Man må aldrig undervurdere kulturens betydning

”Gensyn med fremtiden” er en original, udfordrende og vigtig politologisk bog, skrevet på baggrund af en omfattende læsning

Litteraturstudiet kan føre til meget. Kasper Støvring er uddannet i litteraturvidenskab, men har netop udsendt et spændende og velorienteret essay om international politik i den nye verdensorden der har indfundet sig med Europas og USA’s tab af magt og indflydelse. Globaliseringen efter kommunismens fald så i første omgang ud til at føre til amerikansk dominans i verden. ”Unipolaritet” som det hedder på statskundskabsk.

Men det varede kun til den 11. september 2001 og de mislykkede krige mod Afghanistan og Irak, som terrorangrebet mod New York fik amerikanerne til at indlede. En nedtur, der er fortsat med de forkerte svar på det arabiske forår, Vestens katastrofale indgriben i Libyen 2011 og ubeslutsomme tøven i Syrien, der har spillet landet i hænderne på Putins beslutsomme Rusland.

Støvring nøjes imidlertid ikke med en moralsk eller politisk kritik. Han vil forstå de dybere årsager til denne magtesløshed og finder den i en kombination af demografisk og økonomisk tilbagegang for Europa og en selvovervurderende idealisme, der regner med, at hele verden ønsker at blive ligesom os med liberalt demokrati, menneskerettigheder og individualisme.

Kasper Støvring advokerer i stedet for en realistisk position, der erstatter den naive indgriben overalt på Jorden med en erkendelse af, at vi ikke kan alt og må indskrænke os til et forsvar for vore egne idéer og interesser. De andre kan og vil selv og bør selv tage ansvar for egne ulykker. Vi får alligevel ingen anerkendelse for at gribe ind overalt, tværtimod. Og har heller ikke kræfterne til det. Men heller ikke ansvaret. Der er nemlig mange flere værdier i verden end de vestlige.

Begrundelsen for den opfattelse finder Støvring i Samuel Huntingtons storladne værk fra 1996 om civilisationernes sammenstød. Den originale amerikanske politolog forudsagde på dette tidspunkt, at verden var drevet af konkurrence mellem et antal religiøst definerede kulturer, som han kaldte ”civilisationer”. Af dem var den ”vestlige” kun én, som nu endda er på vej til at komme i mindretal efter at have domineret verden et par hundrede år.

Med Huntingtons egne ord fra bogen: ”I perioden efter den kolde krig er de vigtigste skillelinjer mellem mennesker ikke ideologiske, politiske eller økonomiske. De er kulturelle. Folk og nationer prøver at besvare det mest basale spørgsmål, mennesker kan stå over for: Hvem er vi? Og de besvarer dette spørgsmål på menneskers traditionelle måde ved at henvise til det, som betyder mest for dem. Mennesker definerer sig selv i form af oprindelse, religion, sprog, historie, værdier, skikke og institutioner. De identificerer sig med kulturelle grupper: stammer, etniske grupper, religiøse fællesskaber, nationer og, mest omfattende, civilisationer. Folk bruger politik ikke blot for at fremme deres interesser, men også for at definere deres identitet. Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er, og ofte kun, når vi ved, hvem vi er imod. Nationale stater forbliver de vigtigste aktører i verden. Deres adfærd bestemmes som tidligere af stræben efter magt og rigdom, men også af kulturelle præferencer, fællesskaber og forskelle. De vigtigste grupperinger af stater er ikke længere de tre blokke fra den kolde krig, men snarere verdens syv eller otte civilisationer.”

Ifølge Huntingtons opregning er disse civilisationer den vestlige, den latinamerikanske, den afrikanske, den islamiske, den hinduistiske, den ortodokse, den buddhistiske, den kinesiske og den japanske civilisation.

