Det kan være svært at fatte hvor gennemgribende internettet og informationsteknologien har påvirket alting gennem de sidste årtier. Jeg kan nogle gange tage mig selv i at tro, at det trods alt er et inferiørt fænomen. Mon det ikke fylder mindre i andre brancher end min, i andre samfundssektorer, i andre lande, i andre livsafsnit? Det gør det ikke. Den kendsgerning får jeg smækket op i synet, når jeg gæster disse andre steder. Og det ville jeg også have kunnet regne ud med min fornuft, men følelserne kæmper med deres længsel efter den gamle verden. Som da jeg en gang på et hotel i den tyske by Kiel spurgte efter et bykort, så jeg kunne gå på opdagelse. Det havde de ikke mere, men de kunne printe et par sider fra Google Maps ud. Underforstået: hvis jeg virkelig ikke havde en smartphone …
Hele denne udvikling er kulmineret i smartphonen, hvis indflydelse den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen kortlægger i sin nye bog ”Appernes planet. Hvordan smartphonen ændrede verden”. Man må ikke tro, at smartphonen bare er en mobiltelefon med visse hjælpefunktioner. Den er i en vis forstand hele verden, som du har adgang til. Du har hele verden i din håndflade. Og hvad den dog ikke kan bruges til. En gang brugte Eriksens læge en lille lommelygte, når han skulle lyse sin patient ned i svælget. Nu bruger han sin telefon!
Måske især hos folk af en vis alder (Eriksen er selv fra 1962) kan historien om smartphonen let blive et nyt led i føljetonen om det moderne, vestlige menneskes fremmedgørelse i en stadigt mere af-fortryllet verden. Det bestræber han sig bogen igennem på at undgå. Dels ved at opregne alle de fordele og gevinster, der også er ved udviklingen. Med et frisk eksempel fra tv-avisen i går, som altså ikke er hentet i bogen, er det i dag lettere at dokumentere krigsforbrydelser, fordi alle mennesker har et kamera på sig.
Vi bliver ikke bare overvåget af Big Brother. Der er småbrødre på hvert gadehjørne, med skræmmende konsekvenser for berømtheder, der måtte prøve at bevæge sig lidt ud. Ambivalensen, blandingen af godt og skidt og i det hele taget af stærkt modsatrettede tendenser, er karakteristisk og gør det også svært for Eriksen at nå endelige konklusioner i sin bog.
Som bekendt kan man diskutere livligt på Facebook, men det sker inden for en meget kort tidshorisont. At prøve at fortsætte en ”tråd” blot dagen efter kan være dødfødt. På den anden side har nettet en uendelig hukommelse. Alt hvad man nogensinde har sagt på nettet, alt hvad der er blevet sagt om én, står der endnu, og det kan når som helst findes frem, hvis der er modstandere, der gerne vil miskreditere én. Det har den venstreorienterede Hylland Eriksen oplevet flere gange.
Et greb, der går gennem bogen, er at give eksempler på brugen af smartphonen i den ikke-vestlige verden for at bryde vores eget perspektiv. For flygtninge og migranter er smartphonen blevet et helt nødvendigt navigerings- og overlevelsesinstrument på deres lange rejse. Opladningsmuligheder er på linje med mad og drikke. Det kan forarge os vesterlændinge, fordi vi måske spontant ser smartphonen som et instrument til underholdning og adspredelse, men i Afrika spiller telefonen en kæmperolle som betalingsplatform for mennesker uden en bankkonto. I Kina kan den blive et ”privat rum” for unge piger, der i den fysiske verden er underlagt en ekstrem social overvågning. Samtidig ved vi herhjemmefra, hvordan telefonen kan betyde, at mobbeofre aldrig kan få fred, fordi de bliver forfulgt helt ind i deres inderste rum. Altså igen den uopløselige ambivalens.
Selv om ”Appernes planet” er en god bog, savner jeg ting, jeg ikke kunne sige mig selv. Det har altid været fascinerende, når antropologer vendte blikket fra ”de vilde” til os selv eller når en genial sociolog som Erving Goffman gav aha-oplevelser i en sin kortlægning af vores allermest almindelige samværsmønstre. Disse små chok af erkendelse mangler i Eriksens bog. Det kan han ikke gøre for. Fordi vi alle sammen skal prøve os frem i den nye digitale virkelighed, er vi alle sammen lige så meget på feltarbejde som antropologen. Derfor er hans eksempler fra den vestlige verden velkendt stof.
Jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere nostalgiske eksempler fra den gamle, analoge verden: måder at være i verden på som aldrig kan komme tilbage. Aha-oplevelserne kunne være myldret frem for det retrospektive blik: Hvor anderledes det var at rejse og være borte: Var der nu kommet brev til én hjemmefra poste restante i en fremmed by? Eller alt det, der er forsvundet med fastnet-telefonen, et symbolsk knudepunkt i hjemmet. Som Hylland Eriksen skriver: ”Aldrig mere skulle jeg løfte røret og lytte til en spæd stemme, der spurgte om min søn eller datter var hjemme.”
Thomas Hylland Eriksen: Appernes planet. Oversat af Søren Vinterberg. 280 sider. Kr. 249,95. Gads forlag.