”Fyn er så frodig, at man kan sætte en tændstik i jorden, og så gror den!”, sagde digteren Per Højholt engang i en debatudsendelse.
Og han er langtfra den eneste digter, der har udtalt sig om Fyn, fortæller litteraturprofessor Anne-Marie Mai, da hun fører os gennem de kønne, kringlede landeveje på Nordfyn, hvor hvert andet sving synes at passe ind i H.C. Andersens ”Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt”. For ser man bort fra de gyllegrønne marker, ligner området her stadig et eventyrlandskab med smukke gamle huse, krogede træer og fornøjede fugle, der flyver frit omkring.
Udkantsdanmark kalder nogle denne måske mest centrale del af Danmark, fordi det visse steder her er en kamp at holde liv i skoler og brugsforeninger, men selv betragter Anne-Marie Mai Nordfyn som en frodig forstad til København - med sin egen rige historie og natur. Og hun bor her også selv med sin mand, digteren Klaus Høeck, der efterhånden har skrevet tusindvis af digte fra parrets hus uden for Veflinge.
”Jeg ville ikke være flyttet herud alene, for så var jeg blevet mere sær, end godt er. I storbyen kan man hele tiden spejle sin ensomhed i andre, men her bliver man konfronteret med sig selv på en anden måde, og det kræver, at man har nogen at dele sit liv med. Det har nok også gjort os mere afhængige af hinanden. Vi elsker begge naturen og muligheden for at arbejde i fred, men ingen har os har lyst til at være alene hjemme mere i længere perioder,” siger hun og tilføjer, at de dog ikke har haft indbrud, efter at de installerede alarmer overalt i huset, der ligger for sig selv, men tilpas tæt på motorvejen til at friste indbrudstyve på nordfynske togter.
Anne-Marie Mai og Klaus Høeck flyttede til Fyn fra Røsnæs ved Kalundborg, nogle år efter at hun blev ansat på Syddansk Universitet. For det var trods alt for bøvlet at pendle fra Røsnæs. Men dér havde de fået smag for livet uden for storbyen.
”Vi var flyttet til Kalundborg af den simple årsag, at vi ikke havde råd til hus tættere på København, hvor vi havde mødt hinanden og var blevet gift. Det opfattede nogle af Klaus' digtervenner temmelig negativt. For de kunne kun se sig selv i byen. Digteren Michael Strunge, der var vores ven, blev ligefrem angst, når han kom for langt ud i provinsen, hvor han ikke kunne finde sig selv i de andre ved cafébordene. Men vi havde lyst til at bo på landet,” siger hun og tilføjer:
”Jeg kom fra Aarhus, og Klaus kom fra København, så vi syntes også, at det ville være mærkeligt for os at slå os ned i en tredje mindre by. Odense kan jo virke som et stort villakvarter, når man kommer udefra, og vi havde lyst til at prøve noget helt andet. Og herude fik vi råd til at bo dejligt med skove og en stolt historie, der nærmest får litteraturen og naturen til at vokse sammen”.
Allerede i 1600-tallet skrev den fordrukne digter og adelsmand Jens Steen Sehested (1640-1698) for eksempel både svulmende digte om den fynske frodighed og om frodig erotik, påpeger hun.
Lad os her nøjes med at nævne hans digt ”Fyns billige Berømmelse”, der er én lang besyngelse af de fynske fortræffeligheder. ”Hun ofrer dig saa rigelig,” skriver han som en anden reklamemand om Fyn, der allerede dengang var både rig på fisk og ”Dend Fynske Miød”, som Jens Steen Sehested fik mere end rigeligt af.
”Jeg forestiller mig ham altid siddende op ad et egetræ eller et piletræ med en flaske brændevin, mens han skrev sine ofte særdeles frisindede digte,” siger Anne-Marie Mai og klukler, mens vi kører forbi herregården Rugaard, hvor Jens Steen Sehested også slog sine folder. Men det er selvsagt en anden digter, der senere gjorde Fyn verdensberømt.
H.C. Andersen blev ikke kun født i Odense, men havde hele livet Fyn med i sin digteriske baggage som en form for en herlighedsværdi i mere end én forstand. For det var også her på Fyn, at han fandt en digterisk muse. Det skete blandt andet i sommeren 1829, da vendte hjem til sin fødeø for at researche på en historisk roman om grevens fejde, der skulle have haft titlen ”Christian den Andens dværg”.
De første 16 sider havde begejstret Ingemann, skriver Andersen i ”Mit livs eventyr”, men nu ville han opsøge historikeren Vedel Simonsen, der boede på Elvedgaard - i nærheden af Veflinge. Mødet var en succes, og i et brev til Edvard Collin skriver Andersen, hvordan ”et heelt Lys gik op for mig (...) jeg føler levende, at dette Værk vil give mig et Navn, ellers faar jeg det aldrig.”