Han fortsætter sin analyse af fremtidens konfliktlinjer således: ”I denne nye verden vil de mest gennemtrængende, afgørende og farligste konflikter ikke være dem mellem sociale klasser, rige og fattige eller andre økonomisk definerede grupper, men mellem mennesker, der tilhører forskellige kulturelle enheder.”

Denne diagnose var et alternativ til Francis Fukuyamas optimistiske tro på, at det liberale demokrati havde sejret endegyldigt med kommunismens fald. ”Historiens afslutning,” som han kaldte det i bogen fra 1992. Ikke sådan at forstå, at der ikke ville ske mere, men at det var slut på historien med retning og historiefilosofisk mening i Hegels og Marx’ forstand. Støvring tilslutter sig helt og holdent Huntingtons anerkendelse af kulturens betydning over for eleven Fukuyamas besyngelse af det universelle liberale demokrati. Og supplerer med henvisninger til sociologen Robert Putnam og de ældre klassikere, Christopher Lasch og Daniel Bells ”The Cultural Contradictions of Capitalism” fra 1980.

Støvring har dog ikke fået luget alle rester af retningsbestemt historiefilosofi ud af sin konservativt-realistiske analyse. Som konklusion på en realistisk og skeptisk gennemgang af den vestlige naivitet i omgangen med de arabiske revolutioner konkluderer han: ”For at sikre stabiliteten kan vi blive nødt til at undlade at støtte frie valg i de arabiske lande, fordi deres kulturer endnu ikke er modne.” Dette lille ”endnu” er en rest af gammel udviklingstro, som harmonerer dårligt med den tidligere konstatering: ”Det er kulturen, der bestemmer, hvilken styreform et land får.” Og strider mod fortsættelsen: ”Der findes af samme grund ingen frie muslimske lande i betydningen: liberale demokratier.”

Bortset fra dette lille tilbagefald har Kasper Støvring skrevet en konsistent og velinformeret realistisk bog, der er et opråb til de liberalistiske idealister, der ønsker at udbrede vore politiske system og værdier til andre kulturer, der ikke vil have dem, først og fremmest de succesrige konfucianske stater i Østasien med Singapore som eksempel. En ikke-liberal stat med respekt for lov og orden.

Her kunne en diskussion med Fukuyamas nye verdenshistoriske syntese ”The Origins of Political Order” have været på sin plads. Et af hovedresultaterne i dette store værk er, at retsstaten er forudsætningen for demokrati og valg, ikke et resultat som i amerikanske forsøg på at eksportere demokrati til andre lande, især Irak. Men man kan ikke få alt i en bog, der på ret få sider diskuterer alle de store internationale problemer ud fra en konsistent realistisk position. Og samtidig gengiver en række velvalgte citater fra den citerede litteratur.

Kasper Støvring spilder ikke tiden på at kritisere socialismens forståelse af verden, nej, det er den idealistiske og aktivistiske liberalisme, han gør op med i en kritik af dens tro på, at hele verden er klar til at overtage de vestlige værdier i takt med, at moderniseringen gør verden ensartet.

Som han skriver i epilogen: ”Det er ikke den venstreorienterede, egalitære kritik af det liberale demokrati, der har fremtiden for sig, som Fukuyama korrekt spåede i sit værk, men derimod kritikken fra højre. Det er ikke Marx, men Nietzsche, man bør lytte til, hvis det liberale demokrati skal korrigere sig selv for at kunne bevares”.

Anerkendelsens kvalitet er vigtigere end dens universalitet. Den erkendelse fører Støvring med henvisning til Platons begreb om ”thymos” frem til den i Danmark kætterske konklusion, at ulighed er en basal menneskelig drivkraft. I kravet om anerkendelse finder han forklaringen på terrorhandlingerne fra Breivik til Islamisk Stat, men også på den modige indsats af forkæmpere for ytringsfrihed og dissidenter.

Det er en original, udfordrende og vigtig bog, Støvring har skrevet på baggrund af en omfattende læsning.