Se billedgalleri nederst i artiklen.
For en protestant er stedet ikke helligt. Det er ordet, der er helligt. Derfor kan man heller ikke, som Poul Joachim Stender også udtrykker det i denne nye bog, tale om ”det hellige land”, men egentlig om det helliges land. Det forunderlige i protestantismen er, at det hellige kommer til én, og at man ikke behøver at rejse ud for at komme nær det hellige. Derfor er turisme egentlig en protestantisk opfindelse, for det hellige har man i forvejen i ordet og behøver ikke rejse til det. Rejsen bliver verdslig.
Når Stender alligevel kalder sin glimrende bog for en pilgrimsrejse, er det, fordi han foretager, hvad han kalder for et Jesus-trip. Han rejser rundt mellem de historiske lokaliteter i Israel og på Vestbredden, men det er ikke en normal rejsefører med angivelse af praktiske oplysninger om vekselkurser og busruter, selvom sådanne oplysninger også i begrænset omfang er med. Det er mere en refleksion over stedet i forhold til tro, liv og bibelhistorie.
Den tyske benediktinermunk Bargil Pixner kalder Israels geografi for det femte evangelium ved siden af de fire kanoniske.
Geografien og den måde, som Jesus bevæger sig rundt i den, fortæller i sig selv noget om Gud. På samme måde får Poul Joachim Stender geografien til at tale og fortælle nærværende om Jesus og hans gerninger. Der stilles ikke spørgsmål ved historiciteten og heller ikke, når han står ved Anna-kirken ved Betesda Dam i Jerusalem, hvor Stender ganske ligefremt kan skrive, at her kan man i kirkens krypt se, hvor den lille familie, Anna og Joachim, holdt til. Det kunne man som rationel protestant godt stille et par spørgsmål til, men som Stender ville svare: ”Hvad glæde har man som pilgrim af sådan en oplysning?”. Det er ikke det historiske, men historien, der er afgørende. Den historie, som får én på Jesus-trip.
Opgaven på et Jesus-trip er således ikke at stille udvendige spørgsmål, men at leve sig ind i historien og ikke mindst fortællingen. Det betyder ikke, at der ikke kan stilles spørgsmål, men de er mere til én selv: om man lever det rette liv. Og mens man står i Nazareth og ser på Bebudelseskirken, hvor Maria blev udvalgt, kan man spørge sig selv, om hvorfor man selv netop blev udvalgt til dette liv?
Sigtet er altså som sagt ikke en nøgtern rejsefører, men en rejse ind i Jesus og den tro, han fører med sig. Derfor kan bogen også sagtens bruges uden at rejse nogen steder. Det er refleksioner over landet, og hvad det siger til mig.
Man kan godt komme på Jesus-trip i sin lænestol, men alligevel betyder den fysiske lokalitet noget. Det sætter sindet i gang, så man både kan få Jerusalem-syndrom eller tro, man er Jesus selv, som det endog hænder Stender selv på Saligprisningernes Bjerg. Men også således, at troen vokser, og livet bliver stort, og det er hele pointen.
Alligevel gives der undervejs i små faktabokse tips til trip, hvor der omtales mulighed for badning i Jordanfloden, olivenoliens beskaffenhed, laurbærbladets myte og anvendelse samt meget mere. Der henvises godt til bibelsteder, og der er små klummer med ”tanker til fordybelse”, som sine steder både vækker til egen forkyndelse og til opmuntring.
Stender har en umiddelbar glæde over landet, geografien og kulturen sammenknyttet med de bibelske fortællinger. Der er en glæde over beretningerne og en ubekymrethed over de håndgribelige rodfæstede fortællinger. Og sammen med en kulturåbenhed, der aldrig henfalder til naivitet. Bogen er rigt udstyret med gode billeder, og det giver lyst både til læsning og rejse.
Man kan ikke komme omkring alting i en rejse gennem Israel. I Jerusalem savner jeg en lidt større bemærkning om kirken Peter in Gallicantu, som kan besøges på den østlige side af Zionbjerget. Kirkens navn betyder ”Peter i hanegalet” og påminder om Peters fornægtelse af Jesus, hvor hanen galer i den tidlige langfredagsmorgen. Kirken er indvendig prydet med den fantastiske indskrift: ”non novi illum” – ”Jeg kender ham ikke”, som er Peters ord til kvinderne, da de spørger, om han ikke også er sammen med Jesus. Det er fantastisk at bygge en kirke omkring de ord: ”Jeg kender ham ikke”, og de kunne nok vække nogle tanker til fordybelse. Men Israel og Jerusalem rummer så meget, at der naturligvis ikke er plads til det hele, og som Stender også siger det: På et Jesus-trip skal man ikke have det hele. Man skal ikke fortælle det hele, for der skal være plads til egne tanker. Selv Johannesevangelisten holdt sig tilbage for at fortælle det hele. I stedet for skal man erfare, høre, lugte, smage og sanse. Vi er ikke på en registrerende rejse. Vi er på et Jesus-trip.
I Galilæa standses der ved ”Church of the Primacy of Peter”. Det er kirken for Peters tildeling af forrangen. Stender har helt ret i, at stedet på en underlig måde både er fascinerende og tankevækkende.
Der erfares et nærvær her ved bredden af Tiberias sø.
Der er, som det siges, to steder i verden, hvor man kommer hjem, når man rejser ud. Det ene er Grækenland, og det andet er Israel. Den europæiske kultur hviler på de to søjler: den græsk-hellenistiske og den hebraiske. Protestanten har ikke brug for at rejse for at komme til det hellige, for det hellige er i ordet. Derfor bliver den protestantiske rejse ofte registrerende og historieinteresseret. Men alligevel sker der noget, når man står på stedet. Der er nogle brikker, der falder på plads. Men bogen kan også bruges i ens egen stue som en refleksion og fordybelse. Det er en skøn bog med både skæve og dybe tanker. En glæde over historien.