Prøv avisen

Man kan vælge eksperter, men ikke vidner

Højbjerg-mordet, der blev begået i denne villa i 1967, er som tv-serien ”Forbrydelsen”, der holdt seerne fast til sidste afsnit, fordi den ene efter den anden kunne være morderen. Men fjernsynsserien endte dog med en løsning. Den får man ikke i Højbjerg-sagen. – Foto: Lotte Skjold.

MORD OG MOTIVER: Det uopklarede Højbjerg-mord i 1967 er til stadighed fascinerende at filosofere over. Ny bog graver den gamle sag frem igen

Da jeg var præst i Greve-Kildebrønde, havde jeg en nabo på Olsbæks Strandvej. Vi fulgtes sommetider, når vi gik tur med vores hunde. Han hed Jørgen Schütter. Han var leder af politiets rejsehold, som dengang ikke var så berømt, som det siden blev på grund af tv-serien Rejseholdet.

Han fortalte mig om den mærkelige mordgåde fra Højbjerg ved Århus. Han var optaget af den lige til sin død. Vendte og drejede dens gåder. Uden resultat. Han havde været med i opklaringsarbejdet fra første dag, men der kom flere og flere blindspor. Nu sidder jeg med en bog om sagen, som kalder alt, hvad jeg husker fra hans beskrivelser, frem. Bogen er skrevet af Lars Rørbæk, der sidste år udgav Den usandsynlige morder, som han nu følger op med Højbjerg-mordet. Interviews og betragtninger, begge udgivet på Clemens Forlag.

Under læsningen mærker man noget, der, hver gang man har tænkt på sagen, nærmer sig irritationsgrænsen der er så mange teorier om sagen og så lidt, der hænger sammen. Det er som med tv-serien Forbrydelsen, der holdt seerne fast, fordi den ene efter den anden kunne være morderen. Og det helt frem til sidste afsnit. Men fjernsynsserien endte dog med en løsning. Den får man ikke i Højbjerg-sagen.

Mordet som nær var blevet et dobbeltmord finder sted fredag formiddag den 10. november 1967. I luksusvillaen på Hestehavevej 2 b har Marie Lock-Hansen dels sin rengøringshjælp, Irma Rasmussen, i huset, dels Lissi Christensen, som er ved at duplikere noget materiale for Marie Lock-Hansen nede i kælderen.

Det ringer på døren, og Marie Lock-Hansen lukker op for en herre, som hun veksler nogle bemærkninger med og til sidst giver lov til at komme indenfor, hvis han kan fatte sig i korthed. De går sammen ind på kontoret, som ligger skråt over for hoveddøren. Døren til kontoret bliver lukket, og et par minutter efter hører rengøringshjælpen larm derindefra, og hun hører Marie Lock-Hansen skrige Å nej, nej, nej.

Rengøringshjælpen ser den fremmede komme ud fra kontoret. Han står i døråbningen og stirrer på hende. Før hun kan nå at røre sig, har han trukket en pistol og skudt hende i maven. Hun falder om på gulvet, og han siger, inden han forsvinder:

Nu skal De bare forholde Dem roligt!

Lissi Christensen har hørt skuddene og er kommet op fra kælderen og ser rengøringshjælpen ligge hjælpeløs og stønne: Ring til politiet. Hun løber ud af huset og kommer op på siden af en mand, der måske er morderen, hun beder om hans hjælp. Han svarer hende ikke, men forsvinder på den trafikerede Oddervej.

Rengøringshjælpen Irma Rasmussen kommer hurtigt på operationsbordet, og man redder hendes liv. Patronen har hverken ramt hendes centralnerve eller kranspulsåre. Var det sket, ville hun være forblødt, før ambulancen nåede frem. Der havde været to bude fra et vaskeri og et bogbindingsfirma, lige før morderen ringede på døren. Kunne en af dem have været forsinket og stået i døren, da morderen tog flugten? Der var mange på vejen, og det var højlys dag.

Nu 41 år efter er det stadig en gåde, hvorfor Marie Lock-Hansen blev myrdet, og hvem der myrdede hende. Man er ikke kommet en opklaring nærmere. Politiet har foretaget omtrent 20.000 personafhøringer, og man har brugt 100.000 efterforskningstimer.

Hvordan forsvinder en mand for altid til trods for et tydeligt signalement? Politiet har talrige eksperter til rådighed, våbeneksperter, fingeraftrykseksperter, dna-eksperter og så videre.

Men noget af det mest afgørende i en opklaring er vidner. Og vidner er jo ikke eksperter. Et vidne kan være en dreng på fem år, en tunghør bedstefar eller en blind. Det bedste vidne var naturligvis Irma Rasmussen, hushjælpen. Men selvom hun kunne skildre morderen med næsten fotografisk præcision, fandt man ikke nogen, der havde det udseende. Er et menneske i dødsangst et godt vidne? Kunne morderen have forklædt sig, så signalementet var rigtigt, men ikke passede på hans virkelige udseende? De øvrige vidner, blandt andre en kørelærer, har ikke haft mistanke til den skikkelse, de har set forlade huset i Højbjerg. Hvor god ville man være som vidne, hvis man flygtigt havde set en nydelig mand på gaden, men ikke anede, at han var forbryder?

Jeg tror ikke meget på teorien om, at manden havde bestilt en lejemorder. Men det er mystisk, at ægteparret havde oprettet en ægtepagt en uge før drabet, der indsatte Marie Lock-Hansen til eneejer af huset og halvdelen af mandens formue. Kan de begge have været truet og manden have frygtet for sit liv? Er det sandt, som et vidne påstår, at ægteparret stod foran en skilsmisse?

Når en sag skal opklares, er de første ting, man koncentrerer sig om, fem ord med M: mordet, morderen, myrdede, mordvåbenet og motivet. Mordvåbenet kender man. Resten er gåder. Den tyske forfatter Friedrich Dürrenmatt skrev i sin tid en krimi, som han kaldte Det skete ved højlys dag. Undertitlen var Requiem over kriminalromanen. Fordi der er sager, der aldrig bliver opklaret, som de plejer at blive, i hvert fald i krimier. Undertiden overgår virkeligheden fiktionen også Dürrenmatts sindrige fantasi.

Det skete i Højbjerg i 1967. Ved højlys dag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk