”Jeg har arbejdet siden tidlig morgen. Jeg kan simpelthen ikke lade være!”, udbryder den 65-årige kunstner og designer Monica Ritterband som forklaring på, at hun ikke tog sin telefon tidligere på dagen. I øjeblikket arbejder hun ihærdigt på at blive færdig med en udstilling til Bagsværd Kirke. Udstillingen skal bestå af en masse fotorealistiske malerier, blot én ud af mange kreative discipliner hun har specialiseret sig i. Gennem tiden har Monica Ritterband nemlig udviklet et mangesidigt talent, som blandt andet omfatter kæmpestore mosaikbilleder, himmelstræbende skulpturer, prisvindende brændeovne, nodestellet Musica fra Royal Copenhagen og senest møbler fra FDB. Udstillingen, som kan opleves til marts, er nummer ”jeg-ved-ikke-hvor-mange-i-rækken”.
Da Monica Ritterband besluttede sig for at skifte spor og opbygge en karriere som kunstner, var forretningsplanen nemlig at udstille på livet løs.
”Man kan jo ikke springe ud som kunstner og så forvente, at man fra den ene dag til den anden kan leve af det. Folk skal for det første lige forholde sig til, at nu er man så kunstner, og så skal de finde ud af, om de overhovedet kan lide det, man laver. Derfor lavede jeg i starten ikke andet end at køre Danmark rundt og udstille, indtil folk fik en forståelse af, at kunsten også var en del af min person,” fortæller Monica Ritterband, som i 1980’erne var kendt af danskerne som vært på TV Avisen, og som senere blev informationschef på Carlsberg. Allerede efter fem år på bryggeriet blev hun den yngste kvindelige underdirektør i Carlsbergs historie.
Der var altså tale om en kometkarriere, der strøg derudaf, men inde i den 40-årige journalist voksede en trang til kunstnerisk udfoldelse sig større og større. Kunsten havde Monica Ritterband med sig fra barndomshjemmet, hvor hun blandt andet hjalp sin mor, kunstneren Olly Ritterband, med at lægge stifterne til hendes mosaikker.
På Carlsberg var Monica Ritterband tiltrukket og fascineret af smedjen, og hun sneg sig ofte ned i værkstedet efter arbejde for at give plads til sin kreative trang.
”Jeg ville så gerne lære at svejse, og derfor var smedene på Carlsberg faktisk med til at animere mig til at lave kunst. De fandt først en kedeldragt fra en lille smed, som jeg kunne passe, og så indrettede de et hemmeligt, vinduesløst hjørne i det allerinderste Carlsberg, hvor der absolut ingen ledelse kom. Smedene samlede alle mulige sjove stumper af jern til mig. Når jeg var færdig med min lange arbejdsdag på Carlsberg, drønede jeg hjem og skiftede tøj til kedeldragten, og så tog jeg tilbage til Carlsberg og ind i min ’Aladdins hule’, hvor jeg svejsede stumperne til jernskulpturer.”
Sådan kom kunsten til at fylde mere og mere, og til sidst gik al fritid med at svejse i hulen, ligesom hun også videreførte moderens interesse for at lægge mosaikker. På Carlsberg var arbejdslivet spændende, men da hun efter seks år oplevede, hvordan arbejdsopgaverne blev til gentagelser, blev trangen til at gå nye veje mere og mere påtrængende.
”Kunsten fyldte mig med så stor glæde og lyst, at jeg begyndte at tænke, hvorfor skal jeg egentlig ikke have lov til at bruge hele mit døgn på kunst – ikke kun, når jeg har fri? Og så tænkte jeg, der er jo kun én, der kan bestemme det, og det er mig selv. Så jeg sagde min stilling op for at se, om det kunne bære,” siger hun og fortsætter:
”Samtidig havde jeg også tanken, at nu var jeg blevet 41 år, så hvis kunsten skulle have en større plads i mit liv, hvor jeg kunne leve af den, så skulle jeg ikke vente, til jeg var 50 eller 60 år, for så var jeg sikker på, at det kun ville blive en hobby. Og jeg kunne mærke, at jeg ville kunsten dybt seriøst – som et levebrød. Jeg var bange for, at hvis jeg havde haft et fuldt og helt arbejdsliv som journalist, og så som 60-årig kom og sagde: ’Nå, men nu laver jeg også kunst’, at folk så ville sige, ’nå tillykke – hygger du dig med det? Bager du også småkager?’. Altså hvis ikke man risikerer noget og giver af sin hovedstol, får man bare ikke det mindste fodfæste i kunstverdenen, så jeg var nødt til at ofre noget, turde noget,” fortæller kunstneren.
Beslutningen om at forlade Carlsberg gik ikke ubemærket hen. Derimod fik Monica Ritterbands favntag med kunsten omverdenen til at misse med øjnene.
