”Livet skjuler mange løgne, men vi er næsten ens, når vi er nøgne,” sang Kim Larsen i en tid, hvor man helst skulle være nøgen eller virke ligeglad (på den rigtige måde!) med sit tøj for at være en del af fællesskabet.
Men ligesom Karen Blixen sagde, at man kan kende folk på deres masker, kan man også kende folk på maskerne i deres tøj. For tøjet er stadig en vigtig identitetsmarkør – og ”man skal helst ligne sine ambitioner lidt”, som den afgåede Gyldendal-direktør Stig Andersen sagde her i avisen for nylig.
Hør første afsnit af vores nye samtaleserie "Jeg er påklædt" i lydavisen her.
Når forfatteren, kritikeren og samfundsdebattøren Leonora Christina Skov tager makeup og farverige kjoler på, føler hun for eksempel også, at hun bliver den ”tegneseriefigur”, som hun er blevet kendt som.
”Jeg var helt fysisk nedtonet på alle måder, da jeg voksede. Jeg var ikke interesseret i drengene, så jeg ville ikke tiltrække mig opmærksomhed, så du ville ikke kunne genkende mig dengang uden makeup og med stramt opsat hår,” siger Leonora Christina Skov, som er en af fire medvirkende i Kristeligt Dagblads nye lydserie om at være klædt på til livet, der har premiere i dag.
Men i virkeligheden klæder Leonora Christina Skov sig meget som de lykkelige ungdomsbilleder af sin mor. For moderen gik også rundt i ”flot tøj og høje sko”, inden det elegante tøj blev lagt på loftet til fordel for mere praktiske gevandter og mere trist humør.
”Da jeg blev 15-16 år, begyndte jeg at tage min mors gamle tøj ned fra loftet, og sådan genopstod hun for mig. Jeg savnede sådan at ligne nogen, og jeg følte, at der var et slægtskab med hende, før jeg blev født, og alt gik galt. Og den stil, jeg har i dag, minder også meget om den stil, hun havde som ung,” siger Leonora Christina Skov, der på den måde tillægger tøjet stor betydning for, hvem hun er og føler sig som.
Det er faktisk slet ikke nyt. For siden urtiden har mennesker ikke kun klædt sig på for at få varmen, men også for at blive til noget bestemt, forklarer antropolog og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev.
”I shamanistisk forstand blev man en bjørn, når man tog et bjørneskind på,” siger Rane Willerslev, der på samme måde også selv træder ind i direktørrollen, når han tager jakkesæt på:
”Jeg kan faktisk bedst lide at gå rundt i vildmarkstøj, og det ligger nok også tættere på min selvforståelse, men som direktør må jeg tage et jakkesæt på for at ære den fornemme institution, jeg repræsenterer.”
Sådan kan tøjet også ses som en uniform, mener sognepræsten Kathrine Lilleør.
”Jeg bliver sat på plads som menneske i mødet med menigheden eller andre mennesker, når jeg har præstekjolen på. For uniformen understreger, at jeg som person er sekundær i forhold til det budskab, jeg skal forkynde. På den måde ligner den alle andre uniformer, der viser, at man underordner sig sin opgave. For det tilsiger uniformen mig,” siger Kathrine Lilleør.
Skuespilleren Ina-Miriam Rosenbaum har en tilsvarende erfaring.
”Kostumet hjælper mig til at flytte mig fra mig selv. Det er ikke interessant at se Ina spille noget. Det er interessant at se den figur, jeg spiller,” siger Ina-Miriam Rosenbaum, der også tænker over sit tøjvalg, før hun skal optræde for folk i andre sammenhænge, men det vil hun i virkeligheden gerne væk fra.
”Jeg synes, at det er noget vås, at vi skal påtage os forskellige roller for at kunne sige bestemte ting. Men der er ingen tvivl om, at jeg som en kvinde med meninger tænker meget over, hvad man skal gøre for ikke at skræmme livet af de mænd, som siger, at jeg lyder som en mand i et jakkesæt. Men det er noget mærkeligt noget,” siger Ina-Miriam Rosenbaum, som først og fremmest synes, at man skal have det godt i sit eget tøj.
Men selvom man ikke spiller andre end sig selv, kan tøj også skabe støj, mener Kathrine Lilleør.
”Vi har lidt et dannelsestab, hvad angår, at tøjet og ens fremtrædelsesform faktisk er væsentligt i mødet med andre mennesker. Det er vigtigt at kunne give hånd og se i øjnene, selvom man ikke føler for det. Og på samme måde er det også at vise respekt for andre mennesker, hvis man klæder sig ordentligt, hvis man ellers har råd til det,” siger sognepræsten og tilføjer:
”Vi klæder os sådan som dem, vi stemmer sammen med politisk – og dem, vi gerne vil ligne, og det er også fint nok. Men at være godt påklædt er at være påklædt, så man viser respekt for sine omgivelser.”