøv, der forhåbentlig kan beskytte forskeren, efter han har udfordret skæbnen ved at trække en tand ud af en mumie og parteret et skelet.

Uanset, hvor han rejser hen, eller hvad han kaster sig ud i, er Eske Willerslev drevet af at finde frem til sandheden om de moderne menneskers tidlige vandringer og dermed om deres slægtskab med os. Før i tiden var forskere afhængige af potteskår og kraniemålinger for at få et billede af vores forhistorie, men de sidste 10-20 år er det blevet muligt at genfortælle den på en helt ny måde, nemlig ved at udtrække arvemassen fra et menneske fra en uddød kultur, hvilket blandt meget andet har været med til at tegne et nyt billede af, hvordan Amerika oprindeligt blev befolket, og hvor vikingerne egentlig kom fra.

Eske Willerslev har siden barndommen været fascineret af eventyret, og hans motto stammer fra hans fars ven, Helmuth Gottschalk: ”Du skal lære, så længe du lever – og have tæsk, så længe du lærer.” Og det med tæskene er essentielt. For selv om Eske Willerslevs curriculum vitae med såvel doktorring som ridderkors ligner en ubetinget succes, er han ikke bleg for at fortælle om alle de gange, han har dummet sig, hvor han har løbet panden mod en mur, og derfor bliver ”Det er et fucking eventyr!” også en opbyggelig historie om at blive ved og blive ved og blive ved – og om at stædighed, flid og ihærdighed gerne er det, der skaber sande genier.

Eske Willerslev: Det er et fucking eventyr! 246 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.