”På det tidspunkt havde jeg i over 20 år arbejdet med kunst, men jeg havde ikke vist det til nogen – derfor kom det også totalt bag på min omverden! Jeg tror næsten aldrig, jeg har fået så meget presse i hele mit liv! Et halvt år forinden var jeg blevet udnævnt til underdirektør på Carlsberg, jeg havde en stor firmabil og alt det der, jeg fik flere og flere afdelinger ind under mig, så alt trillede jo i den rigtige retning, så der var jo kæmpe forbløffelse, da jeg opsagde min stilling. De spurgte, hvordan kan du smide alt det væk?”, fortæller Monica Ritterband.
Selv var hun ikke bange for at tage springet, for skulle det vise sig, at drømmen ikke kunne bære, kunne hun altid gå tilbage til journalistfaget. Hun understreger også, at hun aldrig lagde journalistikken på hylden – tværtimod har hun sideløbende med kunstproduktionen skrevet klummer, artikler, kunstanmeldelser og flere bøger om blandt andet kunst.
Et par skrammer har hun dog fået på sin vej, og særligt en oplevelse sidder stadig i hende i dag. På et tidspunkt designede hun duge og sengetøj for Georg Jensen Damask sammen med en anden tekstildesigner, og særligt Monica Ritterbands bidrag fik meget presseopmærksomhed. Kort tid efter var de to inviteret til en julefrokost:
”Pludselig kom det fra hende ’ja, du er jo bare sådan en døgnflue’, og av, den gjorde ondt! Og tænk altså, det var tilbage i 2004, så det er simpelthen 17 år siden, og jeg kan stadig huske det! I virkeligheden burde jeg bare glemme det, for tænk på alle dem, der har sagt noget rart til mig gennem årene. Men altså jeg må jo bare sige, at mit døgn så har varet fra 1997 til nu, så det er 23 år. Jeg tror, det provokerede nogen, at jeg havde været studievært, fordi de tænkte, at så var min gang på jord lettere. Men det var det egentlig ikke, for et er, at der måske var pænt mange, der var interesseret i at se, hvem jeg var som kunstner, men man sælger altså ikke noget, hvis ikke folk synes, det er værd at give penge for. Og så er det ligegyldigt, om du har været nok så mange gange i medierne eller i fjernsynet, hvis ikke det har en kvalitet, som folk vil ofre penge på, så dør det jo bare stille og roligt,” siger Monica Ritterband.
Fra jernskulpturer og mosaikker til malerier og design – i dag spænder Monica Ritterbands kreative evner bredt. Efter en årrække med at skabe og udstille kunst har hun bevæget sig ind i designverdenen og har blandt andet designet for en række store danske virksomheder såsom Royal Copenhagen, Holmegaard og MORSØ Jernstøberi. Hun bevæger sig naturligt mellem kunst, design og journalistik, og hun er glad for bevægeligheden.
”Jeg synes altid, det er super interessant at dykke ned i en ny verden, så jeg giver den fuldt fokus og fuld turbo, hver gang jeg tager fat på et nyt projekt. Jeg vil forstå det nye medie, dets faldgruber og udviklingsmuligheder. Jeg er nysgerrig af natur, men jeg tror også meget på, at der er sket et paradigmeskifte, så man i dag ikke er så bange for at bevæge sig i nye og flere retninger, hvor man måske i gamle dage i højere grad sagde: ’jamen, nu er jeg uddannet sølvsmed, og så laver jeg sølvsmykker’. Men altså, en sølvsmed kan givetvis også lave rigtig mange fine smykker i guld! Fordi man har en kreativ fantasi inden for tekstil, ja hvorfor skulle man så ikke også have en forestillingsevne, en fantasi og en designforståelse inden for andre materialer og former?”, siger hun og uddyber:
”Jeg tror ikke på, at det er en god idé at begrænse sig selv, for så vil der sidde en rest tilbage i en af noget uforløst. Jeg føler, at tiden i dag er til, at vi får lov til at udtrykke os bredt. Selvfølgelig kan man godt udvikle sig inden for et felt, og det er der mange, der gør helt fremragende, men jeg tror bestemt på, at det at bevæge sig i forskellige verdener gør, at man faktisk bliver inspireret og får input til nytænkning. Jeg er meget inspireret af de unge, som er meget mere frie, end min generation er. Den er mere sådan ’skomager bliv ved din læst-agtig’. Men det ser heldigvis ud til at ændre sig mere og mere med tiden. Og det er godt, for det har i hvert fald givet mit liv en ekstra dimension, at jeg har fået lov til at udvikle forskellige sider af mig selv.”
Hvad sker der, når man følger drømmen og vælger et liv som kunstner efter mange år på det etablerede arbejdsmarked? I denne interviewserie fortæller fire ”late bloomers” om at modnes som menneske og om at satse alt på kunsten. Hvis du timelder dig - her - vil du få besked, næste gang Kristeligt Dagblad bringer et interview i serien.