Det fik Andersen som bekendt ikke ret i. For værket blev aldrig til noget, men det gjorde han. Og når han skrinlagde idéen om den historiske roman, skal årsagen formentlig findes i en forelskelse. For den samme sommer mødte han den fynske købmandsdatter Riborg Voigt. Og han omsatte hurtigt deres møde til et lille digt, der kom til at hjemsøge ham og fylde ham med digtertrang resten af livet:
”To brune Øjne jeg nylig saae,
I dem mit Hjem og Verden laae,
Der flammer Snillet og Barnets Fred,
Jeg glemmer det aldrig i Evighed.”
Forelskelsen blev dog ulykkelig. Hun giftede sig med en anden. De fynske, brune øjne blev dog i Andersens digterhjerte. Og det var i det mindste lykkeligt for litteraturhistorien.
”Jeg ville dog gerne have læst en historisk roman om Christian den Andens dværg af H.C. Andersen, så på den måde er det lidt ærgerligt. Men jeg synes selv, at det giver vores lille landsby ånd, at H.C. Andersen har været her for at søge inspiration. Men hvor Andersen beskrev Fyn som et paradis, bliver Fyn i dag ofte ringeagtet,” påpeger Anne-Marie Mai, da vi kører ind i Søndersø By, hvor byens mest fremtrædende spiral af en skulptur foran biblioteket simpelthen bliver kaldt ”Lorten” i folkemunde.
”Man kan godt få fornemmelse af at være kommet lidt til det vilde vesten her. En utilfreds borger satte for eksempel ild til rådhuset for et par år siden. Men her er masser af genbrugsbutikker og frisører, vi må åbenbart være meget forfængelige herude på landet. Og biblioteket fungerer stadig, og nu er det endda døgnåbent, hvis man har et sygesikringsbevis i kommunen, så her kommer jeg meget,” siger hun og går hjemmevant hen til et kommunalt anretterbord, hvor man kan købe en kop kaffe til to kroner. Reolen med bestilte bøger ved siden af gør Anne-Marie Mai sit for at holde ved lige. For hun bruger ofte det lille bibliotek som sit eget forskningsbibliotek.
”Det fungerer glimrende. De er også virkelig søde til at hjælpe her, selvom man godt kan blive lidt deprimeret over at se udbuddet af digtsamlinger på biblioteket,” siger hun og peger over på en næsten nøgen reol, hvor der lige er blevet plads til Benny Andersens samlede digte og nogle få andre digtsamlinger, der trods alt også tæller ”den lokale”, som hun siger med henvisning til Klaus Høeck, inden vi fortsætter tilbage mod den fynske hovedstad.
”Fyn led i mange år af en form for mindreværdskompleks, fordi øen bare blev betragtet som et sted, man kørte hen over, når man skulle til og fra Jylland. Men det gjorde meget for øens selvforståelse, da man først fik universitet og siden TV 2, som alle ellers troede skulle ligge i Aarhus.”
”I dag virker TV-bygningerne mest som en kulisse, efter at TV 2 har fået sit nyhedshus i København. Men symbolværdien er stadig vigtig, tror jeg. Og Odense er også i rivende udvikling. Der er meget byggeri på havnen og i centrum. Og der sker især meget omkring universitetet i øjeblikket. Siden man byggede universitetet i 1970'erne, har der været meget kritik af, at det lå så langt uden for byen på en mark for sig selv. Men nu bliver der både bygget sygehus ved siden af og letbane dertil, som man regner med skal transportere 60.000 mennesker frem og tilbage hver dag. Det bliver en dramatisk forandring for byen, fordi det kommer til at forbinde universitetet og byen meget bedre,” siger Anne-Marie Mai.
Hun glæder sig også over, at universitetet nu har lånt lokaler til blandt andet H.C. Andersen Centret på det nyrestaurerede Adelige Jomfrukloster midt i byen.
Udefra set ligner det noget af en rodbehandling, man har givet byen ved at spærre midtbyen af, mens man skaber et nyt kvarter omkring centrum. Og det har skabt en del debat og bekymrede forretningsdrivende. Men det skal nok blive godt, mener hun:
”Odense har godt nok markedsført byen som eventyrets by og H.C. Andersens fødeby, men man har også været god til at gøre opmærksom på Odense Zoo, Domkirken, Brandts museerne og så videre og vise, at der sker noget i byen,” fortæller Anne-Marie Mai, der ikke længere betragter Odense som provinsiel.
”Man kan nærmest komme lige så hurtigt til København herfra som fra Helsingør. Og vi er en universitetsby med masser af liv. Og det er for eksempel ikke noget problem at tiltrække verdensnavne som Salman Rushdie og Leonard Cohen til Hans Christian Andersen Festival, som jeg selv har del i. Der er ingen tvivl om, at hovedstaden tiltrækker stadig flere mennesker. Men jeg tror også, at københavnere skal lære, at alt liv ikke foregår der.”