Prøv avisen
Kort om alt

Forfatter: Man må øve sig i at opdage, at skønhed ser ud på mange måder

Christina Hagen overvejer at flytte til Bornholm for at få ro og smuk natur. Foto: Polfoto

For forfatter Christina Hagen er den største dyd at se på sig selv og sit liv med et ærligt blik

Hvad er lykke?

"Små øjeblikke, hvor man accepterer, at sådan her er livet, og det er godt nok."

Hvad er en god gerning?

"En, der gør dig selv glad. Du ved alligevel ikke, hvad de andre gerne vil have fra dig."

Hvad sårer dig mest?

"Når mit blødende hjerte og min irrationalitet møder en andens fornuft og strategi."

Hvad er den største synd?

"At hjælpe andre med at udleve deres livsdrømme, mens man fortrænger sine egne. At lege opofrende husmor er ikke nødvendigvis kun et martyrium."

Hvad kan du ikke undvære?

"Stilhed."

Hvad er meningen med livet?

"For mig er den at leve et lillebitte privat liv uden festivitas og kendthed. Og at nå at elske nogen rigtigt."

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

"At svømme og cykle i naturen og styrketræne og sove tungt."

Hvordan vil du gerne huskes?

"Det har ingen betydning for mig."

Hvad er du bange for?

"Det forlorne og overfladiske. Og at være afhængig af nogen."

Hvem er dit livs største kærlighed?

"I december ville jeg have svaret: Chris. I januar vil jeg sige: Jylland. Hver dag er jeg opmærksom på, at jeg elsker Jylland."

Hvad tror du på?

"Mig. Jeg skuffer sjældent mig selv, og jeg når næsten altid det, jeg sætter mig for. Jeg er min egen rigtig gode ven."

De viseste ord?

"This too shall pass."

Hvad fortryder du mest?

"Jeg tror ikke på fortrydelser, livet er, som det er."

Hvad er den største dyd?

"At se på sit liv og sig selv med et ærligt blik uden at få en depression. Ikke at lege, at det er noget andet. At øve sig i at opdage, at skønhed ser ud på mange måder."

Hvilken genstand er din største skat?

"Alle mine souvenirs. Forvandlingskugle fra Jamaica, sommerfugle fra Peru, stråhatte fra Den Dominikanske Republik."

Hvordan vil du gerne dø?

"Pludseligt og alene. Helst ingen lange hospitals- og plejehjemsophold til mig."

Hvad er din største bedrift?

"At jeg har turdet elske nogen for fulde gardiner."

Hvad overvejer du for tiden?

"At flytte til Bornholm for at få ro og smuk natur."

Hvem beundrer du?

"Jørgen Leth. Psykologer og terapeuter virker ikke for mig. Alt, hvad Jørgen fortæller om fra sit eget liv, det kan jeg genkende fra mit eget."

Hvad vil du være bedre til?

"At være mindre ambitiøs med mit liv og forlange mindre af mig selv og andre."